Ryan Johnson: Fed kamp at spille

Her til aften havde OB besøg af Randers, og en sejr ville betyde, at hjemmeholdet kunne siges at være kommet ret godt fra start i Superligaen.

Ryan Johnson Laursen kom ud til kampen som lyn og torden, og efter kun to minutter var han tæt på at score, da han kom frem til en afslutning, der gik af på stolpen.

– Jeg har en halv banelængde at løbe på, og jeg synes egentlig, jeg får taget et ret godt sidste træk inden afslutningen, og så er det jo tilfældigheder, at han lige får hælen på, så den klasker lige på stolpen. Jeg havde set den inde, men set her bagefter ville jeg nok have sparket i det lange hjørne eller op over ham. Det går så hurtigt, og jeg står ikke i sådan en situation hver dag. Jeg træner det ikke så tit, men det må jeg øve til næste gang.

OB kom generelt rigtig godt fra start, og i den første halvdel af halvlegen leverede de rigtig godt, inden gæsterne kom lidt mere med i opgøret.

– De første 25 minutter var rigtig gode. Vi får sat dem under pres alle steder, og de kan ikke finde ud af at dæmme op for vores midtbanespillere. Hvis de gør det, er vi åbne ude på bredden og omvendt. Det får de rettet, og de slår om til at være to nede bagved. Så kommer de lidt bedre med i kampen, og de har resten af første halvleg. Især deres dobbeltchance ryster os lidt.

– Vi kommer til pause, og får snakket lidt om det, og efter vi scorer, har vi måske ikke bolden så meget, men vi føler, vi har kontrol over det, og de er slet ikke farlige på samme måde.

I anden halvleg bølgede det lidt mere frem og tilbage, men alligevel havde Ryan hele tiden følelsen af, at vi havde det under kontrol. Han ville dog gerne have lukket kampen.

– Jeg synes egentlig, at vi nede bagfra er gode til at skubbe med frem og falde igen. Det var vi måske ikke så gode til i første halvleg.

– Vi skal lukke den til 2-0. Når der står 1-0, og der er ti minutter tilbage, så bliver det hektisk. De sender flere folk frem. De sender Stokke og Marxen frem, og så bliver det svært for os at punktere det. Jeg synes, vi gør det rigtig godt, og vi viser, at vi har nogenlunde styr på det her.

OB endte med at vinde kampen med 1-0, ligesom de gjorde senest ovre i Esbjerg, og ligesom kampen i Esbjerg blev sejren over Randers også fightet hjem.

– Ja, det gør den. Jeg synes også, man kan mærke på stadion, at de nyder lige så meget en god tackling som en god aflevering. Der er virkelig tryk på til sidst, og det kan man bare mærke. Det var en fed kamp at spille, selvom den måske nok ikke var så fed at se på.

Oliver Christensen blev kåret til Man of the Match på Odense Stadion, og med han fremragende redning i første halvleg var han med til at holde OB inde i kampen.

– Han gør det fremragende. Nu var jeg selv vidne til hans redning på første hånd, og at han bliver stående der, det er jo helt vanvittigt. Det er helt vildt. Jeg tror ikke, der er mange, der havde taget den. Det var en kampafgørende redning. Han er også blevet hyldet inde i omklædningsrummet.

Du vil måske også kunne lide...