Interview med Ulrik Laursen: Del 1 – Begyndelsen

Vi har haft en lang snak med den tidligere OB-spiller, Ulrik Laursen, og det interview er blevet delt ud i fire dele.

Den første del bringer vi her, hvor vi snakker om hans første tid i OB, og frem til hans skifte til den skotske klub, Hibernian.


Ulrik Laursen var en ganske ung dreng, da han startede med at spille fodbold, og han kan godt huske hans allerførste år, da han spillede i klub.

– Jeg tror, jeg har været fire år, da jeg startede med at spille i Odense KFUM som målmand, hvis jeg husker rigtigt, på et 5-mands hold. Jeg flytter så til Tarup, da jeg er otte år, og så spiller jeg i Tarup, til jeg er 11-12 år, og så flytter jeg til OB, hvor jeg så spillede alle ungdomsårene, indtil jeg blev senior.

– Det er nogle forskellige klubber rundt omkring i Odense, men skiftet til Tarup kom egentlig af, at vi flyttede, og så var det lidt lettere at spille dér.

Forsvarsspilleren fik hans debut for OB’s førstehold tilbage i november 1993 i en kamp mod Brøndby. Den kamp står også nogenlunde klart i hukommelsen.

– Man kan sige, at Brøndby var en anden styrke på det tidspunkt, måske lidt af det som FCK og FC Midtjylland er i dansk fodbold nu. Jeg kan huske, jeg blev sat ind som højre back, og det var måske lidt optimistisk af Kim Brink. Det var en kamp, der gik rigtig hurtigt, og hvis jeg husker rigtigt, tabte vi 4-2, vi tabte i hvert fald. Ikke fordi jeg synes, vi blev løbet over ende. Den fankultur de havde dengang, var sjov at spille under. Man forstod måske ikke helt, i en alder af 17 år, hvad der egentlig foregik, men det var meget sjovt, og jeg fik i hvert fald mod på mere.

Selvom debuten var i slutningen af 1993, kom det helt store gennembrud dog først i 1996, hvor han for alvor begyndte at blive fast mand på holdet. Laursen har dog ikke noget dårligt at sige om de år op til 1996, hvor spilletiden var knap på førsteholdet.

– Det var nogle gode år. Jeg var selvfølgelig ynglingespiller, da jeg fik debut, og spillede også et par kampe efter årsskiftet, men det var hele tiden meningen, jeg skulle flakke lidt mellem begge hold, og da Viggo Jensen kom til, fik jeg at vide, at jeg skulle spille Danmarksserie i mit første år som senior. For mig har det bare altid været sjovt at spille fodbold, og man kan sige at på vej opad, der mødte jeg Ulrik Moseby, der var på vej ud af sin karriere. Jeg har ikke haft nogle idoler i mit liv, men Ulrik Moseby viste, hvilken gejst han havde, og han var god til det der med at lære fra sig, og det med at hvis man var blevet bedt om at spille Danmarksserie, så var det fordi, du ikke var god nok til det andet. Så måtte du enten vise dig frem eller give op, og det synes jeg, var en rigtig god indstilling.

– Jeg elskede som sagt bare at spille fodbold, og jeg havde det bare sådan, at hvis jeg havde fået at vide, jeg skulle spille her, så gjorde jeg bare det. Der var jo også spillere som Bo Henriksen, Thomas Sørensen og Claus Madsen på vores Danmarksseriehold, rigtig mange af de der ynglingespillere, vi næsten vandt DM med, så det var jo ikke slemt. Man gik måske lidt mere i byen som Danmarksseriespiller, end man gjorde som førsteholdsspiller, men det var rigtig fint.

– Jeg kunne godt mærke, at jeg kunne presse lidt på, og jeg fik måske en åbning til, at jeg kunne presse Dethlefsen dengang, og så kom man jo bare stille roligt på, og så kørte det bare slag i slag.

Det hold Laursen blev en fast del af, havde store navne som bl.a. Lars Høgh, Nedergaard, Hemmingsen-brødrene, osv. Han mener da også, at man burde have haft mere ud af det hold.

– Når man kigger tilbage, synes jeg jo, det var utroligt, vi ikke fik mere ud af det hold. Hvorfor man så ikke gjorde det, kan man jo kun gisne om.

– Når man også skal have unge spillere igennem, er det vigtigt, der også er en stamme på førsteholdet, og det var der jo. Michael Hemmingsen har da jævnet et par unge spillere med jorden, fordi han var den type, han nu engang var. Jeg havde måske rygraden til at stå imod, for jeg vidste godt, hvornår jeg spillede dårligt, og hvornår jeg spillede godt, så den der usikkerhed som andre måske havde, den havde jeg ikke.7

– Jeg var jo pænt beskyttet, for jeg havde jo Sangild eller Hemmingsen ved siden af mig, og så havde jeg Schjønberg foran og så Brian Steen skråt foran. Så kan man vidst ikke være mere beskyttet.

– Det var nogle dejlige ærlige mennesker, der var et sundt hierarki, når man kom op som ung, og skulle bære bolde og fylde vanddunke. Selvfølgelig prøver de også at trykke én lidt, det gør man jo i et omklædningsrum. Hvis der er nogen, der giver sig lidt, så trykker man videre, og sådan er det.

– Det eneste jeg synes, er synd, det var, at man ikke fik mere ud af det. Vi vandt bronze, og så synes jeg egentlig, det begyndte at falde lidt fra hinanden. Jeg ved ikke, om Real Madrid-kampen kan have spøgt nogle år efter, så man troede, man måske var lidt bedre, fordi man havde udrettet et kæmpe mirakel, som jo sker engang imellem. Når jeg kigger tilbage, er det i hvert fald ærgerligt, vi ikke fik mere ud af det, men det var en fantastisk tid.

– Personlighederne var jo fantastiske. Lars Høgh, Morten Bisgaard og Michael Hemmingsen. Der var ikke nogle idioter på holdet, hvis man kan sige det sådan. Man kom ikke ind i omklædningsrummet, og tænkte, ’Dig vil jeg absolut ikke snakke med’.

Mener du faktisk, at vi smed et mesterskab på gulvet i de år?

– Nej, jeg tror bare, det nogle gange var i orden, når man spillede på udebane, at så tænkte man, ’Får vi ikke noget med, så er det okay’. Jeg savnede lidt noget DNA, hvor det med at tabe slet ikke var i orden. Jeg siger ikke, man gik ud, og tænkte, det var i orden at tabe til Ikast, og jeg spillede også engang mod Midtjylland, hvor de ikke var det, de er nu, hvor man også sagde, at de skulle bare have tæsk. Hvis man vil være med i toppen, er det nogle hold, vi skal slå.

– Det kan godt være, der var for mange haner i hønsehuset, til at man faktisk kørte i én retning, for der var mange stærke personligheder. Du kan sikkert også snakke med en fra AaB, der mener, at det hold de havde engang, skulle have gjort noget mere. Jeg synes ikke, vi smed noget, men der var selvfølgelig nogle point, man godt kunne have hentet.

Fra debuten i 1993 og til han forlod OB i 2000, havde Laursen fem forskellige trænere i OB. Kim Brink, Viggo Jensen, Roald Poulsen, Jens Plambech og Torben Storm. Det er ganske mange trænere i sådan en periode.

– Jeg synes bare, det var sjovt at spille fodbold, og så kommer der en ny, der vil bestemme. At gå fra Kim Brink til Viggo Jensen var ikke den store forandring, det var jo stadigvæk 1500 km. om året, vi skulle løbe. Der kan man sige, at rent træningsmæssigt var der ingen forskel på dem.

– Roald Poulsen kom med den der lidt afslappede afrikanske indstilling, som egentlig var fin, men jeg tror bare ikke, spillerne var klar til den. Man kan godt blive lullet lidt i søvn. Da Roald kom, blev jeg sluset lidt ud, og Carsten kom på igen, men det var helt fint. Det er jo, som det er, og så må man prøve at komme på igen. Men jeg tror, det var rigtig svært for hele spillertruppen, lige pludselig at få en, der kørte sådan lidt en rolig afrikansk måde ned over træningen.

– Så fik vi Plambech, der havde været ynglingetræner, og jeg tror også, han fandt ud af, at der er forskel på at træne ynglinge og have en idé om, hvordan førsteholdet skal træne, og når man så står der, og har med nogle personligheder at gøre, der kan sige til træneren, ’Prøv lige at hør her, det gider vi bare ikke’. Han kunne godt mærke, det ikke var ynglingedrenge, der ikke turde sige ham imod, det var altså voksne mennesker og egoer.

– Torben Storm kan jeg til dags dato huske med de store Rayban solbriller ude på sidelinjen, hvor han tog det stille og roligt. Da Torben kom, begyndte det at klikke igen, og folk ligesom fandt deres plads. Så begyndte det at køre lidt nedad derfra. Der er ingen tvivl om, at Jens gjorde et godt arbejde med holdet nede i 1. division, og vi kom selvfølgelig også hurtigt op igen, men det er nok typisk OB at tro, når man kommer op igen, så skal man blande sig i top seks, og jeg tror da ikke, vi blev mere end nummer otte eller ni, og det var da hårdt at komme op igen.

– Jeg synes, der begyndte at ske noget positivt med OB derfra, og jeg tror, det var meget sundt at komme ned og blive rusket igennem nede i 1. division.

Da Roald Poulsen var træner, hentede han Mwape Miti og Andrew Tembo til klubben. I den periode var det ikke mange udlændinge, der var i OB, men der blev taget rigtig godt imod de to afrikanere.

– De var nogle fantastiske mennesker. Selvfølgelig grinede vi lidt af nogle af de historier, der var. De vidste jo ikke, at der kom strøm ud af væggen, eller hvordan komfuret fungerede. Der var nogle sjove historier, men de var jo så kærlige mennesker og virkelig pligtopfyldende.

– Roald var jo nærmest en far for dem, så det var et kæmpe tab, da han blev fyret. Der kunne man godt mærke, at de stod på total bar bund. Der tror jeg også, truppen tog sig godt af dem. Selvfølgelig hjælper det også, at de var gode fodboldspillere, for det er altså bare nu engang sådan i fodboldens verden, at hvis du er en dårlig fodboldspiller, så bliver du sorteret fra.

– Jeg ved godt, at Djemba-Djemba var her, og man vandt noget sølvtøj på et tidspunkt, men han har ikke sat så stort aftryk som de to, for han var mere sådan en spiller, der bare kom, og så forsvandt han igen. Miti og Tembo var virkelig fantastiske spillere og mennesker.

I sommeren 2000 skifter Laursen OB ud med Hibernian i Skotland. Men hvorfor var det på tide at prøve noget nyt?

– Nu havde jeg været i OB så lang tid, og det var sådan set ikke den der lyst, nogle har med, at man skal ud og tjene nogle penge. Jeg var ikke den bedste på OB’s hold, men jeg var heller ikke den dårligste. Jeg var nok sådan en mellemvare. Satte du mig til at løse en opgave, så gjorde jeg det for det meste. Det var ikke sådan, at folk rigtig lagde mærke til én.

– Jeg ville gerne prøve noget andet, og om det skulle være Jylland, Sjælland eller udlandet, vidste jeg ikke. Det var bare for at prøve noget andet. Hvis det ikke blev til noget, kunne jeg åbne en bog, ligesom alle mulige andre dødelige mennesker gør.

– Jeg fik muligheden for at komme til Skotland. Det var McLeish, der var træner i Hibernian på det tidspunkt, og han havde et dansk netværk. Det var egentlig bare nogle fodboldinteresserede mænd, der tog rundt, og kiggede på fodbold for ham, og de havde så fundet en venstrebensspiller, som passede til skotsk fodbold. Vi spillede mod AB, og så snakkede jeg med ham bagefter.

– Han spurgte, om jeg kunne være interesseret, og jeg sagde, jeg ville komme over og kigge. Jeg kom til Edinburgh i solskinsvejr. Det er ikke så tit, det er sket, så det havde de arrangeret godt. Jeg tænkte, det var fint, og jeg havde ingen sikkerhed eller noget, jeg tog bare over, og kastede mig ud i det. Det var en fantastisk følelse, og jeg tænkte ikke på noget tidspunkt, ’Hvad fanden har du gjort?’.

– For mig har fodbold altid bare været noget, jeg kunne, og det har da været fedt at udfordre mig selv. Men på et eller andet tidspunkt skal man jo åbne en bog, og gøre hvad alle andre mennesker gør. Jeg har altid haft meget mere respekt for folk, der tog uddannelser, end det jeg selv gjorde, selvom folk synes, at det jeg gjorde, var meget federe. Det var jo bare noget jeg kunne. Jeg ved godt, der er noget mentalt i det, og man skal vedligeholde sit talent. Jeg var ikke nervøs, for jeg vidste jo godt, jeg kunne spille fodbold. Det var noget andet, hvis jeg skulle til eksamen i fysiologi eller anatomi, for det er jo lige pludselig noget, man skal læse og lære.

– Det var fedt bare at kaste sig ud i det, og heldigvis havner jeg jo i en klub, hvor tingene bare falder i hak. Jeg fik et kæmpe kulturchok. Det mindede jo lidt om her med træningerne, men der var ikke noget klubhus. Du klædte om på stadion, og kørte ud i en eller anden park, hvor de unge spillere havde sat målene op. Det var lidt mere råt. Lidt mere rå omklædningsrum rundt omkring. Der var folk fra Finland, Caribien, England, Irland og Tyskland. Du mødte virkelig mange forskellige mennesker. Det var virkelig givende, og så bare bo i Edinburgh, som er en fantastisk by. Min karriere tog et kraftigt løft dér, fordi det gik rigtig godt for holdet og for mig selv personligt, så det er ikke noget, jeg fortryder.

Hvordan oplevede du forskellen inde på banen, i forhold til det du var vant til hjemme fra Danmark?

– Det var lidt mere kontant afregning, også i omklædningsrummet. Man kunne virkelig skændes. Man krævede noget af hinanden, og man er skuffet over hinanden, hvis man kan mærke på én, at han sløser lidt, eller ikke arbejder hårdt nok.

– Der var jo lige så meget teknisk spil som i dansk fodbold. Uden at sammenligne med Premier League, tror jeg, der er mange, der kommer til Premier League, og lige skal være der et år, inden de viser deres potentiale, for de bliver jo kørt over af et tog. Der kan man sige, at jeg har, altid været forholdsvis rolig på bolden, så det der vilde tempo passede mig sådan set fint. Det var let nok at spille udenom, men hvis der var en, der havde plantet albuen i hovedet på dig seks gange på fem minutter, var man selvfølgelig ikke i så godt humør. Man fik lidt hår på brystet.

I den skotske liga styrede Celtic og Glasgow Rangers toppen i de år, så hvordan er det egentlig at spille i en liga, hvor man nærmest spiller om at blive nummer tre?

– Jeg tror bare, der er en accept omkring det. Man prøver at provokere de to store så lang tid som muligt. Mit første år i Hibernian hang vi da på Rangers. Celtic var løbet afsted ret tidligt, og Rangers hang lidt. De havde nogle hollandske krukker, og det var dér, det begyndte at køre ned for Rangers, hvilket det gjorde i rigtig mange år efter, da de røg ned i 3. division. Vi hang på indtil april, og så kunne vi godt se forskellen, og at de havde nogle lidt større stjernespillere.

– For mig gjorde det egentlig ikke noget. Jeg syntes, det var lige så fedt at tage til St. Johnstone og spille for 5000 mennesker og Kilmarnock for 3000, for der blev næsten larmet lige så meget, som når der var 50.000 på Ibrox og 60.000 på Celtic Park.

Kan man næsten sige, at det er en lille form for et mesterskab at slutte nummer tre i Skotland?

– Det er jo kun én plads, man slås om, så det er da noget stort. Vi kom i pokalfinalen første år også, og jeg tror, det var 98 år siden, de havde vundet den sidst. Det var også rigtig stort. Vi blev nummer tre, og skulle spille UEFA Cup, så der var rigtig mange store ting. For mig var det bare det, der fulgte med. Vi havde haft en god sæson, men det var lidt svært at vedligeholde sæsonen efter, fordi der blev skiftet 2-3 spillere ud, som var vigtige for omklædningsrummet også, og det gjorde altså, at vi ikke havde helt styr på omklædningsrummet og den her arbejdsetik, der var. Så sæsonen efter kom vi til at kæmpe ret voldsomt.


Det var Del 1 af vores interview med Ulrik Laursen. I morgen præsenterer vi Del 2, hvor vi snakker om hans skifte til Celtic, og hvordan det var at vende hjem til OB efter nogle år i Skotland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *