Festersen takker af – Lund siger goddag

Rasmus Festersen udtalte i et tidligere interview med os her på OBstruktion, at han ville blive i OB i resten af sin karriere, og det har den rutinerede angriber tænkt sig at holde.

Hans kontrakt med klubben udløber efter denne sæson, og tidligere i dag meldte OB ud, at Festersen lægger støvlerne på hylden til den tid.

Angriberen har ikke spillet den store rolle i denne sæson, hvor Jakob Michelsen ikke rigtig har kigget hans vej, og det er derfor mest blevet til kampe for reserveholdet og i Baltic Sea Cup.

Efter en kamp mod Union Berlin i Baltic Sea Cup sagde Festersen til os, at han ikke rigtig følte, han var i nærheden af Superligaholdet, og derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at han har valgt at takke af ved kontraktudløb.

Festersen har i hele hans tid i OB været blandt fansenes favoritter med hans meget imødekommende væsen og hans tilgang til tingene. Han har altid haft tid til en snak med fansene, og går også op i, hvad der sker omkring dem.

På trods af den manglende spilletid i denne sæson, har han hele tiden haft en forbilledlig tilgang til træning, hvor der ikke kan sættes en finger på hans professionalisme.

Der skal derfor lyde en stor tak til Rasmus Festersen for hans indsats i den stribede trøje, og stort held og lykke i fremtiden.

Lidt mere overraskende end Festersens karrierestop var det, da OB i formiddags præsenterede Oliver Lund som ny spiller i den stribede trøje.

Truppen har været lidt presset i det centrale forsvar, hvor Alexander Ludwig sidder ude med en skade i nogle måneder endnu, og derfor er der kun Jeppe Tverskov, Marco Lund og Ramon Leeuwin til at dække pladserne i det centrale forsvar.

Hvis meningen er, at man skal blive ved med at spille 3-5-2, er det derfor meget satset kun med tre spillere til at dække de tre pladser, og man har derfor været klar til at hente ind en.

Det kunne man se allerede i sidste uge, da Brandon Onkony var på prøvetræning, men han blev altså vejet og fundet for let, og det endte altså med, at man købte Lund fri i Lyngby.

Han har skrevet under på en kontrakt, der gælder for resten af denne sæson, og det er ikke så tit, man ser en spiller, som man har betalt for at købe fri, kun får så kort en aftale.

Lund har dog næppe været dyr at hente, og der er da nok heller ingen tvivl om, at han skal ses som en gardering til de tre andre, og det er han nok også selv helt klar over.

Hvis det hele tiden har været meningen, man ville ud og finde en, der kunne hjælpe os i resten af sæsonen, så er jeg egentlig ikke så negativt stemt, som jeg har set andre være, over tilgangen af Lund.

Hvis alternativet har været at hente en eller anden ind på en lejeaftale, så er fordelen med Lund, at han kender klubben, og klubben kender ham. Vi ved, hvad vi får, og han ved, hvad han går ind til.

Lund er også en polyvant spiller, der kan dække mere end én plads, og det kan også gå hen og blive en fordel for os. Én ting er i hvert fald sikker, og det er, at med Oliver Lund der får vi en, der går ud og kæmper røven ud af bukserne hver gang. Han var glad for at være i klubben sidst, og mon ikke han nok skal blive det igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *