Kløve: Det var en fed debut

I transfervinduet skrev OB kontrakt med Troels Kløve fra sommer af, men det endte med, at man blev enig med Sønderjyske om en aftale, der sendte ham til Fyn med det samme.

I dag fik Kløve så sin debut for OB i Superligaen, da han startede inde i kampen mod FC Helsingør, og han synes, det var en god oplevelse at debutere på Odense Stadion.

– Det var fedt. Især når vi vinder kampen med 6-1. Så var der en god stemning, og det kørte derudaf, så det var en fed debut, siger Kløve til OBstruktion.

Kløve spillede på kanten, hvor han gjorde en god figur med to assists. Han er da også selv godt tilfreds med hans egen indsats i kampen.

– Ja, det er jeg. Jeg ville da gerne have puttet en ind, men jeg laver to assists, så det var meget fint.

Selvom Kløve stadig er ny på holdet, så synes han selv, at han faldt godt ind i spillet med hans holdkammerater i kampen mod Helsingør.

– Jeg synes, det fungerede fint. Jeg har kun været her i lidt over to uger, så man skal lige lære gutterne at kende, men jeg føler, at det begynder at passe sammen det hele.

I efteråret havde OB lidt problemer med at score mål, og der var nok ikke mange, der havde regnet med, at vi ville score 6 mål i dag. Det havde Kløve heller ikke.

– Når vi scorede 20 mål i efteråret, og vi så scorer 6 mål i dag, så tænker man lidt, ‘Hvad fanden er der gået galt?’, men vi tager alle målene med, og så glæder vi os over, at vi har fået lidt selvtillid på kontoen, og det betyder også meget for os, at vores angribere er kommet i gang. Det var fedt.

Dagens sejr var også vigtig i forhold til vores målsætning, der er at slutte grundspillet i top 6. Med de tre point ligger vi nummer 5, inden Hobro skal spille i morgen.

– Ja, helt sikkert. Vi ligger side om side med holdene der i top 6-striden, og det var også vigtigt med +5 på målscoren, for den kan også komme til at blive udslagsgivende til sidst, så det var en god start.

I den næste runde skal vi på besøg hos FC Nordsjælland, og Kløve mener, det er vigtigt, at vi fik tanket noget selvtillid inden det opgør.

– Jeg synes, vi skal tage målene og selvtilliden med, men vi skal også bevare benene på jorden, for vi skal over og møde et FC Nordsjælland-hold, der ved, hvad de vil, især på deres kunstgræsbane. Det bliver en endnu sværere kamp næste weekend, så vi skal tage de gode ting med og arbejde hårdt, og så skal vi prøve at få point mod Nordsjælland.

Du vil måske også kunne lide...