Harboe: Håber på debut i den første sæson

Jonathan Harboe fyldte 18 år i går, og det fejrede han med at skrive under på en fuldtidskontrakt med OB, der gælder for de kommende tre sæsoner.

Han går dermed i fodsporene på folk som Mikkel Desler, Jens Jakob Thomasen, Mathias Greve, Julius Eskesen og Oliver Christensen, der også er kommet op på førsteholdet via ungdomsafdelingen.

Når man bliver 18 år, kan der ikke være mange bedre fødselsdagsgaver end at blive professionel fodboldspiller, og Harboe er da også meget glad for sin nye kontrakt.

– Det er stort. Det har været min drøm, lige siden jeg var helt lille. Det er det, jeg altid har arbejdet hårdt for at opnå.

Den unge midtbanespiller ved godt, at han ikke kommer til at gå direkte ind på holdet, men han vil gøre alt, hvad han kan for at få chancen.

– Jeg skal bare blive ved med at arbejde stenhårdt, og så håber jeg på, at jeg får muligheden en dag.

Den første tid vil Harboe bruge på at bygge på sin fysik, så han ikke kommer til at halte for langt efter de andre spillere på fysikken.

– Mit fokus er, at jeg har været meget plaget af skader, så jeg skal arbejde mig frem til at få de skader væk og få noget mere fysik på min krop, så jeg er klar til at være med ved de store drenge.

Harboe håber selv på, at han kan gøre så meget opmærksom på sig selv, at han får debut i Superligaen allerede i den kommende sæson.

– Jeg har sat et mål om, at jeg gerne vil have min debut i min første sæson, men det er jo op til den nye træner, og så er det op til mig selv at vise, hvad jeg kan.

Midtbanespilleren er da også selv opmærksom på, hvad hans kvaliteter er, og hvad han kam komme op på holdet og bidrage med.

– Jeg kan bidrage med hårdt arbejde, og jeg kan bidrage med at være en central midtbanespiller med gode kvaliteter på bolden, og samtidig er jeg en hårdtspillende spiller.

Det er ikke helt nyt for Harboe at være med omkring førsteholdet, da han har været oppe og træne med dem flere gange, og det har været en god oplevelse for ham.

– Jeg er blevet modtaget rigtig godt. De er sgu nogle gode gutter deroppe. Allesammen har taget godt imod mig.

Harboe har været gennem ungdomsafdelingen i OB, og det betyder rigtig meget for ham at blive professionel i lige netop den fynske klub.

– Det betyder meget. Det har været min store drøm at skrive under på den her professionelle kontrakt i lang tid, og det har været min store drøm at spille for OB.

– Jeg har jo siddet på bænken én gang, mod AGF, og det var en stor oplevelse, selvom vi tabte kampen.

Du vil måske også kunne lide...