Interview med Ulrik Laursen: Del 2 – Til Celtic og hjem igen

Vi er nu klar med anden del af vores interview med Ulrik Laursen, og her snakker vi om hans skifte til Celtic og om at vende hjem til OB igen.

Del 1


– Det var lidt spøjst at være ude med en skulderskade i tre måneder, og så skrive kontrakt med Celtic. Jeg tror også, det solgte sagen lidt, at jeg var venstrebenet. Mit første år i Hibernian, spillede jeg en del ude i højre side, og jeg kunne sige tak til Viggo og Kim Brink for, at jeg kunne løbe solen sort. Jeg var ikke den hurtigste, men hvis du løber ti gange frem og tilbage, og din modstander kun løber syv, så ser du jo hurtig ud.

– I mit andet år i Hibernian kom jeg mere ind i midterforsvaret, og der var også en plan om, at jeg skulle blive anfører og blive inde i midterforsvaret, men så blev træneren fyret, og så begyndte Celtic at vise interesse, og så tænker man, at det skal man selvfølgelig prøve.

– På det tidspunkt syntes jeg, at Celtic var et rigtig godt hold, og havde en god træner. McLeish var i Rangers, og var egentlig interesseret i at få mig til Rangers, men jeg syntes, jeg godt kunne mærke, at de var på vej nedad, og de der hollændere kunne jeg altså ikke lide, når vi spillede mod dem på banen, og dem gad jeg altså ikke være holdkammerater med.

– Det var stort i Celtic, men alligevel var det også bare en stor familieklub. Det eneste der gjorde det rigtig stort, var de her spillere, der kom ned fra Premier League, og troede, de var guds gave til menneskeheden.

– Jeg holdt kun i tre år, for menneskeligt kunne jeg simpelthen ikke være der. Det var folk med forsvarsværn rundt om sig selv, og selvom man fik 4-5 gange mere end sin modstander, var der stadigvæk sådan en usikkerhed. Det var kæmpe egoer, og nogle folk foretog sig nogle ting, hvor jeg tænkte, at det kan jeg simpelthen ikke være en del af mere.

– Jeg fandt ud af, at sådan en rigtig storklub, det er nok ikke lige mig. Det har jeg også snakket med Thomas Helveg om efterfølgende. Han var jo i Milan, og man bliver nødt til at indfinde sig i det der virkelig kolde miljø, der er i klubben. Det her er altså kroner og øre, intet andet. Du får ikke nogle kammerater. Det var drænende.

– Jeg sluttede heldigvis positivt af. Så fik min daværende kone og mig en søn, og der var mulighed for at komme til England og spille, men jeg tænkte, det var meget rart, at han voksede op med hans bedsteforældre. Der var andre klubber i Danmark, der var interesserede, men hvis bedsteforældrene alligevel skulle køre et par timer for at komme og besøge barnebarnet, kunne man lige så godt blive i Skotland. Så det blev OB igen.

Nu når du fortæller, at du ikke var så glad for at være i Celtic, har du så fortrudt, at du ikke valgte at tage til Rangers?

– Det kan man jo altid gisne om. Jeg fik jo også en kæmpe oplevelse med en UEFA Cup-finale med Celtic. Man ved jo ikke, hvordan tingene havde forløbet. Jeg er meget tilfreds med mit liv pt., og hvis jeg havde taget det valg, tror jeg ikke, jeg havde været utilfreds med mit liv, men mange ting havde nok været anderledes. Jeg kunne også have taget til England og spillet for Leicester. Der er altid en masse muligheder, og man tager et valg, og så ryger man i én retning.

– Jeg tror måske også, det havde været anderledes at have McLeish i en storklub end at have ham i Hibernian. Jeg kan huske, jeg engang kom til at kalde ham ved navn. Det vidste jeg ikke lige, at det ikke var en god ting, men der fik jeg lige en fem minutters samtale om, at det skulle ikke forekomme igen. Du kan ikke være venner med dem, som man måske kan være herhjemme.

Skotsk fodbold er selvfølgelig kendt for den store rivalisering, der er mellem Celtic og Glasgow Rangers, og den oplevede Laursen da også på nærmeste hånd.

– Man skal jo passe på med, hvad man siger, for udtalelser kan jo rejse over vand i de her digitale tider. Jeg synes, det er en fed rivalisering, der er, hvis man bare kan sige, det handler om to store klubber i samme by. Det religiøse i det synes jeg, er noget pjat. Det er noget pjat, at folk på tilskuerrækkerne kan bruge det som undskyldning, når man i en protestantisk klub, som Rangers er, har en katolsk anfører, og en protestantisk anfører i Celtic som er en katolsk klub.

– Selvfølgelig blev os spillere holdt ude af det, og selvfølgelig er der mange ting, vi ikke forstår, f.eks. når der kommer nordirere ned, og ser fodbold. Man forstår jo ikke, hvad der foregår deroppe. Det er bare noget større, end man selv ved, for man lever ikke i det.

– Hvis man bare tager klubberne, så var det jo fede kampe. Jeg var heldig at møde B1909 med OB, da de var i 1. division, og selvom de for alvor var på vej ned, så var det jo stadigvæk fedt at møde en klub fra Odense, og hvor mange folk har en mening omkring det.

– Det var nogle kampe, hvor 90 minutter var overstået, inden man havde blinket. Men jeg synes også, der var andre kampe, der var lige så fede. Der var jo også et år, hvor vi mødte hinanden seks gange. Så kan man næsten ikke hidse sig op til sidst, og pressen prøver hver gang at få én til at sige noget dårligt om en af spillerne, eller ´Sidste gang tacklede ham dér dig sådan, hvad vil du gøre?´. De prøver hele tiden at lave nogle historier, og det var da lidt drænende.

– Når man hørte folk i trænerteamet snakke om dem fra Rangers, snakkede de jo som om, at det var en sammensværgelse. Der er jo ikke nogle af de ting, der foregår, det er altså bare fodbold. Der er ikke nogle dommere, der har valgt side. Der er ikke noget fodboldudvalg eller komité, der har bestemt, at i år skal Rangers vinde, altså stop nu. Det forekom lidt, og det rendte jeg bare rundt og grinede lidt af.

Hvis i havde tabt en kamp til Rangers, hvor lang tid gik der så, før du overvejede at gå ud og handle ind?

– Nu boede jeg i Edinburgh, så jeg kunne komme hjem fra kampen og møde min nabo, som arbejdede på universitetet, og overhovedet ikke interesserede sig for fodbold. Overfor boede der en Hibernian-spiller, og jeg havde stadigvæk noget med spillerne fra Hibernian at gøre, så det kunne vi da godt snakke lidt om. Generelt kunne man gå rimeligt for sig selv i Edinburgh, fordi det er sådan en stor turistby. Selvfølgelig var der stadigvæk Hearts-fans, som råbte et eller andet efter én, og der var selvfølgelig også nogle Hibernian-fans, der var skuffede over, man havde flyttet, Det sker jo altid, når man flytter, men generelt kunne man godt rende i fred og ro.

– Jeg var i Glasgow to gange i min tre-årige karriere derovre, og jeg tænkte, at det gjorde jeg aldrig mere. Enten spyttede de efter én, ellers stod der 20 mennesker, der skulle have autografer på hver 10. meter. Jeg var glad for, at jeg ikke boede derovre.

I 2005 vender Ulrik Laursen tilbage til OB og dansk fodbold, og det var et godt hold, han skulle finde sig til rette på.

– Det var et hold, som faktisk ville rigtig meget, og også kunne rigtig meget. Måske var de lidt drænet af det her magtspil, og forhold, der havde foregået mellem trænerteamet. Jeg kom hjem med noget ny gejst og måske lidt en opfattelse af, at toget kører den her vej, og enten hopper du på, og er med, men hvis du pisser for meget ved siden af potten, så bliver det hårdt for dig til træning.

– Jeg kom også ind i et hierarki, og skulle lige finde ind i det. Jeg kom ikke ind med de der store armbevægelser, jeg var også lidt på bænken i starten, og det havde jeg det også fint med. Jeg havde haft seks ugers sommerferie, så jeg skulle jo i form igen, så jeg tog også en reserveholdskamp.

– Så gik det stille og roligt slag for slag, og jeg kendte jo også mange af dem. I og med at man har været i klubben før, var det også let bare at falde til. Det var et frisk pust, at Bruce kom, også for klubben ud af til. Igen var det ligesom om, at spillertruppen bare klikkede, og var faldet i hak. Vi kunne måske have opnået noget større, hvis Bruce ikke var kommet som helt ny, og der var kommet et par nye spillere, hvor det lige skulle klikke og hierarkiet falde på plads. Man mister jo nogle point i starten af sæsonen, som vi aldrig ville have mistet i oktober måned, men man kan jo tage hver sæson og spole baglæns.

– Dengang Herfølge blev mestre, var der jo et mesterskab til at tage. Havde man bare spillet medium godt, var man jo blevet mester. Men det var en rigtig super trup, jeg kom hjem til med Chris Sørensen, Stokholm, Esben Hansen og Martin Borre. Virkelig nogle sjove personligheder. Vi havde vidt forskellige personligheder i omklædningsrummet, men det hele klikkede bare. Vi havde Onyszko, som rendte rundt med hans kølle, og var charmerende på sin måde. Han kunne godt lide, da jeg kom hjem, for jeg havde lidt af den der ’Vi skal vinde’, men jeg havde så også den der med, at vi skal jo ikke ud og slå folk med en kølle.

– Der var plads til Mads Timm, og der var plads til Tobias Grahn. Der var virkelig et hierarki, der var sundt, og et omklædningsrum, hvor der var kontant afregning, hvis man trådte udenfor. Det var virkelig en sjov og fed sæson.

– Vi kunne desværre ikke holde det kørende, og jeg tror, Bruce blev træt af at forsøge at ændre tingene rundt om både for klubben og spillerne. Jeg kunne godt have tænkt mig at se ham i sådan en regentperiode på ti år. Jeg tror da også det har været trættende for bestyrelsen at få at vide, at forholdene ikke er gode nok, og omklædningsrummene ikke er gode nok. De brugte meget tid på hinanden, og det tror jeg da, var drænende til sidst.

Var det en fordel for dig at få en skotsk træner, efter du havde været i Skotland?

– Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror også, jeg havde haft meget svært ved at komme hjem til en træner, der kører en kultur, der hedder, ’Jo mere vi træner, jo bedre bliver vi’, og det har jeg også selv sagt til Troels Bech. Nu er jeg jo selv sundhedsuddannet nu som fysioterapeut, og der er bare noget fysiologisk, der gør, at du ikke kan træne 18 gange om ugen og så være klar om søndagen.

– Som jeg sagde før med Roald, så var det egentlig den rigtige holdning, han havde til det for at holde folk skarpe og friske til om søndagen, men jeg tror bare ikke, folk forstod det. Man blev sådan lidt lullet i søvn, fordi man netop kom fra Kim Brink og Viggo, der bare sendte os ud på stierne, og da turneringen så var i gang med Roald, var det lidt mere løs træning. Det formåede Bruce at bringe ind, og der var det måske godt med mig som et bindeled ned og sige, ’Det kan godt være, vi har fået fri i dag, og det kan godt være, vi kunne tage ud og få en øl, men på mandag er jeg den første til at danne en skygge på dig, hvis du står, og piller næse nede ved hjørneflaget’.

– Når man får den slags frihed, er det meget vigtigt, man så viser respekt den anden vej, og det tror jeg, blev lidt hårdere for Bruce i hans andet år, i og med man mistede noget af toppen af hierarkiet, som gjorde, at nogle nye skulle prøve at komme op.

Da Bruce Rioch stoppede i 2007, var det Michael Hemmingsen, der overtog styringen med holdet, og det var de umiddelbart godt tilfredse med i truppen.

– Vi havde en stærk trup, og Michael er jo en dygtig træner. Sindssygt dygtig træner. Jeg har også sagt til ham, at han er meget bedre til mandskabsbehandling som træner, end han var som spiller, og det ved han også godt selv. Vi kørte jo bare videre i samme rille, og jeg var skuffet over, at han ikke fortsatte. Det kunne jeg godt have tænkt mig. Resultaterne var der jo, men der kom så en ny, og det er jo ikke os, der sidder og skal tage beslutningerne og betale pengene, så vi kan jo brokke os og pege fingre, men så må vi jo gøre et eller andet, så vi kan ende deroppe, så vi kan få lov til at bestemme.

Hvordan er det lige pludselig at blive trænet af en, man har været holdkammerat med?

– Det er jo ham, der er chefen. Når man bliver ældre, er der selvfølgelig ting, man ikke finder sig i, men man kan sige, at jeg er blevet til noget i fodboldens verden ved at arbejde hårdt. Jeg er måske lidt sammenlignelig med William Kvist, vi var ikke de bedste spillere i ungdommen, og vi kom på ungdomslandsholdene meget sent. Vi arbejdede os til det, så den kultur har altid ligget i én.

– Da Michael så bliver træner, er det jo ham, der bestemmer. Selvfølgelig havde vi kontroverser, og jeg har også stået og virkelig diskuteret med ham til en træning, hvor han virkelig provokerede mig, og jeg var måske også fysisk og mentalt træt. Så havde vi en snak bagefter, hvor jeg beklagede overfor ham, og jeg sagde også til spillerne, at det ikke skulle foregå.

– Der blev på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved, at han bestemte, og jeg syntes, det var vildt overraskende, da vi får Lars Olsen. Jeg tænkte, at Michael sagtens kunne have fortsat, og han kunne også have gjort det godt. Det var jeg lidt ked af.

Dig og Michael må have siddet inde i omklædningsrummet som spillere, og have fortalt hinanden røverhistorier, så der er ikke noget med, at respekten måske ikke er helt så stor nu, hvor han skal bestemme over dig?

– Nej, det synes jeg ikke. Jeg kunne godt lide at gå og have sjov med træneren. Som jeg nævnte tidligere omkring managers i Skotland, dem lavede du bare ikke sjov med. De valgte at lave sjov med dig, men du skulle ikke sige noget, hvor folk kom til at grine af dem. Så skulle de nok vise, hvem der bestemte.

– Selvfølgelig skal man ikke lave sjov med sin træner, men med Bruce skete der forskellige ting. Jeg kan huske, der var engang, hvor han skød boldene ud fra målet, og så løb vi forbi under opvarmning, og så var vi seks af os, der begyndte at skyde ham ned inde i målet. Selvfølgelig bandede og svovlede ham, men ti minutter senere stod jeg, og strakte ud, og så kørte han en bold lige op i kuglerne på mig. Det kunne man godt gøre.

– Jeg er også kommet ud på sidelinjen under en kamp, hvor en af vores spillere havde en rigtig sløj kamp, og jeg vidste, at når han havde en sløj kamp, så blev det ikke bedre. Så jeg gik ud til Bruce, og sagde, han skulle skiftes ud, og han svarede bare ’okay’, og kampen kører så færdig, og han blev ikke skiftet ud. Så kom jeg ind i deres omklædningsrum bagefter, og så skal jeg love for, at han skruede mit hoved af, og råbte mig ned i halsen i fem minutter, for jeg skulle kraftedeme ikke blande mig i, hvem der blev skiftet ud.

– Jeg fik en reprimande, og så er den noteret. Det gør jeg nok ikke igen. Jeg var ikke decideret bange for ham, og jeg kunne godt finde på at gøre det igen, men det gør man lidt mere herhjemme.

Michael Hemmingsen førte holdet frem til pokaltriumfen i 2007, og det er en titel, Laursen vægter meget højt, og det er noget, han aldrig vil glemme.

– For mig var det jo den største ting, jeg har vundet med OB. Det hele gik op i en højere enhed den dag. Nu ved jeg godt, jeg har spillet i København, og flyttede herfra, men jeg er fynbo, og jeg har haft min opvækst i OB. Jeg er OB’er.

– Da jeg var i FCK, ville jeg også gerne have, OB vandt. Bare ikke over os. Jeg var ansat i FCK, og selvfølgelig gik jeg efter at vinde med dem, men jeg var OB’er, og det var også svært at blive modtaget derovre af FCK’s fans, for jeg holdt jo hemmeligt, at jeg var OB’er. Så er der jo nogle, der tror, at jeg bare lader folk løbe ned og score, lige så snart man spiller mod de stribede.

– Det var en stor ting at vinde pokalen. Vi mødte FCK på deres hjemmebane, og vi kom bagud. Det rører noget ved en, når man ser, at hele endetribunen er fyldt med blå og hvid, og den energi der er brugt fra folk.

– Jeg har altid haft nogle kontroverser med fans, for jeg ved godt, at hvis vi vinder, så er fans glade, og hvis vi taber, så er fans sure. De må gerne ytre sig til mig, men jeg må fandme også gerne ytre mig den anden vej, og jeg kan godt forstå, det er røvsygt at kigge på nogle gange, og man ikke gider at klappe, og man buher. Selvfølgelig skal man buhe, hvis holdet er bagud ved pausen, men der er bare nogle gange, hvor man ytrer sig, hvis man er lidt mere mentalt presset. Jeg synes gerne, det må gå begge veje.

– Det var fedt at være med til at give den oplevelse, og det var fedt at være med til at give min familie den oplevelse. Som professionel fodboldspiller synes jeg, det er fedt at have haft nogle forældre, der ikke har stillet spørgsmål til at skulle køre en til fodbold hver weekend, siden man var fire år, og man så kan betale tilbage med sådan nogle oplevelser. Det var da fedt at vinde, også fordi man elskede de gutter, man spillede sammen med. Så var det også fantastisk at komme her til Odense og fejre pokalen, og se hvor meget det betød for folk. Det var en virkelig fed dag, og noget jeg husker tilbage på. Det er fedt at have været med til det seneste trofæ, der er vundet her i klubben, selvom jeg selvfølgelig godt kunne have tænkt mig, der var vundet nogle flere.

Michael Hemmingsen fik ikke lov til at fortsætte som træner for OB, og det var ikke lige lykken for Ulrik Laursen, at Lars Olsen blev afløseren.

– Det var sådan lidt en mat fornemmelse. Jeg nåede ikke rigtigt at komme ind på ham, og han nåede ikke rigtigt at komme ind på mig. Jeg tror, jeg rendte rund, og var list småskuffet over, at Hemmingsen ikke var blevet. Der skete en del forandringer, ny træner og en masse nye spillere i truppen.

– Der skete rigtig mange ting på det tidspunkt. Jeg fik også landsholdsdebut, så der var rigtig mange andre ting, jeg havde fokus på. Men jeg tror, at lige i dén periode var det bare at møde op til træning og træne. Jeg synes måske, det halve år var en lidt svær periode, men det var jo ham, der bestemte, og man skal ikke sætte spørgsmålstegn ved træneren, for så begynder hierarkiet at falme, og det hele falder fra hinanden.

– Jeg havde ikke noget imod ham, jeg synes bare, hans træningsmetoder var lidt matte. Det var lidt fladt, synes jeg. Ingen tvivl om han er en dygtig træner, og han prøvede at gøre det bedste, han kunne. Hans personlighed var måske bare lidt for langt væk fra mig som anfører, som havde den her forbindelse fra holdet til træneren.


Det var del 2 af vores interview med Ulrik Laursen. I morgen præsenterer vi del 3, der handler om hans skifte til FCK.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *