Anders Møller fik blomster i Ådalen

I sidste uge lavede vi et interview med vores tidligere anfører, Anders Møller Christensen. Har man ikke læst det, kan det læses her.

Han spillede 8 sæsoner i den stribede trøje, og han var lidt ærgerlig over, hvordan der blev taget afsked med ham dengang. To timer før en sommerkamp fik han at vide, at han ikke ville få forlænget sin kontrakt, og derfor fik han ikke den obligatoriske afsked, hvor han fik en buket blomster på Stadion og fik publikums hyldest.

Vi besluttede os derfor for, at han ikke skulle snydes for blomsterne, og derfor allierede vi os med frkviola.dk, hvor vi hentede en flot buket, inden vi satte Anders Møller i stævne i Ådalen.

Vi mødtes med den tidligere anfører i Ådalen her til formiddag, og selvom det ikke var Odense Stadion og 10.000 tilskuere på lægterne, så var der da lidt OB-stemning over kulissen, da det foregik lige foran Bane 1.

Herfra skal der endnu en gang lyde en kæmpe stor tak til Anders Møller for hans loyalitet og store indsats i den stribede trøje, og blomsterne fik han altså, selvom det var nogle år for sent.

 

Du vil måske også kunne lide...