Startprogrammet skræmmer ikke Kasper Larsen

Opstarten frem mod den nye sæson har efterhånden været i gang længe, og nu er det meget snart ved at være alvor igen.

I den kommende weekend starter Superligaen igen, og Kasper Larsen beretter om, at opstarten har været rigtig god i Ådalen.

– Den har været fin. Jeg synes, der er blevet trænet godt igennem, og vi har haft nogle fine træningskampe med god intensitet, og alle har fået spilletid.

– For mig personligt er det også gået fint. Jeg har været med på det meste, udover et lille afbræk i sidste uge grundet noget privat, men ellers har det været godt.

OB har spillet træningskampe mod Horsens, Brøndby og AaB, og selvom alle tre er blevet tabt, så er det ikke noget, man skal være bekymret over.

– Nej. Man skal huske på, at træningskampe er selvfølgelig et øjebliksbillede, men der bliver også skiftet meget, og vi har også skiftet meget ud i alle sammen og prøvet nogle nye formationer og nye værktøjer i forhold til pres, opspil osv. Det er bare nogle kampe, hvor man kan teste lidt af. Selvfølgelig går man på banen for at vinde, og vi har også været irriterede over, vi ikke har vundet, men jeg vil 100 gange hellere vinde på søndag mod FCK.

Men det havde vel alligevel været rart at gå ind til kampen på søndag med en succesoplevelse i bagagen?

– Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Men jeg tror heller ikke, fokus på de her træningskampe har været, at det var super vigtigt, de skulle vindes. Selvfølgelig er det altid vigtigt at vinde fodboldkampe, for det giver, som du selv siger, noget pace og god stemning, men det har der alligevel været i opstarten, og vi har også leveret fine glimt, og har trænet godt, så jeg tror, alle kommer ud med god selvtillid.

OB har her i opstarten praktiseret en ny formation, 4-3-3, og forsvarsspilleren er godt tilpas i den, selvom der i sidste sæson mest blev spillet 3-5-2.

– Det passer mig fint. Personligt gør det ikke så meget, jeg finder mig fint til rette i begge positioner. Det giver nogle andre muligheder, når man spiller med fire. Der kommer et ekstra punkt længere fremme, men omvendt har du en forsvarsspiller mindre. Det er et fint redskab til, at man kan få en station længere fremme på banen.

Hvordan synes du, vi er rustet til sæsonstarten? Er vi der, hvor vi skal være?

– Det får vi jo at se, men det synes jeg. Vi står stærk. Der har været lidt småskader og problemer, men jeg synes, folk er ved at være tilbage nu, og det ser godt ud. Det er med at holde sig skarp frem mod søndag.

Søndag aften spiller OB den første kamp i den nye sæson på hjemmebane mod FCK, og det bliver lidt af en opgave for hjemmeholdet.

– Det bliver en hård opgave lige fra start. Det er en klassemodstander med rigtig mange dygtige spillere. Det bliver en hård kamp, men vi tror på, at vi kan lave et godt resultat og skabe noget ravage. Vi går selvfølgelig på banen for at vinde, som vi gør hver gang. Det bliver en rigtig svær kamp, men vi har gode forudsætninger for at gøre det godt.

OB har et hårdt startprogram, hvor man udover FCK også møder FC Nordsjælland, AGF, Vejle og FC Midtjylland i de første fem kampe, men det er ikke noget, der skræmmer Kasper Larsen.

– Det er jo lige på og hårdt. Vi vil gerne være i top seks, og vi skal jo møde de svære modstandere, så det er fint at lægge ud med dem og så vise vejen og slå dem. Det er en god start. Det er nogle rigtig gode modstandere, vi skal møde, og det bliver selvfølgelig svært, men vi tror på det.

Hvor mange point skal vi stå med efter de fem første kampe, før du vil kalde det en god start?

– Det er svært at sige. Hvis det er en rigtig god start, skal vi jo have 15 point. Det er svært at sidde og sige, men hvis vi lukker af, og ikke giver så mange mål væk, er det jo en god start, og kan vi selv putte den i kassen engang imellem, ser det jo endnu bedre ud. Så hvis vi får ti point, og gerne mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *