Stribede Legender – Per Bartram

Så er vi klar til endnu et kapitel om vores Stribede Legender. Denne gang har vi snakket med Per Bartram, der fortæller om hans tid i OB, der startede for 55 år siden.

Per Bartram har faktisk en andel i alle klubbens tre mesterskaber, da han i 1977 var med som spiller, og i 1982 var han holdleder, mens han i 1989 fungerede som manager.

Han er også den næstmest scorende spiller i OB’s historie, og interviewet med ham kommer vidt omkring, alt fra hvordan han lærte at heade, til hvordan han nærmest blev tvunget til at blive gift.


Hvordan havnede du i OB?

– Jeg havnede i OB på den måde, at jeg boede nede i Christiansgade, og jeg havde valget mellem B1909 og OB, og min far han sagde, ‘Du skal ned og starte i OB’. Så startede jeg i OB som lilleput, og det var nede i Munke Mose dengang. Vi havde ikke så mange baner dengang, der var kun Munke Mose og så Højsletten, hvor der er parkeringspladser i dag. Så fik vi nogle baner senere på Tietgens Allé, hvor vi spillede nede, og der var rigtig mange spillere. Så der startede jeg sådan set.

Hvordan var det som ung spiller at få debut for OB?

– Det var spændende, jeg var jo lige blevet færdig med at være ynglinge. Jeg kan huske, jeg kom op, og spillede min første kamp ude på stadion mod Frem, og der var jeg kun lige 18 år, så det var spændende.

– Det var simpelthen en drøm, for jeg havde jo stået der som dreng og kigget fodbold i mange år. Der cyklede vi ud på stadion, og skulle se de store kampe. Der var mange hold at se dengang, B1913, B1909, OB, og selv Odense KFUM var med dengang, så det var spændende.

Da du får fornøjelsen af Richard Møller første gang i 1964, er han en meget ung træner. Hvordan var respekten for ham?

– Den har altid været stor, for jeg så op til Richard som spiller. Jeg så ham ude på stadion, hvor han headede, som jeg ved ikke hvad, og hans tacklinger og alting. Det var en stor mand for mig at komme op og træne med. Han kom nede fra Brobyværk, hvor han var træner, kan jeg huske, og så kom han til OB, og lige siden blev han en fantastisk træner og en god ven, lige til han døde.

Var det Richard, du havde dit stærke hovedstød fra?

– Både og. Jeg boede i Christiansgade i sådan en baggård, og vi måtte ikke spille fodbold der, for vi smadrede alt for mange vinduer. Der var nogle tørrestativer, og når vi ikke måtte spille fodbold, så headede vi til hinanden fra det ene tørrestativ til det andet, og der lærte jeg det sådan det. Det var om at ramme overliggeren, og så komme frem og heade den ind. Det var faktisk der, det startede, men jeg kunne jo godt se, Richard var en dygtig header, så jeg har jo nok luret ham lidt af.

Da Richard kom til klubben, kunne man allerede der se, at der var en stor træner i støbeskeen?

Ja, det kunne vi. Ingen tvivl om det. Han var helt fantastisk.

Efter et par bløde sæsoner rykkede vi op i 1966. Hvordan oplevede du det?

– Det var fantastisk for os at rykke op, for da jeg startede som senior, lå vi i bunden af 2. division. Så fik vi Richard, og så gik vi stille og roligt op. Det var spændende, for vi var faktisk lige ved at ryge ud af 2. division dengang. Så langt var vi nede, men vi kom heldigvis deropad.

Efter oprykningen tager du så til Skotland. Hvordan kan det være, når der var udsigt til 1. division med OB?

– Det var faktisk også helt tilfældigt. Jeg spillede et indendørsstævne, som vi gjorde hvert år nede i Fyns Forum, og efter det fik jeg en henvendelse fra Skotland. På det tidspunkt i den klub, jeg røg over til, Greenock Morton, der var faktisk mange danske spillere. Der var mange danskere i Skotland, det var meget almindeligt, at man tog derover. Jeg havde Richard med til Skotland for at lave min kontrakt. Vi fløj derover sammen, og han var ked af at miste mig, for nu skulle vi jo i 1. division, og det havde da også været spændende for mig, men det er svært, når man lige pludselig får et tilbud. Men Richard og jeg fik i hvert fald lavet en pæn kontrakt med Greenock Morton, og så blev jeg derovre.

– Jeg havde en pragtfuld tid i Skotland. Jeg var altid glad for at komme der, og jeg kommer derover stadigvæk. Når jeg går ind på en pub, kan de stadig huske mig fra 30-40 år siden, så der er altid mange gratis pints.

– I Skotland spillede jeg min sidste kamp mod Celtic, der lige havde vundet Europa Cuppen. Vi spillede på deres bane, og de havde sat et skab på banen, hvor alle deres pokaler stod i. De havde vundet hele lortet, Europa Cuppen, Skotsk mester og alt det der, og kampen blev 10 minutter forsinket. Da vi kom ind, var vi lidt halvsure, men jeg var så heldig, at indenfor 10 minutter havde jeg scoret tre mål. Mod Celtic, der havde vundet hele lortet derovre. Den kamp betød åbenbart så meget for mig, at jeg bagefter blev solgt til Crystal Palace i England. Så vi flyttede til England, og jeg spillede der i et par år. Det var også spændende at komme over og spille i den engelske liga, og man kan sige, at da jeg var derovre, var britisk fodbold verdens bedste. De havde lige vundet VM i 1966, Celtic vandt Europa Cuppen i 1967, og Manchester United vandt den i 1968, så britisk fodbold havde aldrig været bedre end dengang, hvor jeg var der. Det var spændende at møde alle de der koryfæer, det var en rigtig god tid.

– Jeg har lige en sjov historie, der er værd at nævne. Min kone og jeg boede sammen i London, da jeg spillede i Crystal Palace, og lige efter sommerferien blev jeg kaldt op på managerens kontor. Han havde hørt, jeg boede sammen med en pige, og den gik ikke, sagde han. Så kiggede han i sin kalender, og sagde ‘ Vi spiller mod Nottingham Forest dér, og vi spiller mod Leeds dér. Du skal gifte dig, og det skal være den 19. oktober’. Så det var bare værsgo at blive gift, og det skulle bare være den 19. oktober. Det skulle være en søndag, for vi spillede jo om lørdagen. Men hvem fanden holder bryllup på en søndag i England? Dengang var det jo et lukket land om søndagen, men vi blev da gift, og det har holdt ved. Vi har guldbryllup næste år, så det kan vi da takke manageren for.

I 1971 vender du så hjem til OB. Hvordan var det?

– Det var dejligt at komme hjem og spille igen. Vi flyttede jo hjem, og det var rart.

Da du kommer hjem til OB, er Jack Johnson træner. Hvordan oplever du ham?

– Nu kendte jeg ham lidt i forvejen, fordi han havde været ovre og besøge os i Skotland nogle gange. Han var en speciel træner, men jeg kunne egentlig godt lige ham. Han havde sine metoder, som ikke altid var helt så sjove, det var noget med, når træningen var overstået, så skulle vi løbe rundt om banen, når det var halvmørkt, så nogle gange gemte vi os omme bag et skydebræt.

– Han nåede ikke så meget med OB, men han var dygtig, og jeg så op til ham, da han trænede B1913 i sin tid. De var jo lige ved at blive danske mestre. De blev nummer 2 et par år i træk. Det tyder jo på, han havde nogle spillere, der kunne lide at arbejde med ham.

I 1972 bliver Lille Kaj træner. Hvad var forskellen på ham og Jack?

– Det var jo ligesom nat og dag. Lille Kaj var simpelthen alletiders. Jeg havde ham også som ynglinge, og derfor kendte vi jo Lille Kaj. Det var også ham, der førte os til pokalfinalen i 1974, og jeg kunne godt lide ham. Han vidste, hvad han snakkede om, han var jo en dygtig fodboldspiller, da han selv spillede. Han kunne nogle finter, som ingen andre kunne. Det var spændende. Det var fodbold. Vi havde altid en bold med. Det var lige stik modsat af Jack.

Vi spiller klubbens første pokalfinale i 1974. Hvor stor var den oplevelse for dig, selvom vi taber 2-5?

– Det var en fantastisk stor oplevelse. Det var den gamle idrætspark, og vi spillede mod Vanløse, der var et rigtig godt hold på det tidspunkt. Vi førte egentlig 2-1, og kunne også have kommet foran med 3-1, men det gjorde vi så ikke. Der havde vi en målmand, der måske ikke lige tog med hænder i den kamp, men lad nu det ligge.

Du blev kåret som pokalfighter..

– Ja, det gjorde jeg, og det var jo stort. Jeg fik sådan en lille pokal overrakt af Gunnar Nu Hansen, så det var jo meget sjovt.

I 1975 får du så fornøjelsen af Richard Møller for anden gang. Var det i en mere moden udgave?

– Det var det. Richard blev bedre år for år. Han blev dygtigere, tog flere kurser, og han havde også noget med ungdomslandsholdet at gøre. Så jo, det var det.

Med Richard rykker vi op i første hug. Hvordan var den oplevelse?

– Det var helt fantastisk. Det var rigtig dejligt.

Det var jo anden gang, du var med til en oprykning. Var der forskel på dem?

– Ja, det var der. Første gang var vi lidt umodne, kan man sige, men anden gang var vi et hold, der havde spillet sammen i nogle år, og vi kendte hinanden ud og ind. Der stod vi stærkere, og det var en fornøjelse.

I 1976 bliver vi så nummer 5 i 1. division. Havde du forventet, at vi ville klare det så godt?

– Nej, det havde jeg sådan set ikke, men vi spillede faktisk rimelig godt på det tidspunkt. Vi var på vej i den rigtige retning, kunne man se.

Kunne du se, der var noget større i vente?

– Ja, det kunne vi næsten allesammen, og derfor holdte vi sammen. Richard var god til at føre os videre og få os i god træning, så jeg kunne se, der var et eller andet på vej.

I 1977 vinder OB klubbens første mesterskab. Hvordan var det at være en del af det legendariske hold?

– Det var fantastisk. Det var sådan set min sidste sæson, og jeg blev jo båret rundt i guldstol og alt muligt, fordi det var min sidste kamp. Det var virkelig spændende.

– Den første medalje jeg fik, var jo sølvmedaljen i pokalfinalen i 1974, og så fik jeg guldmedaljen i 1977. Det var stort, simpelthen.

Sammen med Allan Hansen og Johnny Andersen dannede du en dynamisk trio. Hvordan var de to at spille sammen med?

– Det var virkelig godt. Johnny var sådan en høj speciel type, og han kunne nærmest bukke sig gennem det hele, og Allan lå lige bagved, og kunne skyde på mål, når chancen bød sid. Vi spillede rigtig godt sammen.

I de sidste seks kampe i 1977, er der gensyn med Mogens Therkildsen. Hvordan var det at have ham på holdet?

– Det var jo fantastisk. Mogens og jeg har jo kendt hinanden i mange år, og vi kendte jo hinandens jokes, så det kunne vi godt hygge os med.

Hvilken følelse stod du med i kroppen, da du fik guldmedaljen om halsen?

– Det var helt enormt. Det havde jeg aldrig drømt om. OB var jo ikke den klub, der vandt mange guldmedaljer. Klubben havde vundet en bronzemedalje, da jeg var dreng, men ellers havde de jo ikke vundet noget som helst.

Du stoppede i OB efter mesterskabet. Hvorfor valgte du det?

– Det var pga. min alder, synes jeg. Det var noget, jeg havde gjort helt klart, at det var min sidste sæson. Set i bakspejlet kunne jeg måske nok have klemt en sæson mere ud af mig. Jeg nåede ikke at spille Europa Cup, så det var lidt ærgerligt. Men jeg havde gjort op med mig selv, at jeg stoppede efter 77, så det var bedre at stoppe på toppen, kan man sige. Man plejer jo ikke at blive bedre, når man bliver ældre.

– Det fristede da, når jeg stod ude på stadion, og så dem spille Europa Cup. Det kunne jeg da godt have tænkt mig, men sådan skulle det ikke være.

– Jeg tror egentlig godt, jeg kunne have taget én sæson mere. Men hvornår skal den sidste sæson være? Jeg synes, det var dejligt at stoppe med en guldmedalje i 77, og jeg havde slet ikke set så langt frem, at der ville være Europa Cup.

Du scorede 123 mål i din karriere i OB. Ærgrer det dig at Allan Hansen scorede 130, og blev den mest scorende i klubbens historie foran dig?

– Nej, det gør det ikke. Jeg tænker, at jeg har spillet 4,5 sæson mindre end Allan Hansen, hvor jeg var i udlandet, så jeg havde jo nok nået det på et tidspunkt. Hvis man regner det ud pr. kamp, er mit målsnit da bedre end hans.

– Jeg under da helt klart Allan topscorerværdigheden, men jeg havde nok kunne have nået at score de 7-8 mål på 4,5 år, det lavede jeg jo normalt på en halvsæson. Det ærgrer mig overhovedet ikke. Det fortjener han sgu Allan.

Du var manager i klubbens seneste mesterskab i 1989. Hvordan var det at opleve et mesterskab fra den anden side af kridtstregen?

– Det var da helt spændende, det var det. Jeg var jo også holdleder i 1982, hvor vi også blev mestre. Der var jeg holdleder sammen med Birkholm. I 1989 var jeg så forretningsfører, så jeg har faktisk været med i alle tre mesterskaber på den ene eller den anden facon.

I 1989 er der endnu et gensyn med din tidligere holdkammerat, Mogens Therkildsen, da han bliver målmandstræner. Hvordan var det at arbejde sammen udenfor banen?

– Mogens er jo en fantastisk mand. Han kunne jo sine ting, så det gik rigtig fint.

Da vi snakkede med Mogens Therkildsen, fortalte han os, at han ikke var med til mesterskabsfesten i 1989. Glemte du at invitere ham?

– Det kan da godt være. Det er da meget tænkeligt, han spillede da heller ikke dengang. Det kan jeg slet ikke huske. Han kunne ellers godt lide en god fest. Han kunne altid en god vittighed, så vi lå døde af grin.

Ser du stadig nogle af de gamle drenge fra 77?

– Nej, det er meget lidt. Vi bliver jo ældre og sådan noget. Det gør jeg næsten ikke.

– Jeg kommer heller ikke i Ådalen, jeg kender jo ikke nogen dernede. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kender jeg jo ikke spillerne. Træneren kender jeg heller ikke. Derimod kendte jeg mere hans far, ham har jeg spillet mod. Han hed Erik Nielsen, og ham og jeg kæmpede om at blive topscorer i 2. division.

Hvordan og hvor meget følger du OB i dag?

– Det gør jeg meget. Det er bare på TV. Jeg ser alle deres kampe på TV.

Hvad med stadion?

– Jeg har jo ikke noget kort. Jeg fik et kort nede fra OB, og det var et kort, der betød, at jeg kunne stå og finde en ledig siddeplads, hvis der var nogen, og det gad jeg altså ikke, så det sendte jeg retur til dem. Jeg ville da ikke gå derud, uden at vide om der var et sted at sidde. Det kan da ikke være rigtigt.

– Jeg ser alt i TV. Jeg følger med, og læser om det og alt muligt. Det gør jeg.

 

 

Du vil måske også kunne lide...