Casper N: Skal nok komme tilbage på holdet

Sidste januar var OB på rov i Esbjerg, da de i det transfervindue både hentede Ryan Johnson Laursen og Casper Nielsen til den fynske klub.

Nu har de to haft et års tid i den fynske Ådal, og sidstnævnte mener, at hans første tid i OB har været god, selvom det blev til mere spilletid i starten.

– Overordnet set synes jeg, den har været god. Jeg havde et rigtig godt første halvår, hvor meget af det hele spillede, og jeg havde nogle rigtig gode præstationer. De sidste par måneder har Kent valgt at se en anden vej, og sådan er det. Jeg arbejder hårdt, og jeg er sikker på, at jeg nok skal tilkæmpe mig en plads igen, og det er det, jeg arbejder på, siger Casper Nielsen til OBstruktion.

Da Casper Nielsen forlod Esbjerg, lå klubben i Superligaen, og selvom både dem og OB spiller i stribede trøjer, så er der alligevel en forskel på de to klubber.

– Det er svært. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der var en stor udskiftning i Esbjerg, og den røde tråd der var i klubben, den forsvandt. Traditionerne blev skudt lidt i sænk, og det var noget af det, jeg syntes, var vigtigt, og jeg har kunne mærke her i OB, at tingene fungerer, som de skal, og truppen er rigtig god. Folk tager sig af hinanden, og der er generelt bare en god stemning og en rød tråd, så det er en dagligdag, der kører af sig selv, og det fungerer bare. Den store forskel må være, at der ikke er alle de forskellige scenarier med trænerfyringer og alle de ting, jeg var igennem der i en hård periode og en hård tid.

Var det Ted van Leeuwen, der var årsag til det ballade?

– Det ved jeg ikke. Der skete mange ting, og det var ikke min kop te, men sådan er det. Jeg gjorde det klart fra starten af, at jeg gerne ville videre, og det blev så OB.

I begyndelsen af denne sæson var Nielsen fast mand på holdet, men som sæsonen skred frem, mistede han sin plads. Han mener selv, at han arbejder så meget for det, at Kent Nielsen snart ikke kan se bort fra ham mere.

– Det er svært at sige. Det er jo Kent, der ved det, men jeg synes selv, efter jeg blev sat af, der har jeg spillet nogle rigtig gode reserveholdskampe, og jeg synes, jeg byder mig til, hvilket jeg også gør til træning hver dag. Jeg er sikker på, at hvis jeg fortsætter sådan her, så kan han ikke se bort fra mig, og det er det, jeg fokuserer på lige nu.

– Ellers tager jeg det stille og roligt, men det er klart, at jeg er her for at spille, og det er det, der skal være med til at udvikle mig. Jeg ved, hvor vigtigt det er, og det skal ikke kun være reserveholdskampe, det ville ikke være optimalt.

Inden vi begyndte træningen igen i starten af januar, forlod Izunna klubben. Om det kommer til at betyde, at han er tættere på startopstillingen, ved Nielsen dog ikke.

– Det ved jeg ikke, det har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg fokuserer ikke så meget på, hvem jeg skal slå af, jeg fokuserer på, at mine egne præstationer er gode, og så må vi tage den derfra.

Izunna er blevet erstattet med André Rømer, mens Frederik Tingager, der også har forladt klubben, er blevet erstattet med Marco Lund. Nielsen mener, de nye spillere passer godt ind i truppen.

– Indtil videre synes jeg, det har set fint ud. De er nogle gode fyre, og de passer godt ind i truppen. Selvfølgelig var det nogle fine spillere, vi sagde farvel til, især Tingager der har spillet rigtig mange kampe, men sådan er fodbold, det ved vi. Jeg synes, både Marco og André virker som fornuftige indkøb, så jeg kan ikke se, at det skulle svække os på den front, så jeg er sikker på, det nok skal blive godt.

Marco Lund er blevet hentet i Esbjerg, så Casper Nielsen kender ham selvfølgelig fra hans tid i klubben. Han prøver da også at hjælpe ham, så meget han kan i OB.

– Det er klart, jeg snakker med Marco løbende, og man hjælper, så godt man kan, men det går meget hurtigt. Jeg kan huske fra dengang, jeg selv kom, at truppen er rigtig god til at tage imod nye folk, så de gør det utrolig nemt. Hvis du spørger de nye nu, tror jeg allerede de vil sige, at de er faldet til, og har det godt, så det tror jeg ikke, man skal være nervøs for. Det er begrænset, hvor meget man skal hjælpe, for det kommer hurtigt af sig selv.

Snakkede Marco med dig, inden han skiftede til OB?

– Ja, jeg snakkede med Marco, og jeg sagde min ærlige mening, at jeg godt kunne lide stedet, og det er en fed klub at være i, og så måtte han selvfølgelig træffe hans beslutning. Men det er klart, jeg sagde min mening, og han spurgte om nogle ting, og det viste sig så, at han valgte at give det en chance.

Hvordan synes du, vi står forud for de sidste vigtige kampe i grundspillet?

– Jeg synes, vi står godt. Det synes jeg. Jeg synes, der er et kæmpe potentiale i den her trup. Vi er mange unge spillere, og vi supplerer hinanden godt. Den holdånd vi har, den kan bære os langt, så forhåbentlig uden alt for store udskiftninger så bliver det godt til den kommende halvsæson.

 

Du vil måske også kunne lide...