Thomasen havde en træningslejr på ‘Damage control’: Klar til kampen mod FCK
I søndags vendte OB hjem fra træningslejren i Tyrkiet, men for holdets anfører, Jens Jakob Thomasen, udviklede træningslejren sig ikke, som han havde håbet på.
For det første kom han ikke afsted som planlagt, og efterfølgende blev han skadet op til træningskampen mod Vejle, og han har derfor slet ikke været med i kampene dernede.
– Jeg kom lidt senere derned, og i opvarmningen til Vejle-kampen fik jeg lidt udfordringer med min læg, som spændte op, og ud fra den risikovurdering besluttede vi os for at holde mig ude af kampen der, og det var selvfølgelig ærgerligt.
– Vi brugte de efterfølgende dage på at få lavet så meget som muligt, uden vi pressede læggen til, at den blev spændt endnu mere op, for det sad lidt som en klump.
– Det var sådan lidt det, så min træningslejr gik med at lave så meget på banen, som jeg nu kunne, men jeg trænede selvfølgelig ikke fuldt med, og lavede mange andre ting i fitness også, så det var lidt en ’damage control’ træningslejr for mit vedkommende, samtidig med at jeg selvfølgelig fik lagt det på, som jeg nu engang kunne.
– Men nu træner jeg fuldt med igen, og det var også sådan lige på vippen der lørdag, hvor vi spillede kamp, om jeg var i spil. Men vi var nok der, at hvis jeg gik ud, og spillede 45 minutter, var der risiko for, at jeg havde tabt de dage, jeg nu havde brugt på at få det bygget op igen. Men jeg træner fuldt med igen, og jeg tænker ikke, der kommer flere problemer.
Hvordan er det at være afsted på sådan en træningslejr, hvor man ikke får det ud af det, som man havde håbet på?
– Det er nu engang bare vilkårene. Alle os spillere forsøger hele tiden at optimere vores træning, om det så er det ene eller det andet. Selvfølgelig vil man gerne være med i kampene, for det er der, man får testet nogle ting af, og får implementeret det nye. Opstarten bruges jo også på at finde ud af, hvem der skal starte inde i den første kamp, så jeg har da været træt af det.
– Det giver lidt sig selv, at man gerne ville have været mere med, men jeg er heller ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Det havde været åndssvagt at presse det igennem for at sige, man havde været med, og så sidde ude med en fiber i en måned bagefter.
Hvis Andreas vil spille dig på søndag, er du så klar?
– Ja, det er jeg.
På søndag spiller OB årets første kamp i Superligaen på udebane mod FCK, og selvom Thomasen kun har set holdet udefra, så mener han, at holdet står godt.
– Jeg kan kun sige, hvad jeg har set udefra, og jeg synes, det var en rigtig god kamp i lørdags. Det var et virkelig dygtigt hold, og de har også spillet europæisk, og man kunne se, de havde nogle dygtige spillere. Det var en virkelig god match for os, hvor man fik lov at se, at man bliver straffet for små fejl. Man skulle virkelig være på dupperne, men når vi fik sat det sammen, så det rigtig godt ud. Vi havde nogle rigtig fine omstillinger, god tålmodighed og godt spil langt hen ad vejen.
– Der var selvfølgelig også små ting, vi skal justere. Det er altid nemt at finde fejl ved mål, men der er nogle taktiske ting, som vi lige skal have zoomet ind på igen. Der var også to nye i bagkæden. Det var en rigtig god match, og det lover fint for de kommende kampe.
Hvordan har du oplevet de to nye, er kommet ind på holdet?
– Jeg synes, de har været gode. Det har været en ret naturlig overgang rent spillemæssigt, men de har jo endnu flere ting udenfor banen. De bor på hotel nu, og bliver hentet af Elhardt om morgenen, når de skal til træning, så vi skal have arrangeret, at de får nogle cykler, så de stille og roligt kan gebærde sig.
– Jeg har også sagt, at de lige skal forbi mig, når de skal finde ud af, hvor de skal bo henne, så de også får lov at finde et godt sted at bo. Jeg tror egentlig, de allerede er rimeligt komfortable her, og de har også begge to haft god anledning til at vise, hvad de kan på banen, de har jo fået en god del spilletid. Det har været rimelig hurtigt og smertefrit.
I efteråret spillede Thomasen størstedelen af kampene på OB’s midtbane med Aron Thrandarson. Islændingen sidder dog ude med en skade, og da Thomasen ikke har spillet kampene i Tyrkiet, har han ikke kunne prøve at spille med andre. Det regner han dog ikke med, får nogen betydning.
– Nej, det tror jeg ikke. Det er jeg ikke så nervøs for. Aron er selvfølgelig ude med sin skade, men jeg har spillet sammen med Ayo masser af gange til træning, så jeg kender Ayo ud og ind, og det samme gør han også. Det vil jeg slet ikke være i tvivl om.
– Jeppe kender jeg også, og har spillet sammen med ham nærmest i alle de år, jeg har været her. Så vi kender hinanden som typer, og hvad ens styrker og svagheder er.
– Jeg er ikke nervøs for, at der skulle mangle noget synergi der. Jeg tror egentlig, hvis du tæller antallet af midtbanepartnere, uden jeg selv har tænkt på et tal, så er vi vel over 20. Os fodboldspillere har spillet sindssygt mange kampe i løbet af et fodboldliv, så alle har jo en ret god forståelse for, hvad man skal gøre på sin plads.
– Hvis der skulle opbygges et længerevarende sammenspil, vil det selvfølgelig blive bedre med tiden, det er klart, men jeg er ikke nervøs for, at det er noget, man ikke kan løse.