Thrandarson: Det vigtigste er, at vi er videre

Onsdag aften spillede OB den første kamp i pokalturneringen i denne sæson, da de spillede ‘på udebane’ mod FC Roskilde hjemme på Odense Stadion.

Det var ikke ligefrem nogen voldsomt medrivende affærer, men OB vandt med 2-1, og Aron Elis Thrandarson mener, at det altid er svært mod et lavere rangeret hold.

– Første kamp i pokalturneringen er altid svær, fordi vi møder et hold, der er lavere rangeret end os, og det er deres ’match of the season’. Jeg synes, vi starter lidt sløvt, men så kommer vi bedre med i kampen, og vi får så mange chancer. Vi skulle have gjort den færdig i første halvleg, men det gjorde vi ikke.

– Der stod 1-0 ved pausen, og så er kampen altid åben. Vi smider for mange bolde væk, og de laver nogle kontraangreb på os. Vi skal være skarpere foran mål.

Synes du, der var den forskel, der skal være på OB og et hold fra 3. division?

– Nej, måske ikke i dag. Vi lavede mange fejl, men vi skaber jo chancer. Jeg tror, vi har 7-8 kæmpe chancer. Vi skal bare score. Kommer vi foran med 3-0, kan det lige så godt blive 7-0, men så længe der kun står 1-0, så er der altid en risiko for, at de pludselig scorer et mål, og så kan alt ske. Men vi er videre, og det er det vigtigste.

Var du overrasket over, at Roskilde var så godt med, som de var?

– Nej, vi ved altid, at det her er sæsonens kamp for dem. Det er en stor kamp for dem, og det er noget andet end en kamp i 3. division. Men vi må bare være bedre, og med lidt mere selvtillid tror jeg, vi havde vundet 6-0.

OB kom foran med 2-0, inden FC Roskilde fik reduceret til slutresultatet med en rigtig flot scoring, og det mål var Thrandarson også imponeret af.

– Jeg tænker bare ’Fair play’. Det var et sindssygt mål. Det var et af de kontraangreb, som de fik, og der kan de altid blive farlige. Det var sindssygt sparket ind, men vi var heldigvis foran med 2-0, og så var det næsten afgjort.

Den islandske hardhitter spillede på højre back fra kampens start, og selvom det ikke er den plads, han normalt er at finde på, så synes han selv, at det gik okay for ham.

– Det er første gang jeg spiller der fra start. Jeg tror, jeg blev sat derned to gange i sidste sæson, da vi fik skader. Jeg spiller bare, der hvor træneren siger. Nu har vi fået en ny højre back ind, og Ryan kommer tilbage fra skade efter landskampspausen. Jeg tror bare, det var den kamp.

– Jeg synes, det gik fint. Jeg lavede næsten en assist. Jeg prøver bare mit bedste.

Når der skal trækkes lod til næste runde af pokalturneringen, går Thrandarson ikke så meget op i, hvem OB skal møde.

– Det spiller ingen rolle for mig. Vi skal bare udvikle vores spil og få mere selvtillid i truppen. Det vigtigste nu er at få en god kamp mod SønderjyskE i Superligaen.