Stribede Legender – Kim Ziegler

Kim Ziegler var en af de bærende kræfter, da OB blev danske mestre tilbage i 1989. Han nåede at spille otte sæsoner i klubben, og nåede også at blive anfører. 

Ziegler var en spiller, der altid gik forrest, og på ingen måde var bange for at få græs på knæene, og hvis nogen er i tvivl om, hvad OB DNA er, så skal man bare kigge på ham.

Han er så glad og stolt over hans guldmedalje fra 1989, at han har fået lavet den om til en halskæde, så han kan gå med den hver dag. Ziegler var en ægte kriger for OB, og derfor har vi valgt, at han skal være med i vores Stribede Legender.

Han har for nyligt fået sig en ny hofte, og derfor var vi i dag inviteret hjem til ham, i stedet for at snakke med ham i Ådalen, hvor vi som regel laver vores interviews.


Hvilke overvejelser gjorde du, da du skiftede til OB i 1984? Og var der andre klubber inde i billedet?

– Jeg spillede i udlandet på det tidspunkt. Sammen med en anden dansker, Jens Jørgen Berthelsen, spillede jeg i en klub, der hedder RFC Seraing. Jeg havde ikke succes dernede, og dengang måtte man kun være 2 europæere på holdet, og der var sgu rigtig mange. På et tidspunkt havde Richard Møller så fat i mig, jeg havde haft ham på ungdomslandsholdt, og han sagde, ‘Kim, du skal hjem og have gang i karrieren’. Jeg snakkede ganske kort med AGF, men de var ikke så hooked på det, og OB ville have mig, og jeg var sgu imponeret af Richard, jeg kunne også rigtig godt lide ham som person, så det var ikke svært at sige ja til det.

– Richard Møller er decideret årsagen til, at jeg kom til OB. Jeg har også efterfølgende haft en eller anden form for kontakt med Richard, og også hans søn Tommy. Det har betydet rigtig meget for mig.

Havde du selv følelsen af, at du blev hentet ind som redningsmand efter en dårlig sæsonstart?

– Richard var god til at formulere det på andre måder. Der kom Henrik Eigenbrod også, fra en hollandsk klub, og Allan Hansen kom fra Tyskland, og jeg kom så fra Belgien. Vi var hentet ind, så vi skulle være lidt rygrad på holdet, men jeg følte det ikke på den måde. Jeg havde noget, jeg skulle hjem og bevise. Jeg har hele tiden ligget sådan i udkanten af landsholdet, jeg debuterede med Michael Laudrup på hans 18-års fødselsdag, men jeg var altså oppe mod folk som Søren Lerby og Frank Arnesen, nogle af toppene, og når jeg så ikke var i rampelyset i Belgien, så valgte jeg at komme hjem.

Du var 25 år. Er det ikke en ung alder at få sådan et ansvar på sine skuldre?

– Sådan følte man det ikke. Bare man har en stor selvtillid. Richard stod jo foran holdet, og han var en kapacitet uden lige. Når Richard sagde noget, så gjorde vi det. Det var ikke sådan, at man følte, der blev lagt stort pres på dig.

Hvad var dit første indtryk af Richard Møller? Og hvordan var det at spille under ham?

– Jamen det var fantastisk. Han var jo benhård. Jeg var en af de spillere, der gik til stålet, og det kunne Richard jo godt lide. Han havde jo selv valgt mig, og på den måde følte jeg mig tryg ved ham. Jeg kendte ham som sagt fra landsholdet, så jeg var på ingen måder nervøs for at komme.

I 1986 bliver Walther Richter træner. Hvad var forskellen på ham og Richard Møller?

– Det var jo to verdener. Richard var jo bundseriøs, og Walther var mere sådan positiv på en anden måde. Lidt mere livsglad, kan man sige. Så kom han jo ovre fra konkurrenterne i B1909, og det var jo sådan lidt.. På et tidspunkt havde OB måske også brug for noget nyt, og der valgte klubben jo at prøve ham. Det var i hvert fald to vidt forskellige verdener. Ved Richard kørte det med kæft, trit og retning på en eller anden måde, men det blev mere løst med den nye træner.

Det er aldrig rigtig kommet frem, hvorfor Richard stoppede dengang i 1985…

– Det var ledelsen, der traf afgørelsen, det var ikke spillerne på nogen måde, der pressede ham ud. Jeg tror måske, ledelsen mente, der skulle ske noget nyt. Richard var meget fastlåst i den måde, han trænede på, og han vidste jo, det virkede. Uden jeg ved det, kan jeg godt forestille mig, at Richard kan være svær at have med at gøre for klubledelsen. Richard havde fuldstændig styr på alt, og jeg tror, han pressede ledelsen også.

Kan man sige, at med Richard der var det hans vej eller ingen vej?

– Det er helt rigtigt. Det er en god måde at sige det på. De skulle ikke komme og sige noget til Richard. Når han tog hjemmefra om morgenen, så var det bare sådan og sådan. OB var også lidt presset på økonomien dengang, så vidt jeg husker.

– Jeg tror bare, klubben gerne ville sende et andet signal. På et tidspunkt kommer det, der hedder medierne, som i selv er en del af i dag, og Richard havde ikke et specielt godt forhold til medierne. Det kan så diskuteres, om det er godt eller skidt, men det er man bare nødt til at have i dag.

– Jeg har selv siddet som sportschef i Randers, og pressen den er der, men du får også mange penge fra dem. Når dine kampe bliver vist på tv, giver det nogle store beløb, og det er nogle vigtige beløb i kassen. Så pressen stiller nogle krav, og de er kun blevet større og større overfor klubberne, men de får også flere og flere penge. Pressen i dag er en magtfaktor, og nogle gange synes jeg også, det er for meget. Richards forhold til pressen var ikke ret godt.

– Richard var to mennesker. Hvis vi leverede varen, og præsterede godt, så kunne Richard godt tage mikrofonen i bussen, når vi kørte, og fortælle en vittighed, der var han en fantastisk person på den måde. Men hans forhold til pressen var ikke godt, de begyndte vel også først at anerkende ham en smule, da vi vandt EM i 1992. Men de er også svære at have med at gøre.

Richter blev fyret efter en 4. plads i 1987. Hvordan så spillerne på det?

– Det er svært at sige. Man tager det bare ad nota. Jamen så kommer der en ny træner. Prøv at se hvor tit der er trænerskifte rundt omkring i dag. Det bliver ofte sådan, at hvis man ikke leverer varen med det samme, så er det ud af klappen. Det er ikke godt, når man skifter træner, for mange gange så har han en ny måde at gøre tingene på, og så er der spillere, der bliver i overskud. Der skal klubben lægge en fuldstændig strangent plan om, hvad man vil, og så skal træneren have at vide, at det og det er vores DNA i OB. Hvad er OB’s DNA? Det er sådan nogle spillere som mig. Der skal arbejdes hårdt for føden, og så skal vi have spillere som Allan Hansen.

– Richard havde jo også respekt for os, der kunne knokle og gå til stålet derinde, men han havde også respekt for Vilhelm Munk, altså nogle af dem der kunne lave mål. På et hold er det ligesom på en arbejdsplads. Du skal have nogle forskellige typer, og det var Richard altså rigtig god til.

– Det har været hårdt arbejde, og det var det da også, 10 år før jeg spillede for OB. Der var nogle spillere, der arbejdede for føden, og så havde man nogle sindssygt dygtige spillere. Vi havde også dygtige spillere, der kunne noget udover det sædvanlige. Allan Hansen og Vilhelm Munk var kreative spillere, så det har man også haft i OB. Richard var jo ikke dum.

– Når du skal bygge et fodboldhold, skal du bygge det ligesom et hus. Man skal bygge fundamentet nedefra. Hvad har OB altid haft? Gode målmænd. Jeg har selv spillet med Lars Høgh alle årene, og det er den største personlighed, OB nogensinde har haft. ‘Mr. OB’. Han var en fremragende målmand, og før ham var det Mogens Therkildsen, der stod. Der var aldrig tvivl om, hvem der skulle stå på mål for OB. Så skal man have nogle gode midterforsvarer og nogle gode midtbanefolk. Hvis du bygger fundamentet op på den måde, så har du chancen for, at dem der skal stråle og glinse oppe foran, de kan tage æren. De kan nogle andre ting, og den indbyrdes respekt skal være der.

Roald Poulsen blev ny træner i 1988. Hvordan blev der taget imod ham? Var der ekstra pres på holdet efter fyringen af Richter?

– Det var der jo et eller andet sted, for vi havde jo sluttet godt. Roald var teoretiker på en eller anden måde, og nogle af os havde det lidt svært med ham, indtil vi kom til at lære ham at kende. Mange gange har du en eller anden position i klubben, og det bliver der pillet lidt ved, når der kommer en ny træner. På det tidspunkt havde vi en akse på holdet, som jeg talte om før. Der var nogle, der var med til at bære holdet.

Efter 6. pladsen i 1988, troede du da selv på, at vi kunne blive danske mestre i 1989?

– Nej, det gjorde vi ikke. Vi stod sammen, og der kom også noget økonomi. På det tidspunkt havde man problemer med økonomien i OB, så der blev renset lidt ud i spillertruppen. Vi havde ikke så mange spillere, men den der var, vi arbejdede røven ud af bukserne for hinanden, og vi passede bare sammen. Fundamentet på holdet det var fandme på plads, og så havde vi nogle i Lars Elstrup og Lars Jacobsen, der kunne sparke bolden ind i kassen.

Hvilke faktorer gjorde, at holdet var så godt i 1989?

– Det var, at vi stod sammen. Der var ikke nogen, der regnede med os, og vi havde den fordel, at modstanderen tænkte, ‘Arh, OB de er gode nok, men de kan sgu ikke vinde’. De regnede ikke helt med os. De vidste godt, at vi havde et okay hold. Vi overraskede også os selv, for når man vinder, så får man også selvtillid. Det gjorde, at tingene også hang sammen. Vi havde nogle rutinerede spillere, som bar holdet, og 89 er den bedste årgang. For mig var det en fantastisk oplevelse, for vi stod sammen, når der skulle leveres.

– Vi kom ind i en stime, og vi troede jo, vi var udødelige. Jeg er selv sådan en spiller, der har stor selvtillid, Lars Høgh havde også stor selvtillid, og så sker ting jo bare.

Var din kontante spillestil medvirkende til mesterskabet i 1989?

– Der var røv i bukserne på holdet. Der blev gået til stålet, og så havde vi igen nogen, der var dygtige oppe foran. Elstrup blev solgt undervejs, men så fik vi Lars Jacobsen oppe fra Randers, som også lavede masser af mål. Vi fik også Claus Jensen ude fra B1909, som var en god spiller. Leon Hansen var også undervurderet. Han var også rygraden på holdet, og leverede satme også varen. Folk kendte deres pladser på holdet, og det var også Roalds fortjeneste.

– Roald var lidt ala Richard som træner på en eller anden måde. I forhold til de andre vi havde haft, var han også meget bestemmende, og han var heller ikke så udadvendt til pressen.

– Jeg blev jo gjort til anfører lige pludselig, i stedet for Lars Høgh der havde været det i alle årene, og det var der mange, der havde det svært med. Men Roald ville have en anfører ude på banen. Ikke noget kritik af Lars, men det var lidt svært at skulle overtage anførerbindet efter ‘Mr. OB’, som også var en af mine gode kammerater, men sådan var det, og jeg ville jo også gerne være anfører. Roald ville have en, der var ude på banen, og jeg var også god til at råbe og skrige, og det er jo også en del af det at være anfører.

Var det naturligt for dig at være en hård hund på banen, eller er det noget, du har tillagt dig?

– Det er egentlig noget, jeg er vokset op med. Jeg kommer jo fra Århus, og har spillet for AGF i en del år, og der skulle vi også levere varen. De mente, at jeg var for vild, så jeg fik at vide, at jeg skulle skære lidt ned på det og gemme nogle ting, og huske det tekniske også.

Hvilken følelse stod du med, da mesterskabet var i hus i 1989, og du stod med guldmedaljen om halsen?

– Det var jo fuldstændig fantastisk. Det er den største oplevelse jeg har haft i hele mit liv, vil jeg næsten sige. Vi var jo virkelig et hold. Ulrik Moseby var også en vigtig del af holdet, han gik jo satme også til stålet. Vi havde faktisk ikke så mange spillere på det tidspunkt, men dem der var der, de virkede sgu.

Hvordan var festen?

– Det kan jeg ikke huske……Men jeg har nogle billeder nede i kælderen, som i må se.

Hvor stort var det at møde Real Madrid i Europa Cuppen i 1990?

– Det var kraftedeme stort. For mig har Real Madrid altid stået for noget af det ypperste fodbold, og da jeg sluttede min karriere i AGF, kom jeg til at spille med Henning Jensen. Han havde jo spillet i Real Madrid, og det var jo stort for os drenge at spille med Hr. Jensen.

– Kampen mod Real Madrid var ikke sjov at spille. Det var et mareridt (samlet nederlag på 1-10). Jeg så på YouTube, at man kan finde billeder fra kampen i Spanien. Det er ikke sjovt at se. Vi blev kørt rundt på røv og albuer.

I pokalfinalen i 1991 spiller vi 2 gange 0-0 mod AaB og vinder 4-3 i straffe. Hvordan var det at være med til det? Og var det ekstra stort at spille finalen på Odense Stadion?

– Jeg blev skadet, så jeg var kun med i første kamp. Parken var ved at blive bygget om på det tidspunkt, så det var jo fedt for os, at det var her i Odense på vores egen hjemmebane. Det er selvfølgelig stort at vinde pokalturneringen, men for mig er mesterskabet det største. Der præsterer du jo altså i rigtig mange kampe over en hel sæson. Jeg har også vundet sølv og bronze med AGF i mine tidligere år, men det ultimative er sgu at vinde Danmarksmesterskabet.

Hvor stort var det for dig at være anfører for OB?

– Det var kæmpe stort. Jo ældre man bliver, så begynder man at tænke, ‘Hold da kæft, hvorfor valgte de egentlig dig, Kim?’. Når man er fodboldspiller tordner man bare derudaf, og vil spille en masse kampe. Det var stort.

I 1992 stopper du din karriere, og i 1994 bliver du så træner for Nørre Aaby. Lå det hele tiden i kortene, at du skulle gå trænervejen?

– Jeg blev erklæret fodboldinvalid, og stoppede pga. et dårligt knæ. Jeg havde håbet, jeg kunne have spillet et par år mere, jeg var sgu ikke så gammel, men det er jo typisk. Så kunne man komme ud og være træner, og så kom Nørre Aaby, og det var et spændende projekt. Vi havde mange gode spillere dernede, og mange af dem fik jeg udviklet til at komme videre i systemet. Det var sgu egentlig sjovt at prøve at få tøjlerne, og det er dig, der bestemmer. Som spiller bestemmer du ikke en skid, så det var sjovt at prøve at komme ind og bestemme, og se om man kan. Jeg var heldig at gøre det godt som træner, vi rykkede jo op i 1. Division med Nørre Aaby.

Efter også at have været træner i B1909 og Kolding, stopper du trænerkarrieren i 2000. Hvorfor det?

– Der er andre ting i livet. Det er svært at få til at hænge sammen. Mig og min kone havde begge to fuldtidsjobs og træningen nede i Nørre Aaby var kl. 18 om aftenen, hvor vi trænede tre gange om ugen, og var afsted i weekenden. Du bruger satme meget tid på det. Jeg var også ovre og træne i 9’erne, og der var mange af mine kammerater, der sagde, ‘Kim, hvordan fanden kan du træne 9’erne?’, men jeg ville gerne være træner, og de tilbød mig et job.

– Jeg startede jo med at være assistenttræner for Kim Brink nede i OB. Det var der, at trænergerningen begyndte at spire lidt i mig. Jeg havde fuldtidsjob ved siden af, både da jeg trænede Nørre Aaby og B1909.

– Som træner valgte jeg at sige, at vi skulle spille ud fra vores præmisser. Det var os, der skulle styre det. Fodbold er blevet alt for teoretisk i dag. Når du ser en fodboldkamp i TV, snakker de om, hvor mange gange de har haft bolden og dit og dat, men hvad drejer det sig om? At lave flest mål.

I 2007 bliver du sportsdirektør i Randers. Hvor kom det lige fra?

– Jeg havde arbejdet en del år i agentbranchen, jeg arbejdede for Karsten Aabrink, og så manglede de en sportschef oppe i Randers. Det har altid trigget mig lidt at prøve selv at komme ind og pille lidt ved tingene, så det var jeg sgu hooked på. Odense har altid været base for os, så jeg kørte frem og tilbage fra Randers hver dag. Det var en kæmpe oplevelse at prøve det. Min første opgave var at skaffe en træner, og jeg skaffede så Colin Todd. Jeg kendte Per Frandsen, Stig Tøfting og Michael Johansen, der havde spillet i Bolton, så på den måde kunne jeg lige spørge dem til råds om, hvad de synes om Colin.

– Efter det første møde med Colin Todd vidste jeg, at det var sådan en ny mand, vi skulle have. Jeg synes også, det er et spændende valg, Brøndby har gjort på trænerposten, og det kunne vi også se oppe i Randers. Colin var en fantastisk træner. Han havde røv i bukserne. Det var aftalt, hvad vi skulle, han stod for det, og jeg stod for det.

Når man bliver spurgt, om man vil være OB Ambassadør, er det så noget, man tænker over, inden man siger ja?

– Nej, det var det ikke. Vi har været tilknyttet hele tiden med sæsonkort, og jeg synes, det er super godt, det de har gjort med ambassadørerne. De gør noget for os spillere, vi kan komme ud og se kampene, og vi kan tage en med, og så vil vi også gerne gøre noget for OB. Vi er med rundt i VIP Lounge, nogle er med ude på fodboldskoler, det er sgu sådan lidt forskelligt, hvad opgaver vi får. OB er rigtig glade for det, og vi er også rigtig glade for det.

Hvor meget og hvordan følger du OB i dag?

– Jeg følger OB tæt. Jeg er OB Ambassadør og ude for at se alle hjemmekampene. Jack Jørgensen er kommet tilbage til OB, og han har været med til at bygge det her Ambassadørkorps op, og det er også sjovt for os at komme ud og møde de gamle venner. Sidste gang var Allan og mig ude i VIP Loungen sammen med en af OB’s folk, og det er sgu da meget hyggeligt.


Der er ingen tvivl om, at Kim Ziegler holder meget af OB, og lige så meget som han gav for OB på banen i hans aktive karriere, lige så meget vil han gerne give til OB i dag som ambassadør.

Det var en sand fornøjelse at snakke med en mand som ham, og det var både interessant og lærerigt. Som lovet inviterede han os selvfølgelig også i kælderen for at se billeder fra mesterskabsfesten og alle de andre billeder på hans mindevæg.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *