Barrett: Ryan har været god ved mig

Her til aften spillede OB deres sidste kamp i grundspillet, da de fik besøg af Randers, og mens fynboerne havde sikret pladsen i mesterskabsspillet, kunne Randers gøre det samme med en sejr.

Der var dog ikke meget hjælp at hente for gæsterne da OB vandt kampen med 1-0, og Jacob Barrett mener ikke, det var nogen nem kamp for hjemmeholdet.

– Det var en svær kamp på en svær bane, med utroligt meget vind. Det var ikke en af de kønneste kampe, vi har spillet, men det viser, at vi lige nu har vind i sejlene, og det er utrolig vigtigt, at vi står her med tre point nu.

Det kendetegner vel også et tophold, at vi vinder på vores knap så gode dage?

– Helt enig. Vi har fået bygget en rigtig god vinderkultur op i truppen, og det viser vi igen i dag.

Barrett tegnede sig for kampens eneste mål, og selvom han er glad for at score, så var det sejren, der var det vigtigste for ham.

– Det er altid dejligt at blive matchvinder. Det vigtigste var, at vi fik de tre point, om det så var mig eller en anden, der scorede målet, det er underordnet. Det vigtigste var, at vi gik herfra med tre point, og det gjorde vi, så det var dejligt.

Barrett scorede også i kampen mod Brøndby efter et oplæg af den modsatte wingback, Ryan Johnson Laursen. Det var også ham, der lavede assisten til målet i dagens kamp, og Barrett mener derfor, at det måske er ham, der skylder Ryan en assist nu.

– Haha, ja de to sidste gange har han godt nok været god ved mig, så det kan da godt være, jeg skal til at betale ham lidt tilbage.

Sejren over Randers var den sjette på stribe for OB, og Barrett har aldrig før prøvet at vinde seks kampe i træk, men han er begejstret over det.

– Nej, det har jeg ikke. Det føles rart, og der er naturligvis en rigtig god stemning i truppen, så vi skal bare ud og bygge videre. Nu har vi lige en landskampspause, hvor vi lige kan falde lidt ned og få restitueret, og så er vi klar igen.

Hvad er det, der gør, at vi ikke kan tabe for tiden?

– Vi tror på egne evner, og så får vi lagt den på hylden, når vi skal. Selvfølgelig skal vi nok score en enkelt mere i dag. Men 1-0 er en sejr, og det giver tre point.

Inden runden var FCK, FC Midtjylland og OB sikret en plads i mesterskabsspillet, og dagens resultater gjorde, at Brøndby, Esbjerg og FC Nordsjælland også kommer med. Barrett mener, at de andre hold står godt til OB.

– De står godt til os. Vi er inde i en god stime, og det skal vi ud og have bygget videre på. Det er fedt at være med i det gode selskab, det er mange år siden, vi har prøvet det. Vi skal ud og nyde det og tage én kamp af gangen. Vi skal blive ved med at holde snuden i sporet, så skal det også nok gå.

Barrett har scoret fem mål i Superligaen i denne sæson, mens Bashkim Kadrii og Nicklas Helenius begger har lavet syv. Wingbacken har da heller ikke de store ambitioner om at udfordre dem om topscorertitlen.

– Som jeg sagde før, er det ikke noget, jeg bruger så meget tid på. Jeg gør selvfølgelig alt til træning for at forbedre mig, og det er da dejligt at få scoret, men det er de tre point, der tæller.

De mange sejre OB har hentet på det seneste, betyder, at der er blevet drukket en del sejrs øl. Barrett er dog ikke bange for at ende som alkoholiker.

– Hahaha.. Nej, det er jeg bestemt ikke. Nu har vi fået tre point, og der er lang tid til, vi skal spille næste kamp, så vi skal selvfølgelig op og have en sejrs øl nu også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *