Endelig et lokalopgør igen!

Her i Odense har vi for mange år tilbage været forkælet med en del lokalopgør. Ikke noget moderne ‘Derby’ eller noget med ‘Firm’, nej, vi har haft lokalopgør.

Tilbage i 1970’erne farede tilskuerne på stadion til vores lokalopgør. I 1973 var der 27.000 tilskuere til en kamp mod B1909, og i 1977 var der hhv. 25.000 og 22.000 tilskuere, i vores to kampe mod dem.

Sidste gang vi havde et lokalopgør mod B1909 på Odense Stadion i den bedste danske række, var tilbage i 1992, hvor der var 15.000 tilskuere.

De sidste mange år har vi dog ikke haft de lokalopgør, som vi så godt kan lide, for der findes jo ikke noget bedre end at vinde over ens rivaler, vel?

Vores rivaler er jo nok B1909 og B1913, og det har umiddelbart lange udsigter, hvis vi nogensinde skal spille mod dem i Superligaen igen.

Derfor håber vi hvert år på, at vi trækker dem i pokalturneringen, og det gjorde vi senest i sæsonen 2000/2001, hvor vi slog B1909 3-0 i 4. runde af pokalturneringen.

Siden da har det været temmelig sløjt med lokalopgørerne. I 2010/2011 sæsonen vandt vi 2-0 over Marienlyst, som nok er ‘Odenses nummer 2’ lige i øjeblikket.

I 2013/2014 slog vi FC Svendborg med 2-0 i 3. runde af pokalturneringen, og selvom det ikke helt er et rigtigt lokalopgør, så tager vi den med alligevel.

I forrige sæson var der igen lokalopgør, da vi skulle spille mod Tarup Paarup, som leverede en ganske god kamp, men va vandt dog alligevel med 2-0.

Nu kan vi så glæde os over, at der også i denne sæson er lokalopgør. Jeg havde personligt håbet på, at vi havde trukket B1913, men i stedet blev det Dalum.

Dalum har som sådan aldrig været vores rivaler, men det er dog et lokalopgør mod en af de odenseanske klubber, der er i fremgang, og den tager vi gerne med.

Som udgangspunkt skal kampen spilles i Dalum, men det er før set, at modstanderne har valgt at flytte kampen til Odense Stadion. Kampen skal spilles mellem den 29. og 31. august.

Der er ingen tvivl om, at det er en kamp, hvor vi er store favoritter, men alligevel skal vi ikke tage for let på det. De seneste år er vi røget ud til Brønshøj, Fredericia og Vendsyssel, og selvom de alle tre lå i 1. division, og Dalum ligger i 2. division, så kræver det altså stor koncentration.

Dalums spillere vil helt sikkert være meget opsatte til kampen, og de vil nyde at kunne drille ‘Storebror’ OB.

Uanset om kampen skal spilles i Dalum eller på Odense Stadion, så håber vi på, at der kommer en masse stribede trøjer til kampen, så vi kan nyde at vi igen får et lokalopgør.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *