Rørt Festersen: Det sidste aftryk er vigtigt

OB spillede her til aften på hjemmebane mod FC Nordsjælland, og da gæsterne kort før tid kom foran med 2-0, troede mange, at kampen var afgjort.

Den rutinerede målræv, Rasmus Festersen, blev kort tid efter sendt på banen, og så kom der liv i kampen igen. Han bidrog med en scoring, og da Bashkim Kadrii også scorede på straffe i kampens sidste sekund, fik OB et enkelt point.

Festersen er en sjælden gæst på holdet i denne sæson, og det var derfor også en god oplevelse for ham at komme ind og spille på Odense Stadion igen.

– Det var virkelig dejligt. Det er rigtig længe siden, jeg har gjort det sidst, og det er også første gang i denne sæson, jeg spiller på hjemmebane. Det betyder helt vildt meget at få sat det sidste aftryk, det kan jo muligvis være, det bliver min sidste kamp på Odense Stadion, og det var rart lige at få den med og få lov at score.

– Jeg er glad for at få lov at vise, at den gamle kan endnu. Det sidste aftryk det er jo det, jeg gerne vil huskes for engang, når min karriere er forbi, og hvis det bliver det her, så er det rart at tænke på.

Nærmest hele RMN-tribunen sang Festersens navn, da han blev sendt på banen, og det var et rørende øjeblik for den rutinerede spiller.

– Jeg blev meget rørt. Det betyder faktisk rigtig meget, og jeg fik en lille tåre i øjenkrogen, for det var rørende, især for en spiller som mig, hvor der sikkert er nogen af de unge, der står dernede, der ikke kan huske, hvem jeg er. Det betyder meget, og det var dejligt og rørende, det synes jeg virkelig.

Vi er bagud med 0-2, da du kommer ind. Troede du på, vi kunne vende det?

– Jeg tror i hvert fald ikke, vores træner troede på det, for da de scorede til 2-0, troede jeg, at jeg skulle til at på banen, men så fik jeg at vide, jeg skulle sidde mig ned igen. Efter et minuts tid ombestemmer han sig så, og jeg kommer ind alligevel, og da vi så får reduceret, synes jeg egentlig, der kommer en rigtig god energi, og vi rammer også overliggeren efterfølgende, og så har vi bare en iskold kal fra Nørrebro, der scorer helt sikkert på det straffe til sidst.

Hvordan var det for dig at få vist, at målnæsen stadig er intakt?

– Det er den jo mod FC Nordsjælland. Det er åbenbart det hold, jeg skal spille mod, for der har jeg en rigtig fin statistik. Jeg tror, det mål ligger på den gamle rygrad. Det er noget, man ikke lige taber.

Kampens sidste minutter var fuldstændigt vanvittige, og det kulminerede med, at Bashkim Kadrii fik udlignet på kampens sidste spark. Festersen var slet ikke nervøs for, om han ville score.

– Jeg var helt sikker på, han ville score, og jeg vil også sige, at så fik vi et resultat. Det kan betyde alverden, og det ene point kan også vise sig at være guld værd, når boet skal gøres op til allersidst. Det kan godt være, jeg scorer, men det havde været ligegyldigt, hvis vi ikke havde fået point.

Med den måde kampen forløb, skal vi så være glade eller skuffede?

– Vi skal være glade for at få det ene point med, især når vi scorer to mål på de sidste seks minutter.

Rasmus Festersen har scoret mange mål mod FC Nordsjælland i hans karriere, så aftenens scoring var bare en i rækken af mål. Han ved dog ikke, hvad det er, der gør, at han scorer så mange mål lige mod dem.

Din scoring var endnu en i rækken af mål mod FC Nordsjælland. Hvorfor ligger de så godt til dig?

– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har svært ved at svare på det. Nogle gange når vi har spillet ovre på deres kunstgræs, har jeg også gjort det rigtig fint. Jeg kan godt lide at spille på kunst, men også nå vi har mødt dem på hjemmebane, har det været godt. Jeg ved ikke, hvad det er, om de unge drenge har glemt, hvem Festersen er, for det virker til, at man har lidt mere plads og tid. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er så varm mod Nordsjælland.

Har du fået en sms fra Kenneth Emil?

– Haha.. Jeg har fået en snapchat, ja..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *