Godt nyt fra Ådalen

Der var ikke så meget positivt at berette om i går, da OB spillede på udebane mod SønderjyskE, og måtte se sig besejret med 2-0.

Dagen derpå var der dog lidt godt nyt fra bane 1 i Ådalen, da Oliver Christensen igen var tilbage på træningsbanen efter sin skade. Han var kommet ud alene sammen med målmandstræner, Lars Bjerring, et godt stykke tid før de andre kom ud, og da han gik ind igen, havde han i hvert fald været med i mere end en time.

Målmanden så meget livlig ud, og så ikke ud til at have nogle problemer med de forskellige bevægelser, men hvordan det ser ud med at få ham i kamp igen, må tiden vise.

Det er heller ikke voldsomt længe siden, at den unge forsvarsspiller, Christian Vestergaard, blev ramt af en skade under træningen. Det kan du læse mere om her:

Skadesopdatering fra Ådalen: Det så slemt ud med Vestergaard

Vestergaard var også på træningsbanen i dag, og han gik først ud igen i afslutningen af træningen, og ifølge ham selv så regner han med at være fuldt ud med igen fra på onsdag. Hvis man så situationen, hvor Vestergaard blev skadet, kan det godt være lidt overraskende, at han allerede er med igen.

Aron Thrandarson har også siddet ude i de seneste kampe, men han var også rigtig godt med til træningen i dag, indtil han gik ud til sidst sammen med Vestergaard. Han ser også ud til at være langt fremme i forhold til at blive klar.

Kasper Larsen, Janus Drachmann og Troels Kløve var alle tre på skånekost, og trænede ikke med holdkammeraterne, men lavede i stedet nogle øvelser med fysioterapeuten.

Ryan Johnson Laursen har heller ikke været med i de seneste kampe, og han var heller ikke at se ude på træningsbanen til dagens træning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *