Drachmann: Klare favoritter mod Silkeborg

Det er efterhånden et par uger siden, OB sidst spillede kamp, da der i sidste weekend var landskamp, og Superligaen derfor holdt pause.

Mandag aften skal OB igen i aktion, når de skal møde Silkeborg på udebane, og holdets anfører, Janus Drachmann, ser frem til at spille igen.

– Jeg glæder mig. De sidste tre kampe har kun kastet to point af sig, så nu ser vi allesammen frem til at jagte de tre point i Silkeborg.

Synes du, vi har spillet til mere end de par point, vi har fået?

– Ja, det synes jeg. Jeg synes, vi har skabt de chancer, der skulle til for at vinde, og vi har holdt vores modstandere nede på et minimum af chancer, så jeg synes, vi burde have haft fire point mere.

I den seneste kamp mod SønderjyskE fik OB bolden i nettet i overtiden, men målet blev fejlagtigt underkendt for offside. Det er også noget, der har fyldt noget i truppen.

– Den fyldte meget i dagene efter kampen, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Vi er nødt til at komme videre og se på de rigtige ting, vi gjorde i kampen, for dommerens beslutning kan desværre ikke gøres om.

Silkeborg er kommet skidt fra land i Superligaen, og har ikke vundet en kamp endnu. Vi skal vel vinde deroppe?

– Der er ingen tvivl om, at den skal vindes, men det handler også lige om at gøre det. Silkeborg fik en mindre god start, men de er begyndt at få lidt point på tavlen. De er også begyndt at score en del mål, men samtidig lukker de også en del ind. Det er en kamp, vi er klare favoritter i, og det er en kamp, vi skal vinde.

– Vi spiller på deres hjemmebane, en kunstgræsbane som de er vant til at træne på, så det bliver en udfordring, ligesom når vi møder FC Nordsjælland. Vi skal være klar fra start, og så skal vi komme med en masse energi, og så skal vi nok skabe de chancer, der skal til for at vinde.

Hvordan har du det personligt selv med at spille på kunstgræs?

– Jeg er ikke ret stor fan af det. Jeg kan godt forstå, klubberne gør det i forhold til økonomi og den praktiske del, men jeg synes, det er ærgerligt for selve fodbolden. Duften af græs og beskidte knæ får man ikke ved at spille på kunstgræs.

Hvordan ser du Silkeborg som hold?

– Silkeborg er et hold, som rigtig gerne vil spille. De fik hentet nogle spillere ind i vinduet, som har nogle Superligakampe på CV’et, og ellers er det begrænset med Superligakampe på deres hold. Det er mange unge spillere, som omvendt har spillet sammen i 1. division og fik en flot oprykning. Det er et hold, der kender hinanden, men de kæmper måske en lille smule med at finde det rette tempo til Superligaen.

Du vil måske også kunne lide...