Stribede Legender: Mogens Therkildsen – Del 1.

‘Stribede Legender’ er et nyt tiltag her på OBstruktion. Vi vil hylde nogle af de tidligere spillere, der har gjort en forskel for OB, og den første i rækken er målmanden, Mogens Therkildsen.

Mogens Therkildsen kom til OB som ynglingespiller. Han fik debut som 19-årig i 1959, og han spillede i alt 265 kampe for OB. Målmanden var med til at vinde OB’s første mesterskab i 1977, og han må betegnes som en legende i klubben.

Vi satte den nu 77-årige Therkildsen i stævne til en snak om hans karriere, og det er der kommet noget rigtig interessant ud af. Han er garant for gode historier, og 1. del af snakken kan læses her.


Hvordan havnede du i OB?

– Ja, det var sgu lidt mærkeligt. Jeg spillede ude i Allested, og der havde vi ikke noget ynglingehold. Jeg spillede på et 2. kalehold, og så sker der det, at der skulle være et FBU ynglingehold, der skulle til Berlin, og B1909 med Erik Løkke på mål var i Tyskland for at spille en turnering, så de manglede folk. Så skrev de rundt til klubberne ude på landet, at hvis de havde nogle talenter, skulle de sende dem til Ringe den og den søndag. Vi var to fra Allested, mig og Bent Johansen, der senere kom til at spille i Odense KFUM. Vi var så i Ringe og spille i fire timer, fire målmænd der skiftedes ud og ind, og det endte så med at mig og en målmand fra Nyborg kom med på holdet til Berlin.

– I Berlin møder jeg to OB’ere, Finn Normann Rasmussen og Eigon Knudsen. Dem kom jeg til at snakke med, og de sagde til mig, at jeg skulle komme ind til OB, fordi de ikke havde nogen målmand på ynglingeholdet. Så ringede jeg til ham, der stod for det, og han sagde, ‘Du kommer bare på tirsdag, tag dit tøj med’, og jeg tænkte, ‘Hvad fanden er det nu for noget?’. Jeg kom så, og jeg klædte om, og det var så både første og andetholdet, der trænede. Jørgen Leschly var der, og træneren sagde til ham, ‘Jørgen, tjek lige ham knægten der’, så jeg blev sat ind på mål nede i mosen, mens Leschly stod, og bankede løs på mig i tyve minutter, og så sagde han bagefter, ‘Jo, lad os bare prøve ham’. Så spillede jeg et års tid på ynglingeholdet, og så blev jeg senior. Der havde vi Finn Sterobo, så der stod jeg mest på andetholdet. Jeg debuterede på min 19-års fødselsdag, hvor Sterobo var i England. Der spillede vi mod KB i København, og tabte 1-0, men det gik sgu egentlig meget godt. Jeg var med i to kampe, og så kom Finn tilbage. Jeg var ikke moden nok der.

Selvom du debuterede for OB i 1959, bliver du først fast mand på holdet i 1963. Hvordan ser du den periode imellem?

– Jeg var lidt træt af det i foråret 63. Finn stod jo på førsteholdet, og det var fint nok, men på andetholdet var der en eller anden ingeniørstuderende. Han var en sløv banan, og trænede ikke ret meget. Vi havde en jugoslaver, Dragisa Milic, som træner, og han havde sine favoritter, selvom vi andre trænede som nogle gale. Nogle gange hvis den studerende ikke nåede op om morgenen, og andetholdet manglede en målmand, så røg jeg med, og selvom det gik godt, så røg jeg af igen. Så gik vi til en, der hedder Poul Flyger, der var med i bestyrelsen, og sagde, at vi ikke gad det her, og ville melde os ud af OB. Han sagde, vi skulle vente lidt, fordi der var ved at ske noget. Det viste sig så, at de fyrede træneren, og så skete der noget, som jeg ikke helt er klar over, hvad var, men der var et mellemværende mellem Finn Sterobo og klubben. Han blev sur over noget, og tog til B1909. Derfra sagde man så, at dem der ikke trænede, kunne ikke komme på holdet, og så var den anden målmand pludselig væk også. Så kom jeg på i 63, og kørte derudaf.

– Hvad der skete med Finn, har jeg aldrig rigtig fundet ud af, men han blev i hvert fald sur over noget, og gik til B1909. Han nåede at få et par kampe, men det blev aldrig rigtig til noget. Han fik dårlig ryg også.

Richard Møller bliver træner for OB i 1964. Hvilken forskel gør det for dig?

– I 63 overtog Jørgen Leschly træningen efter Milic lige for en periode, og så mener jeg, vi har diskuteret det nogle gange, og vi kan sgu ikke rigtig huske det, at Richard kommer ind til de sidste par kampe i 63, jeg er ikke 100% sikker, men i hvert fald i 64. Jeg havde nået at spille sammen med Richard. Den kamp mod KB på min 19-års fødselsdag, der var Richard stopper, så jeg kendte ham jo. Vi fik en god træner, det må vi sige. Han var ambitiøs, det har han fandme altid været. Han var den type, der altid stillede det stærkeste hold, og han var en utrolig god fyr at være sammen med. Når vi holdt fest, var han den, der sang for. Det var hyggeligt, det tror jeg sgu ikke, det er i dag.

Så man kan sige, at Richard Møller fik dig frem?

– Det kan man godt sige, ja. Vi røg op i 66, og holdt os oppe i 1. division i et par år, men der var vi så ikke gode nok. I 68 var jeg reserve en enkelt gang på landsholdet, men der havde vi så lige fået den lyse (Jack Johnson), som træner. Richard var spillernes mand, og samtidig var han en kammerat. Ham var jeg meget glad for.

Richard Møller var kun 27 år, da han blev træner for OB, var det et problem for ham at sætte sig i respekt overfor de erfarne spillere i så ung en alder?

– Det synes jeg ikke. Der var overhovedet ikke noget at rafle om, det kørte bare. Alle accepterede og respekterede ham, der var ikke noget at komme efter. Det han sagde, det var lov, men samtidig var han vores mand, og vi kunne snakke med ham. Det var vores kammerat, og det kunne vi godt acceptere. Det ville man ikke kunne i Tyskland, der skal træneren passe på med at klappe en spiller på skulderen, det fandt jeg ud af, da jeg kom derned. Det var glimrende med Richard, men han gik jo så efter 67. Det var ligesom om, han tænkte, han ville holde en pause, nu når det var gået godt, da vi lige havde trukket røven til os i den sidste kamp, hvor vi spillede uafgjort mod B1903.

I 1966 rykkede OB op i 1. division. Hvordan oplevede du det?

– I og med vi havde ligget og rodet i 2. division et par år eller tre, så var det selvfølgelig alletiders at rykke op. Vi spillede mod Vanløse i den sidste kamp, hvor Finn Laudrup og Ebbe Skovdahl var med, og den vinder vi 4-1 herude med masser af tilskuere, så det var jo super. Det at skulle op og prøve kræfter med dem i 1. division var spændende, og temmelig svært viste det sig. Vi havde nok ikke helt holdet. Vi manglede 2-3 profiler. Vi klarede det lige med nød og næppe det første år. I 68 havde vi seks point efter foråret, og i anden del hentede vi seks point på en uge, da vi vandt tre kampe, søndag, onsdag og søndag, men i sidste ende havde vi ikke point nok, så vi røg ud. Der havde vi så den lyse (Jack Johnson) som træner.

Hvordan var Jack Johnson som træner?

Dengang vi hørte, vi skulle have ham, der tænkte jeg ‘For fanden da’. Man havde hørt, at han nærmest havde svunget dem øretæver ude i B1913, og jeg udtalte, at ‘Så er der da en grund til at holde op med at spille fodbold’. Jeg må sige, at han var speciel, og han var en hård banan, men han var sgu også spillernes mand. Hvis der var noget, så var det os, han kæmpede for, også mod bestyrelsen. Hvad det angår, var det fint nok, og han var en god målmandstræner. Det var helt utroligt, som han kunne sparke til en bold. Det var i den periode, jeg fik reservetjansen på landsholdet. Vi skulle møde B1913, den gamle klub han havde trænet. De havde Engedal på mål, og jeg stod for OB. Aviserne havde skrevet en masse om, hvem der skulle på, og netop den kamp skulle vise det. Så sker der fandme det, at de får et hjørnespark, der bliver skruet indad. Jens Erik Nøttrup spiller for B1913 dengang, og jeg kan se, han løber mod forreste stang, og jeg tænker, der er noget der, så jeg må hellere komme med, og så kører han den hele vejen udenom mig, over i krogen. Det er jo ikke smart for en målmand, og vi taber 3-1, så næste dag landsholdet bliver udtaget, er Engedal på mål, og jeg er reserve.

– Jack var en udmærket træner, men han havde den fejl, at han ikke fornyede sig. Det var hele tiden det der med bare at hakke til den, og i 2. halvleg plejede han at sige, ‘ 45 minutter er ikke længere tid, end det tager at gå op til bussen, så nu går vi lige til den’. Det med funktionerne ændrede han ikke, og han gled også længere og længere ud i de forskellige klubber, fordi han ikke tog på kurser, og han fornyede sig ikke. Det var bare det samme, ‘Bare mas på’. I sidste ende går det jo ikke, og han endte jo i Afrika til sidst. Han var også en tur på Færøerne. Han fornyede sig ikke, men på det tidspunkt hvor vi havde ham, kunne det godt gå.

– Han var også den type, der kunne komme med en ny spiller, samme dag som vi skulle spille kamp. Vi spillede en dag ude på Stadion, og under opvarmningen kom han med en spiller, og sagde, ‘Det er ham, og han spiller i den klub, han spiller for os i dag’. Vi anede sgu aldrig, hvad han kunne finde på. Vi spillede engang en pokalkamp nede i Nr. Aaby, som vi absolut skulle vinde. Det gjorde vi så ikke. De havde lige en dag, hvor alt hvad de rørte ved, sad oppe i krogen, jeg kunne kraftedeme ikke nå dem. Vi tabte 5-4, og vi skulle have fest om aftenen, men den aflyste Jack, og så kunne vi bare tage hjem. Der var sgu ikke så meget at rafle om.

Hvornår spillede du din bedste sæson for OB?

– Det ved jeg egentlig ikke. Jeg vil sige, at de bedste sæsoner nok var i 2. division. 66 var jo ikke dårligt, det er der, hvor vi rykker op. Det var nok en af de sæsoner, hvor jeg fik mest ud af det, og fik fat i mere, end jeg måske plejede. Det havde også noget at gøre med holdet, for i 63/64 havde vi ikke et ret godt hold. Det er lidt op og ned, men 66 var et godt år i hvert fald. I 67 og 68 der svirrede det om ørerne på mig. Jeg har fået tinitus, det er derfor.

– Jeg synes også foråret 73 gik rigtig godt. Vi ligger nummer et i 2. division, og B1909 ligger nummer tre. Vi møder hinanden, og laver rekord med 28.500 tilskuere på Odense Stadion, hvor vi spiller 2-2. Det var lige inden, jeg skulle til Tyskland.

Du var med det danske landshold til OL i München i 1972. Hvordan var det?

– Dengang fik man ikke en krone for at spille på landsholdet. Det var en æressag og en drengedrøm. Da jeg spillede i 60’erne, tænkte jeg ikke på landsholdet, overhovedet, det kom bare lige pludselig. Efter min mening skal man ikke have penge for at spille på landsholdet. Det er en ære. Når man står inde i Parken, og de spiller ‘Der er et yndigt land’, så rejser hårene sig. Så kan man ikke være bekendt at skabe sig, fordi man vil have flere penge.

– Jeg vil sige, at da jeg kom på landsholdet, trak det måske også et par tilskuere mere. I 71 spiller vi en kamp mod AGF med to kampe tilbage af sæsonen. Vi er bagud 1-3 ved pausen, og jeg var tosset. I pausen sagde jeg til Jack, at det ikke kunne passe, at det forpulede angreb ikke lavede noget, og vi var overbebyrdede nede bagi. Han sagde, jeg bare skulle holde min kæft, og det ene ord tog det andet, så jeg sagde, ‘Fint, det er min sidste kamp’. Efter kampen tog jeg bare hjem, og de ringede så og spurgte, om jeg ikke ville tage de sidste to kampe for gammel venskabs skyld, og så ville de finde en anden målmand. Det gjorde jeg så jeg snakkede overhovedet ikke med Jack. Vi spillede mod Esbjerg, og jeg var pisse ligeglad med, hvordan det gik. Min styrke i luften havde ikke været fænomenal, men lidt kunne jeg godt. Her tænkte jeg, at jeg var ligeglad, så alt hvad der kom ind i feltet, blev bokset ud igen. Den fik hele armen, og vi vinder 3-1. Så tog vi til Horsens, og her kørte jeg på samme måde, og vi vinder 2-0. Tak for den her gang.

– Så kommer der et brev til klubben fra DBU, at landsholdet skulle spille mod pressens hold, og jeg var udtaget til pressens hold. Så står vi der, og hvad gør vi så? Formanden spurgte, om jeg meldte mig ud, eller hvad jeg gjorde. Vi fik snakket med Jack, og vi fandt ud af det. Jeg tog over, og spillede den kamp, som vi tabte 4-0. Jeg tog hjem, og der kom et brev om, at jeg var udtaget til landsholdet som reserve i en kamp mod Finland. Det var Niels Hagenau fra KB, der stod på mål dengang, han var lidt af en sprællemand. Vi spiller 0-0 mod Finland, og næste kamp mod Norge i Oslo var han skrottet, og jeg var sat på. Jeg spekulerede over, at det var mærkeligt, for der var jo ikke gået nogen mål ind på ham, men han var godt nok en sprællemands type, hvor jeg tog den mere med ro. Jeg kom i hvert fald på mod Norge, og vi vandt 4-1.

– Næste kamp var mod Rumænien om at komme til OL i 72, og den vandt vi så med 2-1 i København. Vi kom på træningslejr i Italien, hvor vi bl.a. spiller uafgjort mod Fiorentina, og så skulle vi til Rumænien i pinsen, og der vinder vi 3-2. Det er nok den bedste kamp, jeg kan huske. Da dommeren fløjter af, og man tænker, ‘Hold kæft, nu skal vi til OL’, det er noget af det største. Selve OL var også stort, men lige i det øjeblik dommeren fløjter sådan en kamp af, og du ved, nu er den der, det er fandme godt.

– Vi havde en fantastisk tur derned. Dagene, aftnerne, sammen med journalisterne. Vi havde meget med, at vi fortalte vitser, og jeg havde også lært dem at synge på landsholdet, det havde de ikke prøvet før. Efterhånden blev det sådan, at når man mødte ind, skulle alle have tre nye vitser med. Vi havde nogle typer som Morten Olsen og Henning Jensen, der var med i Rumænien, men de fik tilbudt professionelle kontrakter inden OL, som de ikke turde sige nej til, så de kom ikke med. Det gik jo egentlig meget godt, og havde vi vundet den sidste kamp mod Rusland, havde vi været i finalen, men vi var trætte, og vi kunne ikke mere, så vi tabte 4-0.

Du valgte at stoppe i OB i 1973. Ærgrer det dig ikke, at du ikke blev et år mere, og var med til klubbens første pokalfinale i 1974?

– Jeg tog til Flensborg, fordi jeg havde fået job som lærer. Jeg havde snakket om at spille sæsonen færdig for OB, men jeg kom så til at spille for Flensborgs hold. Jeg blev kontaktet, og der var ikke rigtig nogen penge i det. Der var lidt under bordet, men jeg havde jo også mit job som lærer. Det første år rykker vi op i Oberligaen, det svarer til 3. Bundesliga i dag, men de var amatører, de havde ikke forstand på det. Jeg mente, vi var nødt til at hente nogle profiler, der kunne forstærke holdet. F.eks. et par afdankede 2. Bundesliga-spillere, men de mente, det var fint nok at hente et par spillere, vi havde spillet mod før. Vi røg på røven ned igen, og så stoppede jeg. Da jeg havde spillet min sidste kamp for Flensborg, blev jeg ringet op af Richard. Han manglede en målmand i OB, så jeg kørte frem og tilbage, og spillede foråret færdigt for OB.

– Jeg ringede til lille Kaj Hansen, der var træner i 74, og spurgte, om han havde en målmand, for ellers ville jeg gerne have hjulpet, men det mente han, at han havde. Jeg skulle have mit spillerpas fra Tyskland til Danmark, og det ville tage noget tid, men han mente, at han havde en målmand. Det kunne have været meget sjovt at have været med i finalen, jeg havde jo ikke vundet noget med OB der.


Det var første del af vores snak med Mogens Therkildsen. Glæd jer til 2. del, hvor han bl.a. fortæller om, hvordan han kom til at spille en rolle i mesterskabet i 1977, og hans første møde med Lars Høgh.

Du vil måske også kunne lide...