Søren Krogh er ny cheftræner: Det handler meget lidt om mig

Torsdag formiddag blev det meldt ud, at Andreas Alm var blevet fyret som træner for OB. Årsagen var dårlige resultater over en længere periode, hvor nederlaget til Fredericia i pokalturneringen blev dråben.

Som afløser er Alms nu tidligere assistent, Søren Krogh, blevet sat ind som midlertidig træner resten af året, og det var ikke vært for Krogh at sige ja til det.

– Der var ikke nogen tvivl overhovedet. For mig vil det altid handle om klubben, og hvis de ledere som er over mig, synes, det er mig, der skal stå i spidsen for det hold i en periode, så bifalder jeg det, og giver den gas. Der var ingen betænkningstid.

Der er kun to dage til, OB spiller i Superligaen ovre i Lyngby, men det ser den nye cheftræner ikke som nogen ulempe.

– Det er jo svært at sige, hvor vi er lige nu. Vi havde en forfærdelig kamp i pokalturneringen, og det gode ved, at kampen kommer tidligt, det er, at vi kan nå at revanchere os så hurtigt som muligt og få børstet den dårlige oplevelse af os.

– Jeg synes, det er fint, at vi har en kamp så hurtigt. Det kræver selvfølgelig, at vi bruger resten af dagen i dag, og i aften sikkert også, på at få struktureret den kommende tid og få lagt en god gameplan for, hvad vi skal arbejde med, og hvordan vi skal gøre det. Det kommer vi til at bruge tid på nu her, og det skulle vi have gjort under alle omstændigheder.

– Men lad os få en god kamp i Lyngby på lørdag, så vi kan få et godt afsæt for den sidste måned.

Hvad skal du ind og bidrage med nu?

– Jeg skal sørge for at få holdet til at spille godt, og vi skal have resultater. Det er det, jeg har fået at vide, at det handler om. Vi har forsøgt i mange forskellige formationer, i en fembackkæde, vi har prøvet med flad midtbane, vi har prøvet med en midtbane med en 10’er, vi har prøvet med tre angribere, vi har prøvet med to angribere.

– Vi har prøvet så mange ting efterhånden, så lige nu føler jeg, det er vigtigt at arbejde hårdt på, hvad det er, det passer den her trup bedst muligt, så vi kan performe. Der har været nogle tendenser i løbet af sæsonen, hvor der har været nogle tilfælde af, at vi faktisk har gjort det fornuftigt.

Har du fået frie hænder til at sætte dit eget præg på spillestilen og holdsammensætningen?

– Fuldstændigt. Der har ikke været nogle restriktioner.

Det er indtil videre kun en måneds tid, Krogh er ansat som cheftræner, og det vides endnu ikke, hvad der skal ske til den tid, om han igen skal være assistent, eller om han kan fortsætte som chef. Det er heller ikke noget, han spekulerer så meget over nu.

– Helt ærligt, det har jeg slet ikke tænkt på. Det er så nyt det her. Det handler i virkeligheden meget lidt om mig, det handler mere om, hvordan vi kan flytte os som hold, og hvordan vi kan få presset mest muligt energi ud af hver enkelt ressource, vi har.

– Vi har fået Thomas Helveg tættere på holdet også, så jeg synes, det er det vigtigste, og så må vi tage snakken en gang til, hvor jeg er henne rent personligt, når sæsonen er slut. Lige nu er det kun OB, og det handler kun om at få resultater, og det er med alle midler.

Hvordan har du det med, at der kommer meget mere fokus på dig nu?

– Det har jeg ingen problemer med. Jeg har været i gamet så mange år som spiller, og det er klart, man er udsat nu som cheftræner i højere grad. Jeg ved, det er en del af det at være cheftræner, så det har jeg egentlig sluttet fred med.