Blog: Giv Jesper Hansen noget kredit!

Hvis man laver en liste over, hvilke sportsdirektører, der er de mest udskældte i Superligaen, så ville Jesper Hansen helt sikkert være blandt de absolut øverste.

Blandt OB-fans har der været stor kritik af både køb og salg, siden han blev hentet til klubben, og i diverse medier, særligt Ekstra Bladet, har han også fået kritik for at være en dårlig købmand.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også synes, der har været smuttere, og alle beslutningerne i Jesper Hansens tid har ikke været lige gode, men der skal også være en mening med galskaben omkring, hvad han skal have skylden for.

Nogle gange så er det lige meget hvad, der sker i og omkring OB, så er det hele bare Jesper Hansens skyld. Det seneste skud på den stamme er det nyligt præsenterede underskud i OS&E. Jeg har set flere på sociale medier og forum, der mener, det simpelthen også er Jesper Hansens skyld.

Posten som sportsdirektør er generelt øretævernes holdeplads, og Jesper Hansen har stået på mål for meget i den tid, han har været i OB. Noget af det har måske været berettiget, mens noget af det måske har været uberettiget. Jeg synes dog kun, man kan have respekt for, at han gang efter gang har stillet op til diverse fan-arrangementer, selvom han har vidst, at han ville blive genstand for kritik, og af og til også personangreb. Han har stået i midten af det hele, og taget det i stiv arm hver eneste gang, og det er fandme beundringsværdigt.

Man skal huske på, at da Jesper Hansen blev ansat i OB, var det overordnede mål, at der skulle spares penge. Det har han gjort, og så vidt jeg ved, er selve fodbolddelen, når man ser bort fra de andre dele i OS&E, faktisk blevet en sund forretning.

Der er også blevet peget en del fingre mod Jesper Hansen over, at Rasmus Falk smuttede gratis fra OB, og det ser ud til, at det samme sker med Sten Grytebust efter denne sæson.

Hvorfor solgte man ikke Rasmus Falk? Eller hvorfor var man ikke i stand til at forlænge med ham? Et salg kræver, at der er tre parter, der er interesseret i det. Måske var der ikke nogle tilbud, der matchede det, som OB mente, han var værd. Måske var der tilbud, som OB mente, var gode nok, men som ikke var interresant for spilleren. Måske var der reelt bare ikke nogle klubber, der var interesseret i at købe ham. Han endte som bekendt med at skrive kontrakt og skifte gratis til FCK, hvor han angiveligt tjener i omegnen af 4,5 mio. kroner om året, hvilket nok er årsagen til, at OB ikke lykkedes at forlænge med ham. Det skal man lige huske på, når man råber op om, at Jesper Hansen har ‘foræret ham væk’.

Den samme situation er ved at gentage sig nu med Sten Grytebust. Hans kontrakt udløber efter sæsonen, og alt tyder på, at han er fortid i OB til den tid. Her mener nogle også, at Jesper Hansen forærer ham væk gratis, men lad os lige tage de scenarier, der har været fremme.

Det kom frem, at Brøndby havde budt på Grytebust nærmest 5 minutter i transfervinduets lukning januar 2018. Det bud var ifølge rygterne på omkring 10 mio. kroner. Mange mener, at OB skulle have solgt Grytebust på det tidspunkt, og personligt synes jeg da også, det er en fin pris for den norske målmand. Jeg kan dog godt forstå, at Jesper Hansen vendte tommelfingeren nedad.

Dem der siger, han skulle have solgt ham til Brøndby, havde de klappet i deres hænder dengang, hvis han havde gjort det? Jeg tvivler. Et salg til Brøndby er automatisk ikke populært hos fansene, og når det samtidig sker et par minutter i vinduets lukning, og man så ville stå med Thomas Mikkelsen og en, på det tidspunkt, uprøvet Oliver Christensen, så var Jesper Hansen bestemt heller ikke blevet populær på det.

Kunne man så have solgt Grytebust i sommers eller her i januar? Ja, det kunne man da sikkert. Men med et helt og et halvt år tilbage af kontrakten, er det selvfølgelig ikke de store penge, der kommer på bordet. Igen er der tre parter, der skal være interesseret i en handel, og det har der altså ikke været. Måske har der været bud, som OB ikke mente, var interessante, og måske har der været muligheder, som ikke var interessante for Grytebust.

Der er også den mulighed, at det hele er kalkuleret således, at OB mente, man havde bedst muligheder for at komme med i mesterskabsspillet, hvis man havde Grytebust i truppen. Faktum er i hvert fald, at man nu er med i det sjove selskab, og der er nok flere penge i det, end man kunne få for Grytebust i januar. Så det regnestykke er da regnet godt ud.

Her vil nogen så sige, at det er Jakob Michelsen, der er ansvarlig for, at vi er kommet i top seks. Jeg er også helt enig i, at der er sket mange rigtig gode ting i OB, efter han er blevet ansat som træner.

Der er dog alligevel lige et lille men.. Da Kent Nielsen var træner, var alle Jesper Hansens kritikere på banen med, at det var sportsdirektørens skyld, at resultaterne ikke var bedre, fordi træneren ikke fik de optimale betingelser at arbejde under, osv. osv.

Efter Jakob Michelsen er blevet træner, og det går ret godt ude på banen, så er det trænerens skyld, når det går godt. Altså, når det går skidt, er det Jesper Hansens skyld, og når det går godt, så er det trænerens skyld. Det hænger ikke helt sammen. Det var jo altså også Jesper Hansen, der ansatte Jakob Michelsen. Det kan han vel også roses for.

For omkring to og en halv måned siden lavede Ekstra Bladet en artikel, der hed noget i stil med ‘Superligaens Bedste Købmænd’, og her var der lavet en liste, der rangerede alle sportsdirektørerne. Artiklen er ændret nu, så listen ikke er der længere, men jeg er ret sikker på, at Jesper Hansen lå nummer 13 på den liste.

Som jeg skrev i starten, synes jeg også, der har været smuttere i Jesper Hansens tid, og der har også været ting, jeg ikke har været tilfreds med, men den placering synes jeg, er helt hen i vejret.

Jeg er langt fra imponeret af alle de indkøb, Jesper Hansen har lavet, men man skal også huske at have med i ligningen, hvor mange penge han har haft at købe ind for. Det er der reelt kun meget få folk, der ved.

Det kunne godt se ud til, at der var et lidt større beløb at handle for i sommerens transfervindue forud for denne sæson, og der synes jeg også, at Jesper Hansen viste, han faktisk er en ganske habil købmand, som man siger på godt jysk, hvor han selv kommer fra.

Janus Drachmann, Bashkim Kadrii, Ramon Leeuwin og Alexander Ludwig blev hentet ind, og det kan man vidst godt sige, har været en succes. Sayouba Mande blev også hentet, og han har ikke spillet den store rolle. Kamil Vacek blev hentet ind, og er allerede sendt ud igen. Han viste sig at være et fejlkøb, og det er jeg sikker på, Jesper Hansen gerne erkender.

Det var kun Oliver Lund, der blev hentet ind i januars transfervindue, og der var virkelig meget kritik af det indkøb. Her synes jeg også, kritikken er blevet modbevist. Lund var garanteret billig at hente, og han er helt sikkert heller ikke en af de mest løntunge spillere, men han har absolut gjort det godt.

I sidste måned solgte OB den unge angriber, Mathias Jørgensen, for et større millionbeløb til New York Red Bulls, og for nyligt var det Mikkel Desler, der blev solgt til den norske klub, Haugesund.

Der er ingen officielle beløb på salgene, men vedvarende rygter omkring salget af Jørgensen lyder på 15 mio. kroner. Det eneste der har været fremme om salget af Desler, er, at Leif Rasmussen fra Fyens Stiftstidende skrev på Twitter, at prisen lå på 3-4 mio. kroner. Hvis det er rigtigt, er det to imponerende salg, og det viser i min verden også, at Jesper Hansen ikke er en af Superligaens dårligste købmænd.

Der er også sket en del på ungdomssiden, efter Jesper Hansen er kommet til OB. Der er blevet taget flere unge spillere op i førsteholdstruppen, og det sidste bevis på det er den lovende målmand,Hans Christian Bernat, der har skrevet under på en to-årig kontrakt fra sommer, hvor han kommer på fuld tid hos Superligaholdet.

Sidst men absolut ikke mindst, så har Jesper Hansen arbejdet hårdt på at få forbedret faciliteterne for Superligaholdet. Jeg tror, det er en af de ting, der har gjort, at han måske har ligget søvnløs om natten engang imellem. Det har betydet rigtig meget for ham, og i sidste uge kunne OB så endelig melde ud, at man begynder opførelsen af et nyt ‘Superligahus’ i Ådalen. Det har helt sikkert fjernet en del pres fra sportsdirektørens skuldre.

Nu bruger jeg en masse tid nede i Ådalen, og jeg støder på Jesper Hansen af og til, så jeg er også så heldig at opleve ham på en anden måde end dem, der kun oplever ham ‘gennem pressen’.

Min oplevelse er, at han går ind i alt med liv og sjæl. Han er utrolig arbejdsom, og OB betyder virkelig noget for ham. Jeg oplevede ham til en reserveholdskamp på Odense Stadion, og han levede sig så meget ind i den kamp, at man skulle tro, det var en finale i Champions League.

Han har altid tid til at stoppe op og tage en snak om løst og fast. Han har altid en sjov bemærkning i ærmet, og han stiller generelt altid bare op, når man spørger efter ham.

Når jeg har set, der har været kritik af Jesper Hansen, har jeg af og til siddet og kigget på, hvem der er sportsdirektør i de andre klubber i Superligaen, og tænkt på, hvem jeg gerne ville bytte med. Jeg kan ikke komme frem til mange.

Jeg skylder ikke Jesper Hansen noget, men jeg kan rigtig godt lide ham. Jeg synes, han er en god sportsdirektør for OB. Jeg siger ikke, at alle andre skal have det samme syn på ham som mig, men jeg synes, manden skal have kredit, når han fortjener det, og det gør han!

Du vil måske også kunne lide...