Træning – Torsdag 11. maj 2017

Vi var på plads i Ådalen kl. 9.50 torsdag formiddag for at se dagens træning, men vi kom til at vente lidt længere end forventet, da der lige var et møde, der skulle holdes, så træningen var først rigtigt i gang, kl. 10.15.

Grytebust deltog selvfølgelig ikke, og det samme gjorde Oliver Lund heller ikke, da han havde fået fri til at tage til eksamen. Jacob Barrett startede med at træne alene sammen med Simon Holyhead.

På sidelinjen blev den nye trøje selvfølgelig debatteret, og da der kom en trøje til Leif Rasmussen, skulle folk selvfølgelig hen og se lidt nærmere på den.

Der var bred enighed om, at det bestemt ikke var noget mesterværk, og da Michael Buchholtz kom forbi Bane 1, konstaterede han tørt, at ‘Det ligner et billigt dynebetræk fra IKEA’.

I den første del af træningen blev spillerne delt op i to grupper, hvor den ene halvdel lavede en øvelse med Kent Nielsen, og den anden lavede en øvelse med John Bredahl.

Efter 10-15 minutter byttede de, og da begge grupper havde været begge steder, skulle der spilles på to mål på fuld bane.

Det blev der brugt en del tid på, og det handlede om, hvordan spillet skulle bygges op nede fra bagkæden, og der var en del taktik i det.

Det var meget interessant at se, og det taktiske aspekt var større end det, der har været i de seneste træninger, vi har set.

Omkring halvvejs måtte Ryan Johnson Laursen forlade træningen, og han gik direkte i omklædningsrummet. Hans hunør var bestemt ikke højt på vej ud.

Han blev erstattet af Barrett, der deltog i resten af øvelsen, og fra sidelinjen var det ikke til at se, at der er noget, der tynger ham. Han så ud til at være klar.

Træningen sluttede med 2 x 8 minutter på lille bane, og her stod Joan over, da han havde fået et slag på hans tå, der dog ikke skulle være slemt.

Du vil måske også kunne lide...