OB fik fortjent point mod mestrene

På dagen hvor mestertræneren, Richard Møller Nielsen, kunne være fyldt 81 år, skulle OB møde FC Midtjylland hjemme på Odense Stadion. Kampen skulle egentlig være spillet lørdag, men grundet midtjydernes europæiske kampagne, blev den rykket til søndag aften kl. 20.

Inden kampen kunne sættes i gang, skulle Flemming Nielsen mindes. Han var med til at vinde det danske mesterskab i 1977, og døde inden denne sæson. Det skete med et minuts klapsalve.

Der var også en hyldest til klub-legenden, Lars Høgh, i kampens indledning. Han er blevet ramt af kræft, og på tribunen blev der rullet et banner ud, og sunget for at vise støtte og opbakning til ham.

Der var lavet nogle ændringer på holdet til dagens kamp, da anfører, Kenneth Emil Petersen, var blevet sat på bænken til fordel for Marco Lund, og Mathias Jørgensen også måtte starte ude i stedet for Nicklas Helenius.

Kampen kom lidt sløvt i gang, og spillet var lidt rodet fra begge sider. Ingen af holdene kom for alvor frem til noget i kampens indledning, og den første afslutning kom først efter 16 minutter, hvor Troels Kløve fik skudt på mål, men det var ikke rigtig farligt.

Fem minutter senere var det Alexander Ludwig, der havde en afslutning fra distancen, som dog heller ikke blev farlig. 1. halvleg var generelt på det jævne, og ikke nogen festforestilling, og først mod slutningen kom der et par afslutninger i begge ender af banen, som slet ikke var farlige.

OB startede klart bedst, da de to hold kom ud til 2. halvleg. Især Julius Eskesen kom rigtig godt ud, og var stærkt medvirkende til, at vi kunne holde bolden på Midtjyllands banehalvdel i store perioder.

Vi styrede spillet en del i 2. halvleg, men vi havde svært ved at komme frem til chancer, og når vi kom frem til noget, manglede skarpheden.

Jo længere 2. halvleg skred frem, blev det lidt mere jævnbyrdigt, men det var ikke fordi, at det var fortjent, da Marc Dal Hende lige pludselig bragte gæsterne foran med 1-0.

Det var lidt af en mavepuster for OB, der ellers havde været det bedste hold i 2. halvleg, og tre minutter senere havde Troels Kløve muligheden for at udligne, efter han selv havde ført bolden ind i feltet, men hans afslutning sejlede forbi.

Med tre minutter tilbage fik Ryan Johnson Laursen en pænt stor chance, men han kunne heller ikke ramme målet, som generelt var kendetegnende for OB i dag.

Bedst som det så ud til, at kampen skulle slutte med en sejr til gæsterne, fik OB en omstilling ganske kort før tid, og det endte sådan, at bolden lige pludselig lå for fødderne af Nicklas Helenius, som kunne sparke bolden i kassen til 1-1, på det der blev kampens sidste aktion.

Især i 2. halvleg leverede OB en fremragende præstation, og det var bestemt ikke ufortjent, at hjemmeholdet fik det ene point.

Du vil måske også kunne lide...