Tverskov: Det var en sjov kamp

Årets første kamp på Odense Stadion blev spillet her til eftermiddag, hvor Helsingør var på besøg. Sneen var heldigvis stoppet inden kampen, men det var bidende koldt, da de to hold gik på banen.

Der var kun onkring 2600 tilskuere på stadion, men dem der havde trodset kulden fik virkelig noget for deres penge, da OB vandt kampen med 6-1.

Som OB-Fan var det en rigtig god oplevelse med sådan en stor sejr, og forsvarsspilleren, Jeppe Tverskov, mener da også, det var en sjov kamp at spille.

– Den var sjov. Den kunne godt være blevet mindre sjov, fordi banen var så tung, som den var, og sneen gjorde den så blød. Hvis vi ikke havde fået det tidlige mål, og var kommet længere hen i kampen, kunne det godt have været en af dem, der var svære at åbne op. Sådan blev det heldigvis ikke, så det var sjovt, siger Tverskov til OBstruktion.

Med de tre point er OB nu tilbage i top 6 i Superligaen, og Tverskov mener da også, at det var en perfekt start på foråret.

– Ja, det var det vel. Spillemæssigt er der altid ting, der kan gøres bedre, og vi ville da også gerne have holdt nullet. Men ellers synes jeg, det var rigtig godt.

I transfervinduet solgte OB Frederik Tingager til Eintracht Braunschweig, og det betød altså, at Tverskov nu spiller i det centrale forsvar sammen med KEP, og det synes han selv, gik ret godt.

– Jeg har spillet mange kampe med KEP. Det er ikke noget, jeg lægger så meget i, vi har spillet sammen i mange andre kampe, inden Tingager kom ind omkring holdet. Det gik, som det skulle, og som jeg havde håbet på udover deres mål, så det er vi tilfreds med.

Forsvarsspilleren kom også selv på måltavlen, da han scorede til 4-0. Det var hans første scoring for OB, og den er han selvfølgelig glad for.

– Jamen det var uvant, i forhold til hvad jeg ellers har gjort i OB. Det var mit første mål for OB, hvor jeg scorede lidt mere i Randers. Det var dejligt at få scoret, og så på hjemmebane.

Anders K. Jacobsen scorede tre mål, mens både Rasmus Festersen og Nicklas Helenius også kom på måltavlen. Det er også vigtigt for selvtilliden, at alle tre angribere fik scoret.

– Ja, det var nok det vigtigste i dag. Specielt de to der startede inde, gjorde det rigtig godt, men det var også fedt at få Helenius i gang. Det er vel nok det bedste, vi kan tage med fra den her kamp. De så rigtig skarpe ud allesammen.

I de kommende kampe skal vi spille mod FC Nordsjælland og FCK, og derfor spurgte vi Tverskov, hvad vi kan tage med videre fra dagens kamp.

– Sejren og selvtilliden. For angriberne er det især vigtigt med den selvtillid, det ved vi. En sejr på 6-1 kan man vel altid tage med videre, men nu kommer vi til at spille mod nogle, på papiret, stærkere hold, hvor vi bliver udfordret, så det er fint at have selvtilliden med.

Vi var foran med 6-0 til kort før, dommeren fløjtede af, og Tverskov er da også meget irriteret over, at Helsingør nåede at komme på tavlen.

– Helt vildt. De scorede i 90. minut, så når man kommer ind fra kampen, så går man lige, og råber lidt, men det skal selvfølgelig ikke overskygge, at vi vinder 6-1, og det er det, der er det vigtigste. Men som forsvarsspiller kigger man efter det 0.

Du vil måske også kunne lide...