Stribede Legender – Anders Møller Christensen

Anders Møller Christensen er for os en stribet legende. Han har spillet 8 sæsoner i OB, hvor han i alt nåede 282 kampe.
Han var med til at vinde pokalturneringen, og derudover fik han også tre sølvmedaljer. Han var også med i CL-kvalifikationen, hvor vi var en halvleg fra at komme i gruppespillet. Vi har mødt ham til en snak i Ådalen.


I 2006 skifter du fra Esbjerg til OB. Hvad var grunden til det?

– Jeg ville gerne prøve noget andet. Jeg havde været fire år i Esbjerg. Jeg havde vundet medaljer med dem, og havde også været i pokalfinalen, så jeg tænkte, at nu var det tid til at prøve noget nyt. Så fik jeg snakket lidt med OB, og jeg synes, det lød interessant, de fremtidsplaner de havde, og det kunne jeg godt tænke mig at være en del af, også fordi OB havde været en stor klub i dansk fodbold, så det kunne jeg godt tænke mig. Det var ligesom et step op fra Esbjerg.

Bruce Rioch var træner, da du kom til OB. Hvordan var han som træner og person?

– Han var sgu en god træner og en god person. Det var frihed under ansvar. Hvis du trådte ved siden af, eller ikke holdt dig til hans regler, så vidste du godt, at der faldt brænde ned. Hvis du kørte efter reglerne, så var der ingen problemer. Det var en god tid, og det var helt anderledes, end jeg var vant til. Jeg havde haft Ove P i 3,5 år, og så nåede jeg at have Troels Bech i et halvt år i Esbjerg. Det var helt anderledes, den første dag jeg kom, fik jeg et stort kram, det var ligesom hans måde at sige velkommen på. Det gjorde han med alle hver morgen, han var en rigtig behagelig fyr, det må jeg sige.

– Han var meget vellidt. Både blandt spillere, men også kærester og koner, for han tog sig også tid til at snakke med dem efter kampene, hvordan det gik, det var ikke kun fodbold altid.

Der går rygter om mange lagkager…

– Haha.. Det kunne han godt lide, når der var fødselsdag. Det var satme nogle store lagkager, er du så færdig. Det var sgu flot, det var nogle ordentlige flødeskumskager, det er rigtigt. Der skulle altid synges fødselsdagssang, også selvom det var efter en kamp, det gik han meget op i.

– Det var jo hyggeligt, når der var kager. Der blev fejret, og der blev sunget fødselsdagssang. Der blev virkelig sunget igennem, og det skulle altså gøres. Der var ingen, der blev snydt, hvis de havde fødselsdag, det var meget skægt.

Hvad er forskellen på en skotsk og en dansk træner?

– Jeg synes, han var god til lige at føle, hvordan truppen var. Jeg kan huske, vi havde trænet godt op til en kamp, og vundet kampen om søndagen, og så siger han, vi ses tirsdag eller onsdag. Så tænkte jeg, ‘Hvad fanden sker der her?’, så fik vi fri. Men det er jo den mentalitet, man har ovre i England, at så giver man spillerne lidt fri, og når vi så kom tilbage, så var der jo bare fuld knald på. Det er der ikke så mange danske trænere, der ville gøre.

Hvordan oplevede truppen det, da Bruce tog sit tøj, og smuttede?

– Det er fandme lang tid siden. Det var selvfølgelig ærgerligt, for som jeg sagde, var han en vellidt person, og truppen kunne rigtig godt lide ham. Det var selvfølgelig ikke det, man havde regnet med, at han lige pludselig skulle forlade det hele.

Efter Bruce smuttede, overtog Michael Hemmingsen jobbet, og førte holdet frem til pokaltitlen. Var det reelt hans fortjeneste, eller var det Bruces arbejde, der gjorde det?

– Michael havde også lært noget af Bruce, og han tog også noget af det koncept og den tilgang med sig, men det var også en blanding, for Michael gjorde det også godt i det halve års tid, han var der.

Hvordan var det at vinde pokalen med OB allerede i den første sæson?

– Det var fint. Nu var jeg jo lidt halvskadet, så jeg fik kun lige medaljen. Jeg var jo på bænken, men selvfølgelig var det stort. Jeg havde været i pokalfinalen året inden med Esbjerg, hvor vi havde tabt til Randers, så det var selvfølgelig fedt at få en sejr. Det var jeg glad for. Det var en stor dag, også da vi kom tilbage til Odense på Rådhuset. Det var fedt.

10.000 OB’ere havde fyldt den ene tribune i Parken, hvordan var det at se det? Og hvordan oplevede man stemningen inde på banen?

– Som jeg sagde, var jeg jo ikke sådan helt inde på banen. Jeg var inde på banen efter kampen, men det var en fed oplevelse og en fed dag. Jeg kan huske de sorte og gule trøjer, og jeg kan huske, de havde skrevet, ‘I disse farver har vi vundet større steder’, et citat mod Madrid, så det var en stor dag. Det er noget, man aldrig glemmer.

I 2007 bliver Lars Olsen træner. Hvor meget ændrer det?

– Der sker jo noget andet. Lars kommer med hans måde at træne på, som er lidt anderledes. Så kan man sige, at det går en vej, da han kommer, og det er op. Det gik derudaf, og det var kun godt.

Vi får 2 sølvmedaljer med Lars Olsen som træner. Hvor meget ærgrer det dig, at minimum en af dem ikke bliver til guld?

– Jeg ville have haft begge to som guld. Det ærgrer mig fandme meget, det kan jeg godt sige dig. Det ene år har vi virkelig FCK, hvor vi vil have dem. Vi er langt foran, og jeg tror, det er den sidste kamp inden vinterpausen, hvor vi er foran med fire point, hvor vi så spiller herude, og kan komme foran med syv point. Den taber vi så 0-2, og det er ensbetydende med, at vi kun er et point foran.

– Jeg kan ikke huske, hvilken en af sæsonerne det er, men hvis man kigger på det pointmæssigt, så burde det jo have givet en guldmedalje, med de point, vi skraber sammen, men FCK var også godt kørende i den sæson, og det pisser mig meget af. Det var der, vi havde muligheden, og det ville jeg meget gerne have haft.

– Jeg kan huske, vi vinder over dem herude med 3-2. Det var satme en god kamp og en god atmosfære, men så ugen efter går vi ned, og taber i SønderjyskE, 2-1 mener jeg. Det er jo lige fra den ene yderlighed til den anden. Det var en fed kamp derude. Det var gode tider.

Lars Olsen blev nogle gange kritiseret for at spille for defensivt. Synes du, den kritik var berettiget?

– Det ved jeg sgu ikke. Det synes jeg ikke, jeg kan huske. Nu er jeg også forsvarsspiller, og så længe der ikke går mål ind, så er jeg jo fint tilfreds. Jeg gik på banen for at vinde kampe, og jeg ville hellere vinde 1-0 end 4-3. Jeg lagde ikke mærke til kritikken. Vi vandt kampe, og det var det, der talte.

I 2010 kommer ‘Blodbadet i Ådalen’ med fyringerne af Kim Brink, Lars Olsen og Viggo Jensen. Hvordan blev det modtaget i truppen?

– Det var meget overraskende, må man sige. Så vidt jeg husker, tror jeg stadig, vi lå nummer 2 eller 3. Det var selvfølgelig meget overraskende, at de tre blev fyret. Det var ikke lige noget, man havde regnet med, også fordi der havde været nogle fine præstationer de to år forinden, så det var meget overraskende.

Efter en kort periode med Uffe Pedersen bliver Henrik Clausen cheftræner. Det kom nærmest ud af det blå, hvordan så truppen på det?

– Han var jo fysisk træner, så det var lige pludselig fra den ene rolle til den anden, og det kan godt være lidt svært at håndtere. Jeg synes faktisk, han håndterede det fint. Han fik senere Thomas (Helveg) ved sin side, og selvfølgelig var det anderledes, at han skulle stå som træner. Man var vant til, at han skulle fortælle, hvordan man laver armbøjninger eller noget andet fysisk, men jeg synes da, at han blev accepteret som træner.

– Selvfølgelig var det sværere at komme fra fysisk træner og lige pludselig skulle være træner, så han skulle lige oparbejde det på hans måde. Man har mere ansvar som cheftræner end som fysisk træner, så han skulle lige finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til spillerne. Man kan jo godt sige noget til spillerne som fysisk træner, som man måske skal passe på med at sige, når man er træner. Det skulle han også lige finde ud af, og det gør man ikke lige fra den ene dag til den anden. Det er en balance.

Vi får vores 3. sølvmedalje i træk, og kommer med i CL-kvalifikationen. Hvor stort var det?

– Det var sgu stort. I den første kamp mod Panathinaikos husker jeg, at vi scorer til 1-1, og pressen skriver, at der var små forhåbninger om, at vi kunne gå derned og lave et resultat. Den kamp dernede husker jeg, hvor vi vinder 4-3. Det var en sindssyg kamp. Der var mange gode mål dernede. Sindssyge mål.

– Det var en fed kamp at spille på det olympiske stadion. Sindssyg oplevelse. De scorer til 4-3 lige til sidst, det var en fed kamp. Det var fedt.

I sidste kval-runde møder vi Villarreal, og vinder 1-0 med CL-hymne og det hele. Hvordan var den oplevelse?

– Det var fandme fedt. Den sang der glemmer man aldrig. Det var det, man ønskede at få lov til i OB, ligesom at give fansene den der specielle oplevelse. Vi vidste godt, det stadig kun var kvalifikation, men den melodi den giver bare et eller andet. Det er meget specielt. Hold kæft det var en fed dag.

– Da HH scorer, kunne man jo nærmest høre det over hele byen. Det var stort. Den atmosfære og stemning der var på stadion den dag, det glemmer man ikke. Det var rigtig stort.

I returkampen i Spanien står der 0-0 ved pausen, og vi er 45 minutter fra gruppespillet. Hvordan var stemningen i omklædningsrummet i pausen?

– Den var faktisk fin. Men jeg kan også huske, at vi var under gevaldigt tryk i første halvleg. Vi tænkte stadig, at vi bare skulle score en enkelt gang, men sådan gik det ikke. Det var fandme skuffende, det må jeg sige.

– Jeg var sikker på, at vi ville gå derned og score. Det var jeg slet ikke i tvivl om. Jeg troede så meget på, at det kunne vi snildt. Der var nogle muligheder, men dem udnyttede vi ikke desværre.

Udefra set ligner det, at OB’s nedtur startede med nederlaget i Villarreal. Er det også din opfattelse?

– Hvis man kigger resultatmæssigt, så er det næsten ja. Efter der gik det kun en vej. Jeg kan huske det år, der spiller vi kampen mod Villarreal, og i foråret spiller vi om nedrykning mod Lyngby, hvor der også er fuldt stadion. Altså, det er ikke den samme atmosfære, men jeg tænkte ‘Hold da kæft, hvad fanden sker der her?’. 8 måneder før spillede vi om at komme i Champions League, og nu spillede vi om nedrykning. Jeg synes ikke, man kan sige, det lige var det, der gik galt, men det gik i hvert fald galt, må man sige. At få tre sølvmedaljer og så lige pludselig skal spille om nedrykning, det var et slag i ansigtet. Det var ikke det, man havde regnet med.

– Den var fandme hård op til sæsonafslutningen. Heldigvis blev det ikke til nogen nedrykning, for det ville jeg sgu ikke have stående på CV’et. Vi vandt 4-0 over Lyngby, men jeg kan huske en måneds tid op til kampen, hvor man sad og fulgte med i deres kampe, og hvis de vandt, kom de tættere på os, og det var sgu noget lort. Det var ikke sjovt som spiller, og det var det heller ikke for fansene.

Vi slutter som nummer 10 to sæsoner i træk. Var du nogensinde seriøst bange for, at vi skulle rykke ned?

– Man får kniven for struben. Der hvor kniven virkelig kom for struben, var i den Lyngby-kamp. Den anden sæson blev afgjort noget før, jeg tror vi vandt i AGF, og der tænkte jeg, at nu var vi ude af det. Kampen mod Lyngby var i andensidste spillerunde, og jeg mener, vi havde HB Køge i den sidste, ugen efter, og det var den, der var værst. Jeg har flere gange tænkt, at jeg ikke ville have en nedrykning på CV’et.

Var det ikke surrealistisk at gå fra tre sølvmedaljer og CL-kval til to 10. pladser fra den ene dag til den anden?

– Det var fuldstændig absurd at tænke på. Der er otte måneders forskel fra, du hører Champions League-melodien, til du måske skal i 1. division.

I 2012 bliver Troels Bech træner. Hvor meget forskel var der på ham og de andre trænere, du har haft i OB?

– Jeg nåede lige at have ham lidt i Esbjerg, så jeg kendte lidt til ham. Dengang i Esbjerg løb vi satme meget, men det havde han heldigvis taget lidt af sig, da han kom til OB. Taktisk er han jo piv stærk. Han er velformulerende, jeg synes, han er dygtig. Ærgerligt at resultaterne ikke helt var med, for han havde så mange idéer, og ville så meget. Det var lidt synd, og om han ikke havde det optimale spillermateriale, det må han vide, det kan jeg ikke vide.

– Jeg synes, det var fint, at vi skulle prøve at spille den op helt nede fra. Det var noget helt nyt, i forhold til hvad vi havde gjort før. Det er fedt, der kommer en, der ser fodbold på en anden måde, og har nogle andre øvelser. Der var mange pasninger, der skulle indøves. Noget han kaldte Nabo/Genbo, hvor man hele tiden skulle have flere muligheder for at aflevere bolden.

Du stopper i OB ved kontraktudløb i 2014. Som vi ser det, havde du stadig noget at bidrage med på det tidspunkt, synes du ikke selv det?

– Jo, det synes jeg. Det var en lidt ærgerlig afslutning. For at gøre det kort, så havde jeg et møde med nogen op til den sidste hjemmekamp, og jeg fik at vide, at de ikke vidste, hvad der skulle ske, men jeg skulle ikke have blomster. Jeg havde været her i otte år, og jeg sagde, jeg var mand nok til at få at vide, om det blev til noget, eller om det ikke blev til noget. Jeg ville gerne stå i en OB-trøje og få blomster, hvis jeg ikke skulle være her mere, men de havde ikke besluttet det. En uge efter fik jeg så at vide, at jeg ikke skulle være her mere. Det var måske ikke lige den afsked, jeg ville have haft. Jeg synes ikke, jeg ville komme tilbage, og spille for en anden klub, og så få blomster. Det var jeg ikke rigtig interesseret i, efter alle de år jeg havde været her og været loyal overfor klubben.

– Jeg ville gerne have blevet her. Jeg kunne have bidraget på og udenfor banen, og om det så kun var blevet til fem kampe på et år, havde ikke gjort noget, jeg ville bare gerne have givet noget af min erfaring videre til nogle af de unge spillere, der kom op. Jeg kender jo OB’s DNA.

– Det er ikke fordi, jeg går og bærer nag, jeg kommer da stadig ude på Stadion. Selvfølgelig havde jeg det svært lang tid efter, for jeg synes ikke, det var måden at gøre det på. To timer før vi skulle spille en sommerkamp ude i Otterup, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være her mere, og jeg skulle stå og holde tale for mig selv om aftenen. Det kunne godt gøres på en bedre måde. Jeg ville også godt have sagt ordentligt farvel til fansene.

Hvordan og hvor meget følger du OB i dag?

– Jeg følger dem meget. Jeg ville gerne komme mere på stadion, men det passer skidt, når jeg selv har kampe om søndagen i 1. division. Når jeg kan komme derud, og det er desværre sjældent, så synes jeg, det er fedt at komme derud og se, og også møde de gamle bekendte. Jeg føler noget specielt for den her klub. Jeg har været her i 8 år, og heldigvis en god tid. Det betyder utrolig meget, og klubben har en plads i mit hjerte, det kan jeg ikke komme udenom. Nu bor jeg også i byen, og jeg kommer sgu nok ikke herfra.

Hvad med OB Ambassadør? Hvis du var blevet spurgt om det, hvad så?

– Så havde jeg da sagt ja uden at tænke over det. Selvfølgelig ville jeg det. Jeg føler stadig meget for klubben. Jeg har været her i 8 år, det er fandme lang tid.


Vi bad også Anders Møller om at stille det bedste hold ud af spillere, han havde spillet sammen med. Der var et par steder, hvor han ikke kunne vælge, så der er sat to spillere på et par pladser.

Her på OBstruktion synes vi heller ikke, at Anders Møller fik den afsked med klubben, som han havde fortjent, så derfor vil vi lige benytte lejligheden til at sige et kæmpe tak til vores gamle anfører for hans store præstationer i den stribede trøjer, og tak for de oplevelser han var med til at give os.

 

Du vil måske også kunne lide...