Stribede Legender – Johnny Andersen
Så er vi igen klar med en ny snak i vores ‘Stribede Legender’. Denne gang har vi haft fat i Johnny Andersen, der var med til at rykke op i 1. division med OB, og også var med til at vinde klubbens første mesterskab.
Han var en del af en meget giftig trio sammen med Allan Hansen og Per Bartram, og nåede at score 50 mål i hans tid i den stribede trøje.
Hvordan havnede du i OB?
– Jeg spillede i B67, og det var jeg sådan set meget tilfreds med. Jeg lavede godt nok et hav af mål, sæsonen forinden scorede jeg vidst 33 gange, og vi rykkede op i Fynsserien. Der lavede jeg 14-15 mål i foråret, og så var der så nogen, der mente, jeg skulle prøve noget mere, men jeg havde ikke selv gået i de overvejelser. Så blev jeg kontaktet af Arnold Pedersen, der kom, og bankede på, der hvor jeg boede, og vi snakkede lidt, og han sagde, ‘Du skal altså spille nede ved os’.
– Det blev vi så enige om, at jeg skulle. Vi havde Arno Hansen som træner ovre i B67, og jeg ringede så til ham, og fortalte ham det. Han kunne også godt forstå det, og han mente, det var spild af talent, at jeg skulle rende rundt i en Fynsserieklub. Derfor stoppede jeg i B67 i starten af juni, så jeg kunne være med i OB i starten af august.
Richard Møller blev træner for OB i 1975. Hvordan var det at have ham som træner?
– Jeg synes, det var et kvantespring for OB, i forhold til hvad vi havde. Med Kaj Johansen lå der 11 trøjer og en bold midt på banen, når vi kom ud, og så skulle vi lige løbe to omgange, og så var det bare det. Så kom Richard, og til den første træning sagde han, ‘Vi skal bare lige have en let gang træning, så skal vi op og have suppe, og så skal jeg nok fortælle jer, hvad der skal ske’. Det var en lørdag, og vi var jo vant til, at vi godt kunne gå i byen fradag aften, og det havde vi så også været. Vi gik så i gang med at løbe rundt, og det var fandme hårdt. Det endte med, at der var flere, inkl. mig selv, der stod, og brækkede sig ovre ved hegnet. Det var så den lette træning.
– Da vi så kommer op, og skal have suppe, er det første, han siger, ‘Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Jeg kan ikke tåle at tabe’, så vidste vi ligesom, hvad vi gik ind til. Men jeg har altid haft et fantastisk forhold til Richard, og jeg har ham alt at takke for, hvad jeg har opnået som fodboldspiller.
I comebacksæsonen i 1. division i 1976 slutter vi på en 5. plads. Havde man forventet det? Og kunne man allerede der mærke, at der var noget meget større i vente?
– Jeg er sgu ikke sikker på, at forventningerne var en 5. plads. Vi spillede nogle fremragende kampe, og jeg blev for øvrigt topscorer for OB, og nummer 2 i rækken efter Mogens Jeppesen fra Aalborg. Der skete jo det, inden vi startede i 1976, at Niels Møller og Uffe Pedersen tog til Vancouver i Canada. Uffe og jeg spillede nogenlunde samme plads, Uffe var typisk wing, og jeg var nok mere typisk centreforward, men der havde vi jo Per Bartram, der var selvskrevet.
– Derfor var jeg nødt til at tilpasse mig, og det foregik så på den måde, at man flyttede Per lidt ud i venstre side og mig ud i højre side, og så lå Allan Hansen som den hængende angriber, og det fungerede fantastisk både i 76, og især i 77.
OB vinder det første mesterskab i klubbens historie i 1977. Hvor stort var det at være en del af det?
– Det var fuldstændig fantastisk, og det er det jo stadigvæk, når vi kommer herned i Ådalen. Det er jo noget helt specielt, og det vil det jo være i en generation eller to endnu for dem, der ikke har glemt os. For de folk der kan huske os, og så os der var med, der er det helt fantastisk.
Du var en del af en offensiv sammen med Per Bartram og Allan Hansen. Hvordan var de at spille sammen med?
– Det var fantastisk. Det var jo sådan, at hvis den ene ikke lige slog til, så var der altså bare to andre, der kunne gøre det, og det skete stort set hver eneste kamp.
– Per Bartram kunne jo heade lige så hårdt, som vi andre sparkede. Han var en fantastisk angriber. Da Lille Kaj var træner i 74, spillede Bartram jo rent faktisk midterforsvarer. Men så da Richard kom, vidste han jo godt, at han skulle flytte ham frem, og han lavede jo også et hav af mål i 2. division.
Set udefra kunne du godt virke lidt stivbenet. Tror du selv, det kan have været med til at snyde modstanderne?
– Jeg har godt hørt det. Jeg har også haft mange tilnavne, og et af dem var måske nok ‘Johnny Stivben’. Jeg havde nogle lange tynde ben, og det kan da godt være, der er nogle, der har undervurderet især min hurtighed på det tidspunkt. Jeg løb jo ofte fra modstanderens venstre back, og lagde bolden ind til Per Bartram eller Allan Hansen, så der er nok nogen, der er blevet snydt.
Da Erik Berthelsen brækker benet i 77, bliver du sat på kassen i kampen. Hvordan havde du det med det? Havde du prøvet det før?
– Det havde jeg det fint med. Dengang havde vi jo kun en 12. mand, og jeg tror, det var helt naturligt, det var mig, der skulle tage målet. Som junior og ynglinge stod jeg på mål ovre i B67, og jeg blev i øvrigt udtaget til unionsholdet i FBU som målmand, så det var ikke helt fremmed for mig.
Vi får Mogens Therkildsen hjem til de sidste afgørende kampe i 1977. Udover at være en god målmand, var han vel heller ikke den værste holdkammerat, man kunne få?
– Det var han bestemt ikke. Han er en fantastisk fyr, både på og måske især udenfor banen, og det er han jo stadigvæk. Jeg har jo fornøjelsen af at spille sammen med ham på OB 70, tror jeg, det hedder. Fantastisk fyr. Det eneste minus ved Mogens er, at han ikke drikker øl. Men rødvin og sprut det tager han. Jeg har et ualmindeligt godt forhold til ham den dag i dag, og jeg nyder at være sammen med ham. Men det skal han ikke vide, jeg har sagt.
Hvor stor en rolle vil du tilskrive Richard Møller guldmedaljerne?
– Det er svært at sætte procenter på, men hvis man skal gøre det, så har han vel minimum 50% af ‘skylden’, og vi andre har 50%. Det er os, der skal lave tingene, men det er ham, der skal udstikke de rammer, og det gjorde han helt fantastisk. Der er jo ikke nogen trænere, hverken før eller siden, der bare nærmer sig hans niveau. Den anerkendelse han fik, lige inden han døde, og især efter, den skulle han jo have haft med det samme. Det er fuldstændig urimeligt.
Hvornår begyndte du at tro på, at OB ville vinde mesterskabet?
– Det gik så godt i foråret, og vi begyndte at rykke fra, men Richard ville overhovedet ikke snakke om det. Det var først, da vi havde fået de to point ovre i B93, at vi kunne begynde at snakke om det. Vi begyndte da at håbe på, at der kunne ske et eller andet, og vi mente jo selv, at vi havde et fantastisk hold, som måske var i den bedste form i 1. division på det tidspunkt.
– Richard kunne noget, både fysisk, menneskeligt og mentalt og for indstillingen. Han kunne få 110% ud af en mand. Han var en fantastisk træner. Han var meget tysk inspireret, men han glemte aldrig det danske. Vi fik lov til at tænke selv, og det var også en væsentlig årsag til, at vi blev danske mestre.
Er DM i 77 din største oplevelse i karrieren?
– Det er der ingen tvivl om. Det var en helt fantastisk ting at være med i. Det var noget helt specielt. Da vi kørte hjem ovre fra B93, stod folk ovre på Ringvejen, da vi kom kørende i bussen, og da vi kom herned i Ådalen stod folk, og ventede på os. Det er lige, så jeg får kuldegysninger af at snakke om det. Det var fantastisk, og det er helt klart højdepunktet.
Hvad er din sjoveste oplevelse i OB?
– Det er svært at sige, for der har været så mange. Jeg kan huske, at Richard altid satte sig ind i, hvem vi skulle have som dommer, og jeg kan ikke huske, hvilken kamp det var, men vi skulle have, som Richard sagde det, ‘en lille opblæst narrøv’ fra Hedehusene, der hed Holger Christensen. Han var sådan en lille en, der gik med brystkassen fremme, og så sagde Richard, ‘Ja, dommeren i dag, det er så ‘Jeg elsker kun Holger Christensen’, det glemmer jeg aldrig.
– Mogens Therkildsen kan fortælle mange vittigheder og historier, men Richard han kunne endnu flere, det kan jeg godt sige jer. Hvis vi arbejdede, så var der ingen grænser for, hvordan vi kunne hygge os bagefter.
– I 77 da vi blev mestre, tabte vi to kampe, ovre i KB og oppe i Frederikshavn, og for Richard var det nogle lange ture hjem. Han sad oppe foran i bussen, og tænkte over, hvad han havde gjort forkert. Der var aldrig nogle bebrejdelser til os spillere. Hvis vi tabte, så var det hans skyld. Det var det jo ikke, for hvis modstanderne lavede mål, var det jo os spillere, der lavede fejlene, men han påtog sig alene ansvaret, og det har jeg stor respekt for.
– Hvis folk ikke ydede, så var han ligeglad med, hvad de hed, og hvad de stod for. I 75 skulle de spille den første kamp oppe i Fuglebakken, der spillede jeg på 2. holdet. De tabte 5-1, og havde spillet som et pund pølser. Næste kamp var Allan Hansen sat af, der spillede han for Danmarksserien. De vandt 2-0, han lavede det ene mål, og næste gang var han med igen. Det var for at fortælle Allan, at hvis man ikke yder, og gør som træneren siger, så er man ikke med. Han rettede også ind med det samme, og fik en fantastisk karriere efterfølgende.
I 1978 er du en del af det hold, der skal spille OB’s første Europa Cup-kamp. Hvordan var det at være med til at skrive det kapitel i klubbens historie?
– Det var jo også med stolthed. Vi spillede mod Lokomotiv Sofia, hvor vi spillede 2-2 på hjemmebane. Jeg sad på bænken, og blev skiftet ind mod slutningen. Vi førte 2-0, hvor de så lavede to mål. 14 dage efter tager vi så til Sofia, og taber 2-1. Vi får et klokkeklart straffespark, som John Eriksen scorer på, og vi skulle have haft mere. Jeg mener, det var tyrkiske dommere, og Bulgarien og Tyrkiet ligger jo lige ved siden af hinanden.
– Vi blev i den grad bortdømt, jeg tror også, de fik et særdeles tvivlsomt straffespark, og vinder så 2-1. Vi havde Keld Knudsen med, som også sad på bænken, og så blev Jørgen Madsen eller Flemming Nielsen skadet dernede, og Richard to sig jo selv af massagen, og løb ind på banen, og hjalp, og vi skulle have skiftet ud. Jeg tror, vi var tre spillere på bænken, hvor Keld Knudsen var den ene, og Erik Birkholm og Poul Høgh besluttede sig for, at vi skulle have en back ind, selvom vi var bagud 2-1, så de satte Keld Knudsen ind. Da Richard kom tilbage, skældte han dem hæder og ære fra. ‘Hvad fanden er i for nogle amatører? Vi er bagud 2-1, så sætter i da ikke en back ind, vi skal have en angriber ind’. Han mente altså, det skulle have været mig, og han var tosset på dem. Vi måtte kun skifte én mand ind, så det kunne ikke laves om. For satan han skældte ud.
Du har scoret 50 mål i den stribede trøje. Er der nogen, du husker bedre end andre?
– I 77 hvor vi startede på udebane mod Køge, vinder vi 2-0, og jeg scorede begge mål. Det ene mål synes jeg selv, er et af de bedste, jeg har lavet. Preben Knudsen løber ned til baglinjen, og sparker den indover, så kommer bolden ovre ved bagerste stolpe, og jeg laver sparkefinten på en helflugter faktisk. Deres back, Torben Knudsen, der var på landsholdet, kom stormende, og så tog jeg den ned, og satte den indenom målmanden med en tå. Det var fuldstændig tåbeligt lavet, men det gjorde jeg altså, og det bragte os på 2-0. Det første mål var bare en tåhyler, som man kalder det. Bang sagde det.
Hvordan og hvor meget følger du OB i dag?
– Jeg spiller jo stadigvæk hernede, og de kampe jeg kan se på stadion, dem tager jeg ud, og ser. Jeg har sådan et koryfækort, og vi mødes nede i den ene ende af Carlsberg-tribunen, hvor vi står, og sviner hinanden til, og hygger os. Alle de kampe jeg kan se, dem ser jeg. Jeg har to døtre og fem børnebørn, og hvis vi skal på noget familietur med dem, så har de fortrinsret, men ellers skal der meget til, før jeg springer over.