Thomasen: En ære at repræsentere OB

Selvom Jens Jakob Thomasen kun er 21 år gammel, er det mere end to og et halvt år siden, han spillede sin første kamp for OB. 

Han har udviklet sig til en af profilerne på holdet, og den kontrakt der stor til at udløbe næste sommer, blev i dag forlænget med et år, så den nu udløber i sommeren 2020.

Vi fangede ham nogle timer efter, kontraktforlængelsen var kommet i hus, og den unge midtbanespiller er godt tilfreds med at have forlænget aftalen.

– Det er jeg bestemt rigtig godt tilfreds med. Det er der ingen tvivl om, siger Thomasen til OBstruktion.

Jens Jakob har været igennem ungdomsafdelingen i OB, inden han havnede på førsteholdet, og han er stolt af at repræsentere den fynske klub.

– Det er en stor ære. Jeg har været her i mange år efterhånden, og det har hele tiden været målet, at jeg skulle op og repræsentere klubben og være en del af førsteholdet, så det er jeg rigtig glad for, og det er noget, jeg sætter en stor ære i.

Det kan måske virke en smule mærkeligt, at der kun er blevet lagt et enkelt år oveni hans kontrakt, men det er der en god forklaring på.

– Generelt kan jeg bedre lide at have en okay horisont. Jeg synes, der kan ske mange ting i fodbold, og det er sådan, vi har fundet det mest hensigtsmæssigt i fællesskab.

Du spillede en del kampe sammen med Izunna på midten. Kommer det til at betyde noget, at han er væk?

– Jeg har spillet med nogle forskellige efterhånden. Jeg spillede også en god periode med Makrini, og der fandt vi også en løsning, da han forsvandt, selvom der var mange, der troede, det ikke kunne lade sig gøre. Han betød meget for os på det tidspunkt, men det fandt vi en løsning på. Der er altid konkurrence om pladserne, og nu er der nye spillere, der kan vise sig frem, inkl. Mig selv. For mange af os taler vi jo samme sprog, fodboldsprog, og så finder man hurtigt ind i rytmen.

Din nye kontrakt gælder til 2020, hvad er dine ambitioner frem til der?

– Ambitionen er først og fremmest, at vi skal i top 6. Det er klart det første mål, og så sætter vi nye mål derfra. På den måde er jeg heller ikke så glad for at sætte alt for langsigtede mål, jeg har det bedst med at have fokus på nu og her, og her er fokus klart, at vi skal i top 6.

Du vil måske også kunne lide...