Tribunen støtter Lars Høgh

Der gik et chok igennem hele Fodbold-Danmark i fredags, da det kom frem, at Lars Høgh er blevet ramt af kræft.

Det har selvfølgelig taget hårdt på især fans af OB, hvor målmanden spillede hele sin professionelle karriere, og det blev til hele 817 kampe.

På diverse sociale medier og fanfora er der blevet sendt massiv støtte og opbakning afsted til Lars Høgh, og derfor skulle der også vises opbakning fra tribunen i kampen mod FC Midtjylland søndag aften.

Da kampen var nogle minutter gammel, blev der rullet et banner ud, hvor der stod, ‘Vi kæmper kamp 818 med dig! – Denne redder du også, Høgh!’

FOTO: KENT RASMUSSEN

Efterfølgende blev der sunget til Lars Høgh frem til minut 8.17, hvor tribunen brød ud i en stor samlet klapsalve til klublegenden.

Ved 1. halvlegs afslutning lød det igen ‘Lars, Lars, Lars, Lars Høøøøgh’ fra tribunen, indtil der blev fløjtet til pause.

Lars Høgh spillede i sin tid hos OB store kampe mod hold som Real Madrid, Liverpool og Arsenal, men der er ingen tvivl om, at den kamp han nu står overfor, er den hårdeste.

Én ting er dog helt sikkert, og det er, at dem der støttede ham, og bakkede ham op på banen, de står også bag målmanden i hans livs kamp udenfor banen.

Du vil måske også kunne lide...