3 dage tilbage: Tverskov føler sig godt tilpas

Nu begynder den nye sæson i Superligaen for alvor at nærme sig. Den første kamp i turneringen spilles i morgen, men vi må stadig vente til på søndag, før OB kommer i aktion.

Jeppe Tverskov glæder sig til at komme i gang med den nye sæson, og han er spændt på at se holdets forfatning efter den gode opstart.

– Det er altid spændende at se, hvor holdet står. Vi har haft en opstart, hvor det er gået godt, man har lidt optimisme, og man synes tingene fungere, så man glæder sig til at se, hvordan det er i forhold til nogle af de andre klubber. Vi har ikke mødt nogen fra Superligaen endnu, så det kan være lidt svært at vide, om de her ‘sommerkampe’ har været lidt lavere niveau, eller hvordan det har været. Så det bliver spændende.

Der har som bekendt været trænerskifte i Ådalen denne sommer, og Tverskov regner med, at man kommer til at kunne se det på banen.

– I forhold til ændringer fra sidste sæson, så lidt mere struktur og det man meget moderne kalder restforsvar, at man står lidt bedre på banen i forhold til omstillinger, så vi ikke er så udsatte i kampe mod nogle af de hold, hvor vi forhåbentlig kommer til at have bolden meget. Der er også det her direkte spil, som vi har praktiseret, og er lykkedes ret godt med i træningskampene.

Han mener også, at der er god stemning i truppen, og spillerne ser skarpere ud, end de gjorde tidligere.

– I form af de fem sejre så er den jo fin. Vi synes, vi har fået tæt på den optimale start. Der sker jo noget med et trænerskifte, om man er for det eller ej, så giver det noget nyt, noget lidt mere liv, et frisk pust, og dem der har siddet lidt ude, kan gribe chancen. Alle er lidt mere skarpe end tidligere, og det glæder vi os over.

I sidste sæson blev Tverskov rykket lidt frem og tilbage mellem forsvaret og midtbanen, men han ønsker sig at få en mere fast plads i denne sæson, og så vil han sætte sig nogle mål ud fra det.

– Jeg vil jo gerne have en lidt mere kontinuerlig plads på holdet, så jeg ikke bliver rykket lige så meget op og ned. Alt afhængig af hvad det er for en plads, kunne man jo godt tænke sig at lave nogle flere mål, og hvis det er i midterforsvaret så nogle flere rent bur. Det er sådan noget, jeg tager i løbet af sæsonen, og laver nogle små delmål for mig selv, men mange af dem holder jeg også privat, så jeg kan aftjekke det i løbet af sæsonen.

Tverskov har været lidt imponeret over det, Julius Eskesen har præsteret her i opstarten, og derfor mener han, at han bliver værd at holde øje med i denne sæson.

– Jeg synes, Julius Eskesen har budt sig rigtig godt til her i opstartskampene, og har fået lidt mere tillid, tror jeg. Han har i hvert fald tager en masse bedre beslutninger, end han gjorde, da han kom ind, hvilket er normalt for unge spillere, når man lige bliver kastet ind i Superligaen, at man gerne vil det hele. Jeg synes, han er blevet klogere, og passer lidt bedre ind på holdet nu her, både defensivt men især offensivt, hvor han har fundet sin rolle.

Der er tre dage tilbage, før vi møder Vendsyssel på udebane i den første kamp i sæsonen, og da det er en oprykker, er det svært at blive klog på dem.

– Det der er lidt ulempen ved at møde en oprykker i første kamp er, at man ikke har set så meget til dem udover nogle enkelte kampe, man har set fra 1. division. De har fået en masse nye spillere, som oprykkere ofte gør, og man kender lidt til nogle af de spillere, som man tidligere har stiftet bekendtskab med i Superligaen, og ud fra det virker det som om, at de har et fint hold, i hvert fald defensivt, hvor de har fået hentet nogle navne, man kender lidt til, og så har de Lucas Jensen, der tidligere har været her. Jeg ved, de spiller 3-5-2, og har haft meget succes med det, men vi går ud fra, at det er en kamp, hvor vi kommer til at være boldbesiddende.

Generelt går Tverskov ind til den nye sæson med en god følelse, og han føler sig rigtig godt tilpas i truppen.

– Jeg er glad. Jeg har lige forlænget, og jeg føler mig godt på plads på et hold, der virker meget sammentømret. Vi har jo kun fået én tilgang udover nogle unge spillere, der har trænet med i ny og næ, så det er en trup, der kender hinanden, og en trup der ved, at vi har et stort potentiale, som vi håber, vi kan få udløst i denne sæson. Det har jo ladet sig vente lidt på sig.

Du vil måske også kunne lide...