Hvem skal være ny træner?

Tidligere i denne uge blev Kent Nielsen fyret som træner for OB, fordi klubben ikke har levet op til målsætningen i de seneste to sæsoner, hvor top seks er glippet.

Det har længe stået klart, at assistenttræner John Bredal ville være færdig efter denne sæson, så det er Tonny Hermansen og Janus Blond, der har stået for træningen den sidste uge.

Truppen går nu på ferie, og starter træningen op igen den 18. juni. Til den tid skulle der gerne stå en ny træner klar. Men hvem skal tage over efter Kent? Vi tager et kig på fem muligheder.

Den oplagte:

Hvis man kigger på de trænere, der ikke har noget job lige nu, så er Jakob Michelsen nok det mest oplagte bud. Han er også bookmakernes favorit.

Michelsen er en ung træner, da han kun er 37 år, men allerede som 14-årig startede han som fodboldtræner. I 2014 overtog han trænerjobbet i Skive, og han førte holdet fra 2. division op til 1. division, hvor han fik stabiliseret holdet. Han imponerede med en stime på 18 sejre i træk, hvilket er ny rekord i Danmark.

De gode resultater betød, at SønderjyskE kunne se potentiale i ham og valgte at købe ham fri i 2015. Her slog Michelsen for alvor sit navn fast i dansk fodbold, da han meget overraskende vandt sølv med klubben, og de kvalificerede sig til europæisk fodbold for første gang i historien. Michelsen vandt også prisen som ‘Årets Træner’ i Danmark i 2015.

I november 2016 skrev han under på en kontrakt med den svenske klub Hammarby, som han overtog 1. januar 2017. Han førte klubben frem til 9. pladsen i Allsvenskan, som var deres bedste resultat siden 2008, men på trods af det blev han fyret efter kun en enkelt sæson i klubben, da han kom på kollisionskurs med klubbens sportsdirektør.

Michelsen er blevet kendt som en træner, der er en rigtig god taktiker, og som ikke lægger sig fast på én spillestil, men som kan tilpasse sig modstanderen.

Han har også tidligere arbejdet sammen med OB’s kommende assistenttræner, Henrik Hansen, og den fysiske træner, Janus Blond, i SønderjyskE, hvilket måske kan være en fordel for ham.

Den oplagte nye træner for OB er Jakob Michelsen, men der kan også være andre klubber, der kunne være interesseret i ham.

Sportsdirektørens bekendte:

OB’s sportsdirektør, Jesper Hansen, var manden, der hentede Kent Nielsen til klubben. De to kendte hinanden godt, da de havde arbejdet sammen i Horsens, hvor Hansen også var sportsdirektør, da Kent Nielsen var træner.

Hvis Jesper Hansen igen skulle overveje én, han tidligere har arbejdet sammen med, så kunne det være Johnny Mølby.

Mølby er en af de trænere, der selv har spillet på det højeste niveau, da han i sin aktive fodboldkarriere spillede en masse kampe for Vejle, inden han tog til udlandet, og spillede for FC Nantes, Gladbach og Mechelen, og vendte hjem til Danmark, hvor han optrådte for AaB og AGF.

Hans første trænerjob i Superligaen var hos Horsens, hvor han kom til i 2009, og fortsatte frem til 2014. Hans tid i Horsens startede dog i 1. division, men han fik dem op i Superligaen i første forsøg.

Efter en pause fra fodbolden var Johnny Mølby tilbage i job igen i juni 2015. Her overtog han styringen med Superligaklubben, Viborg.

Hans første sæson i Viborg var godkendt, da de sluttede som nummer otte i Superligaen, men i den efterfølgende sæson rykkede de ned i 1. division. I første omgang kostede det dog ikke Mølby jobbet.

I den første kamp i 1. division tabte Viborg til Thisted, der lige var rykket op i rækken, og det fik klubben til at fyre Mølby i august sidste år, og han har ikke været træner siden.

Den satsede:

Svenskeren Joakim Mattsson har tidligere været i OB. Efter nogle år som assistent i både Silkeborg og Randers blev han hentet til OB i 2013, da Troels Bech var træner.

Mattsson var i OB i et par sæsoner, inden han fik chancen for at prøve sig af som cheftræner efter syv sæsoner som assistent.

I sommeren 2015 afløste han Jakob Michelsen hos Skive i 1. division, da han rykkede videre til SønderjyskE. Mattsson skrev under på en et-årig aftale, og det blev dog heller ikke til mere i Skive.

Svenskeren skulle dog ikke være arbejdsløs ret længe, da han et par måneder senere blev præsenteret som ny træner i Vendsyssel. Her gjorde han det rigtig godt i hans første halvsæson, og holdet overvintrede på førstepladsen i 1. division.

Det var dog ikke nok for klubbens nye ejere, så inden forårssæsonen gik i gang i 2017, var han blevet fyret, og Erik Rasmussen blev sat ind som træner.

Forud for 2017/2018-sæsonen rykkede Thisted op i 1. division, og de kunne godt se noget i Mattsson, der fik en to-årig aftale hos oprykkerne.

I efteråret var Thisted den helt store overraskelse i 1. division, og de lå til oprykning, da de gik på vinterpause. Foråret var dog ikke godt, og tidligere på måneden valgte klubben at fyre Mattsson, da de ikke havde vundet en kamp i 2018.

Derfor står den svenske træner altså igen uden job, men han vil nok være på blokken nogle steder. Om han er det i OB, er nok tvivlsomt, men han kender klubben, og han skulle være en rigtig dygtig træner. Større overraskelser er set.

OB’eren:

Ligesom Mattsson kender klubben, er der også flere trænere, der gør det. Der er nogle trænere rundt omkring, der selv har spillet i OB. To af dem er brødrene Hemmingsen, Michael og Carsten, der står i spidsen for hhv. Næstved og Marienlyst i 2. division, men HVIS der skal hentes en ind fra denne kategori, så tror jeg mest på Bo Henriksen.

Bo Henriksens seniorkarriere startede i OB, hvor han var i tre år, inden han skiftede til Herfølge, og efterfølgende spillede for en del forskellige klubber.

Hans trænerkarriere startede i 2007, hvor han kun var 32 år. Han overtog styringen med Brønshøj, hvor han i de første år var spillende træner, og han førte klubben op i 1. division i 2010.

Efter syv år som træner i klubben skiftede han til Horsens i 2014, og han har ført dem tilbage i Superligaen.

Både i Brønshøj og i Horsens har Henriksen vist, at han kan bygge et hold op nærmest fra ingenting med et meget lille budget og få dem til at levere resultater. Især denne sæson har været fremragende, hvor Horsens kom med i mesterskabsspillet, og havde en fod med, da det danske mesterskab blev afgjort.

Det er dog svært at sige, om Bo Henriksen kan stå for presset i OB, der uden tvivl er større, end det er i Horsens. Han har slet ikke været vant til at være presset på samme måde, fordi der ikke er de store forventninger, selvom de har gjort det godt. Hans vilje og engagement er der dog ikke mange, der kan nå op i nærheden af.

En anden ting er, at hvis han skal hentes til OB, så skal der betales en kompensation til Horsens, og det er ikke så længe siden, han forlængede sin aftale med klubben.

Langskudet:

Hvis man skulle have lyst til at ryste posen og prøve noget helt andet end de velkendte navne, så har Brøndby som bekendt haft en vis succes med at hente Alexander Zorniger til klubben.

Hvis OB også vil prøve en tysker, så kunne man måske forsøge sig med at hente Uwe Rösler til Fyn. Den 49-årige tysker spillede sin første seniorkamp for FC Lokomotive Leipzig som 18-årig, og han var forbi store klubber som Magdeburg, Dynamo Dresden, Nürnberg, Kaiserslautern, Manchester City, Southampton og West Bromwich i hans karriere. Især hos Manchester City var han en stor profil, og spillede mange kampe på fire sæsoner.

Hans sidste klub som aktiv var Lillestrøm i Norge, og set var også den første klub, han stod i spidsen for som træner. Han nåede i alt seks år som træner i Norge, hvor han også var i Viking og Molde.

Efter opholdet i Norge tog Rösler tilbage til England, som han havde et godt kendskab til. I juni 2011 overtog han jobbet som manager for Brentford, og han har efterfølgende stået i spidsen for Wigan, Leeds og Fleetwood Town.

Fleetwood kom han til i juli 2016, og det blev til halvandet års tid i klubben fra League One, inden han blev fyret efter syv nederlag i træk. Han har stået uden job siden midten af januar, og om han kunne være interessant for OB, og om OB overhovedet er interessant for ham, er ikke til at sige.

Han har dog erfaring som spiller på højeste niveau, og det er også et pænt niveau, han har været træner på i England. Han kender også skandinavisk fodbold fra hans tid i Norge.

 

Du vil måske også kunne lide...