Svendsen scorede igen i OB-sejr

Udbyttet af de første fire kampe i Superligaen var seks point, efter to sejre og to nederlag, og OB skulle forsøge at få endnu flere point på kontoen fredag aften, hvor Randers lagde vejen forbi Odense.

I søndag vandt OB 1-0 i Esbjerg efter en kamp, hvor spillet ikke havde været prangende, men det havde givet noget selvtillid, at det alligevel havde kastet tre point af sig.

Til kampen fredag aften var der to ændringer i startopstillingen i forhold til kampen mod Esbjerg, da Oliver Lund erstattede Jacob Barrett, mens Mathias Greve var med i stedet for Jens Jakob Thomasen. Den nye mand, Issam Jebali, var også med på bænken.

OB startede kampen rigtig godt, og allerede efter to minutter var hjemmeholdet tæt på at komme foran, da Ryan Johnson Laursen modtog bolden i højresiden, og drønede mod målet, hvor han sparkede bolden mellem benene på målmanden, men den gik dog på stolpen.

I den første tredjedel af kampen var OB klart bedst, og dominerede opgøret, men man kom dog ikke frem til de helt store chancer.

Som første halvleg skred frem, kom Randers bedre med, og det var da også gæsterne, der var tættest på at komme foran efter en afslutning, hvor Oliver Christensen hev en nærmest mirakuløs redning frem.

Få minutter før pausen kunne OB være kommet foran, da Sander Svendsen fyrede et langskud af, der dog blev reddet ud til hjørne, og så kunne holdene gå til pause efter en målløs første halvleg.

Kort inde i anden halvleg fik Svendsen så alligevel Odense Stadion til at bryde ud i et jubelbrøl, da Bashkim Kadrii opfangede bolden efter en fejl i Randers-forsvaret, og så kunne han lægge den til rette for den norske angriber, der nemt scorede sit fjerde mål i hans første fire kampe for OB.

Der var ikke mange spillemæssige højdepunkter i anden halvleg, der blev en lidt rodet affære, hvor der mest blev fightet igennem.

Moses Opondo der blev skiftet ind ti minutter inde i anden halvleg, var dog en undtagelse, da han viste prøver på hans tekniske evner. Han gav tilskuerne et par flotte driblinger, og især hans drev med bolden fungerer rigtig godt.

Med 12 minutter tilbage kom Issam Jebali ind til sin debut for OB, og han så da også spændende ud. Han havde en flot aktion, hvor han fik sat et par mand, inden han hamrede på kassen.

Der kom et par gevaldige jubelbrøl fra tribunen her til aften, men det største kom, da Oliver Christensen meget fortjent blev kåret til Man of the Match. Det var hans andet clean sheet i træk, og endnu en gang gav det OB tre point.

Du vil måske også kunne lide...