Stribede Legender – Allan Hansen

Allan Hansen er en af de helt store i OB’s historie. Han var med til at vinde det danske mesterskab i 1977, som også var OB’s første. 

Han har spillet i OB af tre omgange, og nåede i alt op på 355 kampe. Han har scoret 130 mål i den stribede trøje, hvilket også gør ham til den mest scorende spiller i klubbens historie.

Med andre ord er Allan Hansen en ægte legende, og derfor er han også med i vores Stribede Legender. I den forbindelse har vi lavet et meget interessant interview med ham, som kan læses her.


Hvad var årsagen til, du havnede i OB?

– Det var, at mine forældre boede ude i Dalum, og det var jo tæt på. Så prøvede jeg først i Dalum, eller faktisk først i B1913, hvor jeg var i jubilæumsåret 1963. Jeg trænede derude i en uge eller to, og så fik jeg nok af det. Så blev jeg medlem af Dalum, da jeg ikke var så gammel. På et tidspunkt spillede vi meget indendørs fodbold, og der lærte jeg bl.a. Ronald Stelmer at kende, og vi kom rigtig godt ud af det sammen.

– Dengang havde OB en god ungdomstræner i drengerækkerne, og han spurgte, om jeg ikke ville prøve at komme ned i OB en tur. De skulle ned til Werder Bremen og spille en turnering, og det var jo stort dengang at komme til Tyskland og deltage i en turnering, det var fantastisk. Min kammerat og jeg valgte at tage med derned, og så blev vi så i OB. Så sådan startede det, og jeg har været utrolig glad for det.

Du debuterede på førsteholdet i 1974. Hvordan var det?

– Jeg kan huske, det var en udekamp mod AB i Gladsaxe. Jeg var 17 år, det var lige før, jeg blev 18. Det var enormt spændende og fantastisk at komme med fra start. Der havde vi Kaj Hansen, ‘Lille Kaj’, som træner. Det var helt fantastisk.

I 1974 var OB også i pokalfinalen. Var det ikke en stor oplevelse for en ung spiller som dig?

– Jo, det må man sige. Finaler, cup-kampe og mesterskaber, det kan jo ikke blive større. Så kan man altid diskutere rangordenen, om pokalfinaler, DM, eller kampe i mesterholdenes turnering er størst, men en finale er altid flot og spændende. Vi spillede en fremragende finale, men tabte desværre 5-2.  Vi havde alle muligheder for at vinde, men de andre var dygtige. Det var et brag af en finale. 7 mål. Det var rigtig sjovt.

I 1975 overtager Richard Møller jobbet som træner efter Lille Kaj. Hvor stor en omvæltning var det?

– Jamen det var som fra nord til syd. Kaj var rigtig god, for mig i hvert fald. Hyggelig og rar, men han var blid. Richard ville frem i verden, og lærte os, hvad det ville sige at træne og overholde de roller, man nu havde. Der kom vi på landkortet, så det var en kæmpe forandring.

Richards metoder gav pote med det samme, da vi rykkede op i hans første sæson. Hvor stort var det at rykke op med OB?

– Det var det, vi satsede på, og trænede efter. Det var Richards mål. Som spiller ville man også helst spille i den bedste række, så det var da stort.

– Det var jo pga. træningen. Selvfølgelig havde vi også et godt hold, ellers kan man ikke rykke op. Men de der kampe der lå lige på vippen, dem vandt vi, fordi vi var i bedre træning, og det betød noget dengang. I dag er alle hold i lige god træning, og der er jo ikke nogen, der ikke kan spille 90 minutter. Det var der altså dengang, og der var det dem, der lige kunne give den gas de sidste 15-20 minutter, der vandt kampene.

I 1976 slutter vi som nummer 5. Kunne man allerede på det tidspunkt mærke, at der var noget stort på vej?

– Ja, det synes jeg. Vi var inde i en god periode, vi rykkede op, og sluttede så som nummer 5 det første år, så der var virkelig noget at arbejde videre på. Vi havde jo et super hold, så det synes jeg godt, man kunne mærke. At vi så blev mestre, var der måske ikke nogen, der havde regnet med, men vi var da godt klar over, at vi ville komme med frem i forreste geled.

– Jeg synes, det er det bedste hold. Det passede på alle pladser, og vi var stærkt besat på alle pladser, og det var fodboldmæssigt et superhold, og kammeratskabsmæssigt et super hold. Det hele gik op i en højere enhed. 77-hodet er for mig et unikt hold, det må jeg sige. Flot fodboldspil og mange mål, det var et rigtig godt hold.

OB vinder så det danske mesterskab for første gang i 1977. Hvordan var det at være med til det?

– Det var ubeskriveligt. Dengang havde man jo en klub. Det var med hjertet, man spillede i OB. Når man så opnår et eller andet, så kan det ikke være større. Når det så er det første mesterskab, så er det jo helt vildt. Det var helt fantastisk, super oplevelse.

– 10-12.000 tilskuere i snit, det var jo helt fantastisk. Den opbakning der var, det var enormt. Det hjælper også os spillere, mere end man lige regner med. Der er jo ingen grund til at gå ud og spille klovn, når der står 10.000, og kigger, vel?. Så skal de nok minde dig om det, når du møder dem i løbet af ugen, og spørge dig, ‘Hvordan fanden synes du selv lige, det går?’. Det hjælper en til at yde noget mere.

Richard valgte at hente Mogens Therkildsen hjem, så han kunne stå de sidste seks kampe i sæsonen i 1977. Hvordan tog truppen imod ham?

– Fint. Vi havde jo en super trup og fantastisk kammeratskab, og Mogens er jo en herlig fyr, han er helt unik, så han havde ikke noget problem med at komme ind. Vi var også klar over, at vi havde brug for ham for lige at føre det sidste hjem, så det var slet ikke noget problem.

– Han var jo noget ældre end mig, men vi havde det sjovt med hinanden. Jeg sagde til ham, ‘Dernede er målet bessefar, skal vi køre dig derned?’. Det var rigtig skægt. Vi havde en god humor.

Du scorede en masse mål i 1977, og blev kåret til årets spiller i Danmark. Var det en pris, du havde forventet at modtage?

– Altså, vi kan sige, retfærdigt eller ikke retfærdigt, dem der laver mål, de bliver altid fremhævet mere end spillere, der er i forsvaret. Målmanden har også en chance for at profilere sig, men ellers er det jo dem, der lægger op til målene, eller laver målene, der kommer i fokus. Dem der laver mål, er dem, der er afgørende, om det er retfærdigt eller ej, så jeg vidste jo godt, at målene talte for sig selv. Topscorer er jo den, der laver flest mål, så enkelt er det. At blive kåret til årets spiller i Danmark er jo af alle dine modstandere og kammerater. Det er en af de titler, jeg har været mest glad for. Det er jo blandt dem, du kæmper imod, og det er en anerkendelse af, at du er en dygtig fodboldspiller, men du har også opført dig pænt, og større anerkendelse kan man ikke få. Det betød rigtig meget.

Efter mesterskabet tager du til Tyskland for at spille for Tennis Borussia Berlin. Hvorfor vælger du det?

– Set i bakspejlet var det jo også en fejl. Jeg havde, i al beskedenhed, et utal af muligheder for at komme til alle mulige andre klubber. Jeg havde ikke lyst til at komme ned til en klub og sidde på bænken, og så kun spille 10 minutter. Den der hårde skole som Allan Simonsen og de andre var igennem, hvor det varede 2-3 år, før de slog igennem, det havde jeg ikke lyst til, jeg ville hellere spille.

– Tennis de var rykket ned fra Bundesligaen, og spillede i 2. Bundesliga. De lå i toppen, og på det tidspunkt hvor jeg skrev kontrakt med dem, der lå de nummer to, men de manglede tre kampe i forhold til de andre, og hvis de havde vundet dem, havde de klart ligget nummer et ved pausen. Så tænkte jeg med mig selv, at jeg kunne spille det resterende halve år i 2. Bundesliga og vænne mig til den hårde tyske mentalitet, og så kunne holdet rykke op i Bundesligaen, og jeg ville være spillet ind på holdet. Træneren ville også utrolig gerne have mig. Han kæmpede helt vildt for at få mig, så det var bevæggrundene til det.

– Så sker der så det, at de tre kampe de var bagefter, dem taber de alle tre, og træneren siger selv op. Da jeg så kommer derned, ligger de ikke længere nummer to, der er de rykket ned på en fjerdeplads, og træneren var væk, og så gik det op i hat og briller. De tog en amatørtræner, så det gik op i ingenting, og vi rykkede ikke op, så planen var ligesom smuldret, inden jeg overhovedet kom i gang.

– Der sker også det, at jeg bliver syg, ret kort efter dernede. Min lunge klapper sammen, og jeg er væk i 3-4 måneder. Det er lang tid at være væk inden for sport, må man også bare sige. Så Berlin blev rent fodboldmæssigt aldrig det store. Det var dårligt.

Den første Europa Cup-kamp for OB nogensinde ventede jo også rundt om hjørnet. Ærgrer det dig ikke lidt, at du ikke blev hjemme, og tog den med?

– Jo, det må vi sige. Men jeg vidste også godt, at jeg havde så mange muligheder for at komme ud der i 77, og det ville jeg gerne. Jeg kunne også have rejst tidligere i 77, men jeg lavede en aftale med Richard om, at jeg lovede ham at blive, til året var omme, for vi ville jo gerne begge to vinde det mesterskab med OB. Så jeg holdt de andre hen, og sagde nej, så det var fint nok. Så vidste jeg også godt, at da sæsonen var færdig i november 77, så var jeg nødt til at sige ja til noget af det, fordi jeg gerne ville.

– Det var en kæmpe udfordring, og når man skulle videre, så var det tiden. Mit valg var så bare forkert. Der var mange klubber, der var tæt på.

Havde du tilbud fra Bayern München?

– Ja, det havde jeg faktisk. Det var sådan, at Gerd Müller var ved at stoppe, og han var selv med til at udpege nogen, der så kunne være hans efterfølger. Der var jeg så en af dem, og det var ret sejt.

– Men der var jeg måske kommet til at sidde på bænken, og så havde jeg været igennem de der 2-3 år. Man ved det jo ikke, men de der 2-3 års hårde tyske træning hvor man bare spiller lidt hist og pist, det var jeg slet ikke til, og jeg havde ikke lyst til det.

I 1980 vender du så tilbage til OB. Hvorfor gør du det? Og var der andre klubber inde i billedet?

– Ja, det var der, men jeg havde haft de to fodboldmæssigt dårlige år i Tennis, men jeg synes, jeg trængte til at komme hjem igen. Jeg havde behov for at komme hjem til OB, og Richard var jo stadigvæk træner, og ville gerne have mig hjem. Vi havde hele tiden haft en god dialog om det, også mens jeg var væk, så det lå ligesom i kortene, at det skulle være sådan.

Hvilke andre klubber var det, der havde fat i dig?

– Det var primært klubber fra udlandet, men der var også nogle danske klubber. De vidste godt, det var omsonst, og at det ikke ville blive til noget.

I 1982 siger du så ja til et tilbud fra Hamborg. Ærgrer det dig, at du ikke blev hjemme, og var med til at blive dansk mester igen?

– Nej, det gør det ikke. Jeg havde jo været med på holdet i foråret i 82, og Hamborg det var jo helt unikt. Jeg kunne ikke forvente at opleve mere, end jeg gjorde i mine to år i Hamborg. Det var så fantastisk.

– Det var i sidste øjeblik, jeg tog Hamborg. Jeg havde jo forhandlet med Sevilla. De havde været her to mand i en hel uge, hvor vi forhandlede hver eneste dag. De boede på Grand Hotel, og hver dag når jeg havde fri fra arbejde, var jeg til forhandlinger sammen med min advokat. Fredag aften skulle jeg så skrive under på kontrakten, der var vi enige om det hele. Fredag formiddag ringede Günther Netzer så ned på kontoret på mit arbejde, og sagde, at han vidste, jeg var ved at skrive kontrakt med Sevilla, men det skulle jeg ikke gøre, for de ville have mig til Hamborg. De ville så have, jeg skulle finde en undskyldning overfor Sevilla, og så ville de komme og så mig dagen efter i en træningskamp, og så skulle vi så snakke.

– Jeg ringede til min advokat, og sagde, at han måtte finde på et eller andet, for jeg blev sgu lige nødt til at høre, hvad det var for noget, så han ringede til spaniolerne, og sagde, der lige var noget, vi skulle finde ud af, og næste formiddag kom dem fra Hamborg så, og det hele var klaret på et par timer om eftermiddagen. Så var kontrakten skrevet under.

– Det var ret sjovt, for min kone var taget til København om fredagen, og jeg havde spurgt hende, om hun var indstillet på at tage til Spanien, og det var hun. Det var ikke noget problem. Så hentede jeg hende på banegården lørdag aften, og der måtte jeg så fortælle, at det altså blev Hamborg i stedet for Spanien. Det syntes vi begge, var fint nok, og så blev det så Hamborg.

OB henter dig tilbage i 1984 efter en dårlig sæsonstart. Føler du selv, at du blev hentet ind som redningsmand?

– Ikke som decideret redningsmand, men alle forstærkninger bliver jo betegnet som for at forbedre det, fordi det går dårligt. Enten skal du forstærke noget, der er dårligt, ellers skal du være med til at præge, så du kan vinde noget, ellers er der ingen ide i det. Jeg ville jo selv gerne hjem, og OB ville gerne have, jeg kom hjem, og så gik det op i en højere enhed igen.

Richard stopper som træner i 1985. Hvordan var det at tage afsked med ham?

– Vi har jo gennemgået så utrolig meget sammen, men alt får jo en ende. Det er de færreste, der er træner det samme sted gennem hele livet, og jeg tror, det var det rigtige tidspunkt at gøre det på. Der skulle alle have luft.

Er vi ude i, at OB og Richard havde slidt hinanden op?

– På en eller anden måde kan man godt sige det. Forventningerne til hinanden var jo enorme, og man skulle også kunne leve op til det, så det kan godt være, man kan sige sådan. Man trængte i hvert fald til noget forandring. Det var blevet for meget hverdag, så det var det rigtige at gøre. Ingen tvivl om det. Men det var jo svært, for Richard var en succestræner, det var fantastiske resultater.

– OB er en traditionsklub, og traditioner får du først, når du har vundet noget, og når du har været med til at præge noget, ellers bliver det ved snakken. Det var Richard, der startede epoken med at vinde noget, og det var der, OB blev kendt. Det var der, man blev anerkendt, fordi vi havde en markant træner, og vi havde et godt hold, og du vandt.

I 1988 stopper du i OB, og tager til Næstved. Hvad var grunden til det?

– Det er faktisk en sjov historie. Både sjov og tragisk. Det sjove er, at da jeg var i Berlin, der var Ole Rasmussen også i Berlin, bare i Hertha Berlin. Vi kendte hinanden fra landsholdet, og vi fik et helt unikt kammeratskab i de to år. Da jeg så tager hjem, skal Ole også hjem nogle måneder efter, og jeg siger så til ham, ‘Hør lige her, du skal hjem til OB’. Det ville han godt nok ikke, for han havde jo gården hjemme i Næstved. Jeg sagde til ham, at han var nødt til at komme til OB, for vi havde brug for ham, og så kunne vi også fortsætte vores kammeratskab. Det lykkedes os så at få ham til OB, og han var der i halvandet år, inden han rejste tilbage til Hertha Berlin, og da han var færdig med kontrakten dernede, tog han så til Næstved.

– På et tidspunkt blev han så assistenttræner i Næstved, hvor de havde en, der hed Benny Jensen som træner. De havde et rigtig godt hold, men de kunne ikke få det til at fungere. I 88 blev jeg uvenner med OB, fordi jeg havde et Albani depot på det tidspunkt, og det fik jeg allerede, da jeg kom hjem i sommeren 84, og det skulle jo passes. Det var vigtigt for mig, for min karriere var ved at gå på hæld, og så skulle jeg have et civilt arbejde. Så lavede jeg en kontrakt efter, at jeg kunne komme til træning, men ikke alle træninger, for så kunne jeg jo ikke passe mit arbejde ved siden af. Der var helt klare linjer for, hvordan og hvorledes det var.

– Så kom Roald Poulsen til klubben som træner, og han ville have, at alle spillerne var der hele tiden. Så havde vi nogle uoverensstemmelser, for det kunne jeg ikke. Jeg havde så en aftale i min kontrakt om, at jeg kunne sige den op der om sommeren, og jeg gad ikke at have det bøvl, så jeg sagde aftalen op, og ville stoppe med at spille fodbold. Så var den ikke længere.

– Så ringede Ole, og sagde, ‘Det der med du ikke vil spille mere, det kan du da roligt glemme alt om. Vi har brug for dig herovre i Næstved’, og så svarede jeg, ‘Ja, det kan du da glemme alt om’. Der var færge dengang, der var ikke nogen bro, man lige kunne køre over. Jeg kunne ikke passe mit job og samtidig spille derovre, med alt den tid jeg skulle bruge på at sejle. Han mente, at det mindste jeg kunne gøre, var at tage en snak med dem, når han nu havde spillet halvandet år i OB for min skyld. Han ville have, der skulle stå 1-1, og jeg kunne køre med Ole Kjær, der boede i Esbjerg, og spillede for Næstved.

– Det endte så med, at jeg spillede for Næstved i 3,5 måned, og fra at ligge andensidst, så vandt vi sølv. Det gik fantastisk. De havde et godt hold, de ville bare ikke spille hinanden. Det var med Mark Strudal og Kurt Jørgensen, de ville allesammen være stjerner. Vi fik styr på det, og så spillede vi fantastisk, og vandt sølv.

– De ville have, jeg skulle blive derovre og spille videre, men jeg var jo i træning fra OB, og det ville jeg ikke være, hvis jeg skulle starte op igen. Jeg vart kun i Næstved og træne en gang om ugen, og det var ikke realistisk på den måde. Så jeg sagde, ‘Nu står den 1-1 Ole, festen er forbi’.

Ærgrer det dig ikke, at du ikke var med i den trup, der blev dansk mester i 1989?

– Jo. Jeg ville gerne have spillet videre i OB, og jeg kunne også sagtens have gjort mig gældende. Roald ville noget andet, men det kunne jeg ikke få til at harmonere, så det var en lidt bitter afsked med OB, må jeg sige. Jeg var lidt ked af, at jeg ikke bare spillede i OB, til jeg ikke skulle spille mere. Jeg ville helst have sagt, når jeg ikke kunne følge med mere. Når det så ikke kunne lade sig gøre, så var det her en sjov måde at gøre det på. Måden det skete på med OB, var bare ærgerlig.

Du spillede 355 kampe for OB. Havde du regnet med det, da du debuterede i 1974?

– Jeg var godt klar over, at når jeg havde været på førsteholdet siden junior og ynglinge, og altid lavede mange mål, så ville jeg også fortsætte med at lave mange mål og være på førsteholdet og få mange kampe. Man vidste ikke, hvad karrieren ville byde på, jeg kunne jo være blevet i udlandet, og så havde jeg måske kun fået 200 kampe. I starten spillede vi kun 22 kampe på en sæson plus pokalkampe, og så blev det til 30 kampe, men antallet havde jeg ikke spekuleret over.

– OB har jo også været min klub. De udenlandske klubber kan man ikke tage med ind i den ligning, og de andre klubber har jo været, når det var stoppet. OB har altid været min klub.

Du er den mest scorende i OB’s historie med 130 mål. Regner du med, at den rekord kommer til at stå for evigt?

– Ja, det regner jeg faktisk med. Det gør jeg fordi, at i dag er man ikke ret lang tid i klubberne. Så kommer der en ny svensker, så kommer der en nordmand, og så kommer der to afrikanere. Hvis der er flere penge for en dansk spiller i AGF, så rejser han til AGF. Man ser sjældent de der spillere, der spiller 10-15 sæsoner i samme klub, og hvis man skal score 130 mål, skal man altså være der i nogle år. Hvis OB får sådan en spiller, der scorer mange mål, så er der også andre klubber, der vil have ham. Han får ikke lov til at være der og lave mål på mål i 10 år. Jeg vil give rekorden gode muligheder for at bestå, men vi er jo ikke udødelige.

Hvad betragter du som den største oplevelse i din karriere?

– Det er jo spørgsmålet til 10.000 kr. Der kan man ikke ramme plet. Der er jo nogle ting, som kommer frem. Der er ikke én ting, hvor man lige kan sige, det er det. Jeg havde en enorm sjov oplevelse, da jeg fik min debut på landsholdet, og selvfølgelig i 77, da vi blev mestre. Det var ikke bare én kamp, det var hele året. Jeg var også med på landsholdet i 82, og scorede mod England. Det var med til at sætte gang i hele den danske optur, hvor Sepp var træner. Det var en vigtig kamp. I Hamborg var jeg med til at vinde mesterskabet og Champions League. Det er svært at pege på, hvad det største er.

Hvordan og hvor meget følger du OB i dag?

– Jeg følger OB, alt det jeg kan. Jeg er ude og se alle de kampe, jeg kan, på hjemmebane. Jeg hygger mig enormt med det, og at møde de gamle venner og de gamle fans. Det er vældig godt.

Skulle du bruge betænkningstid, da du blev spurgt, om du ville være OB Ambassadør?

– Nej, overhovedet ikke. OB er jo min klub, og jeg har haft så mange glæder der, og hvis jeg kan gøre et eller andet, så gør jeg det meget gerne. Jeg har ikke noget problem med at hjælpe dem, det vil jeg hellere end gerne. Jeg synes, det er fint, at de kan bruge os gamle spillere. Folk vil også gerne snakke med os, og alle er jo vellidt. Det er man jo, fordi man har opført sig pænt, mens det gik godt. Vi kom godt ud af det med hinanden og tilskuerne, og det lønner sig.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *