Ryan Johnson: Vi trækker det længste strå mod AGF

Tidligere på ugen var OB på besøg i Thisted, hvor fynboerne vandt med 2-0, og spillede sig videre til næste runde i pokalturneringen.

Der blev rutineret lidt på holdet til det opgør, og både Bashkim Kadrii og Ryan Johnson Laursen var slet ikke med i truppen til det opgør.

Johnson Laursen ved ikke helt, hvorfor han ikke var med i truppen, men han mener selv, at hvis det var for at skåne ham, så giver det god mening.

– Det har jeg ikke rigtig noget svar på, det må du spørge træneren om. Jeg formoder, det var for at skåne mig, og taget i betragtning af, at jeg fik en overbelastning, sidste gang vi havde tre kampe på en uge, så gjorde det mig ikke noget, at jeg ikke var med i kampen. Jeg tænker i hvert fald, der var en tanke bag.

Er du helt klar til kampen på lørdag?

– Ja, det er jeg. Jeg er fit, og jeg er frisk, og modsat mange af de andre havde jeg en dag i onsdags, hvor jeg ikke lavede så meget, så jeg er helt klar til weekenden.

Du mærker ikke noget til dit springerknæ?

– Jo, det gør jeg. Det gør jeg hele tiden. Det tager lang tid, og der skal snart gøres et eller andet ved det knæ, men lige nu kan jeg godt holde det ud.




Johnson Laursen har leveret nogle rigtig flotte præstationer på det seneste, og han fortæller da også, at han nyder at spille fodbold lige i øjeblikket.

– Ja, det gør jeg. Det gør jeg altid. Jeg synes, jeg er inde i en god periode, og det hænger også sammen med, at jeg har trænet fast i lang tid, og grundformen er god. Så føler jeg, at der er nogle tegninger på holdet, der gør, at jeg får nogle muligheder, som jeg prøver at udnytte, og det lykkedes for det meste. Jeg skal bare fortsætte.

Har det noget at gøre med, at vi spiller 3-5-2 nu?

– Det ved jeg ikke. Jeg har både spillet med 3, 4 og 5-back kæder, hvor det også har været sådan her. Jeg tror mere, det er den stime, holdet er inde i, der gør, at der er flere muligheder, og at jeg har flere aktioner i kampene. Det passer mig rigtig godt.

– Jakob er god til at holde os til ilden. Vi dvæler ikke ved, at vi nu har vundet tre kampe i træk, vi skal videre. Lige så snart den ene kamp er slut, så handler det om den næste. Det er ikke fordi, vi går med armene over hovedet efter en sejr, det handler om at arbejde videre, for der er hele tiden ting, vi kan forbedre. Det synes jeg, han er god til.

På lørdag kommer AGF på besøg på Odense Stadion, og her regner han med, at det bliver en meget tæt kamp, som OB dog kommer til at trække sig sejrrigt ud af.

– Det bliver en intens kamp. De sidste 3-4 opgør mod AGF har været lige på kanten, både stemningen på tribunerne men også inde på banen. Der har været rigtig mange hårde dueller og små fights hinanden imellem. Jeg tror, det bliver helt det samme på lørdag, så det bliver en tæt kamp, hvor vi tager det længste strå.



Tidligere på året var der en batalje mellem Johnson Laursen og Mikanovic fra AGF, da de også var på besøg på Odense Stadion, derfor var vi nødt til at høre, om kroaten stadig står i den sorte bog.

– Det ved jeg ikke, om jeg skal udtale mig offentligt om, haha.. Det er måske en dårlig idé. Først og fremmest er det jo svært, fordi han spiller også selv højre back, så der er lidt langt. Der var også lidt langt sidst, men det var efter kampen. Det er et halvt år siden, og jeg har på fornemmelsen, at der er mange, der husker det. Det gør jeg også selv, så det skal nok give lidt krydderi til kampen.

Mod AGF har vi mulighed for at vinde den 3. Superligakamp i træk, har du prøvet det før?

– Det er mange år siden. Jeg har ikke prøvet det i OB, så vi kan lige så godt gøre det nu.

Du vil måske også kunne lide...