Jack Jørgensen: Ambassadørerne skal formidle vores historie

Jack Jørgensen har som kommerciel chef i OB været med til at etablere et ambassadørkorps af tidligere spillere, der blev præsenteret i marts sidste år.

Han synes ikke, der har været gode nok relationer til tidligere spillere, der har forladt klubben, og derfor manglede der et ambassadørkorps i OB.

– Ja, det synes jeg. Jeg synes, noget af det der har manglet i OB, det er, at når spillere har forladt klubben, så har der ikke været ret stærke relationer efterfølgende, og det er noget af det, vi har forsøgt at råde bod på ved at lave et ambassadørkorps, netop for at holde fast i nogle af de spillere, der har været i klubben. Når vi nu gerne vil dyrke vores historie, så er det nemmeste at få nogle af dem, der har været med til at skrive vores historie til at formidle den for os, og det har heldigvis vist sig at være et rigtig positivt tiltag, som er blevet taget rigtig godt imod, siger Jack Jørgensen til OBstruktion.

Hvad betyder det for en klub som OB, at man kan involvere tidligere spillere i en rolle som ambassadør?

– Det betyder det her med, at vi lige pludselig har nogen, der kan formidle vores historie, som de sådan set selv har været med til at skrive. Det handler også om, at vi som klub kan skabe en eller anden rød tråd helt fra ungdomsspillerne til ambassadørerne. At vi ligesom kommer hele vejen rundt. At vi også er der for dem, som har været her engang, og stadig kan bidrage med noget til dem, og de kan give os noget, selvom de ikke lige spiller på banen længere. De kan være ambassadører for os, komme ud og snakke om klubben og være med til at markedsføre os den vej rundt. At spillerne kan fastholde en kontakt med hinanden, er også en stor værdi for os, så vi kan bruge det som et positivt redskab, både til vores hjemmekampe og i andre sammenhænge, hvor vi bruger vores ambassadører. Så det er vi rigtig glade for.

Vi har hørt, der er kommet mere fokus på tidligere spillere, efter du er kommet tilbage til OB. Hvad betyder det for dig personligt, at de forhenværende spillere er kommet tættere på klubben?

– Det er jeg glad for. Det er jo nogle af dem, jeg selv har stået og heppet på, da jeg stod på tribunen for år tilbage, så jeg synes da, det er rigtig sjovt, at de faktisk lige pludselig er en del af min hverdag igen, bare på en anden måde. Det sætter jeg stor pris på, og jeg er da også stolt af, at jeg har været med til at etablere den kontakt, og vi har fået det op at stå. Ambassadørkorpset vokser og vokser, og nu er det gået fra, at vi var ude og spørge, om folk havde lyst til at være med, til at tidligere spillere selv henvender sig til os for at blive en del af det, så det tager vi da som et stort skulderklap, og det er da noget af det, der har manglet i OB i mange år.

Ambassadørkorpset nærmer sig sin 1-års fødselsdag. Har det levet op til forventningerne?

– Ja, det synes jeg, det har. Jeg er positivt overrasket over, hvor positivt spillerne, altså ambassadørerne, har taget imod det, og jeg kan se, og mærke, på dem, hvor meget det betyder for dem. Det overrasker mig egentlig, at de har så meget lyst og vilje til at give noget tilbage til klubben, og det fortæller også mig, at der har været noget potentiale her, som vi ikke har været dygtige nok til at forløse tidligere. Det er et år, jeg ser tilbage på med stor positivitet og med stor glæde og forventning til fremtiden, for jeg kan jo mærke, vi kan bruge dem til meget mere, end vi selv turde tro på. Jeg er slet ikke i tvivl om, at når de også bliver en naturlig del af hverdagen i klubben, f.eks. hernede i Ådalen, at vi så kan skabe noget forbindelse mellem ambassadørerne og Superligaholdet og de nuværende talenter.

– Man kunne evt. bruge dem til at tage imod nye spillere. Det kunne være fantastisk at få en ambassadør til at byde velkommen og formidle klubbens værdier overfor nye spillere, der kommer til i transfervinduerne. Så der er masser at tage fat i, men jeg er glad for, at vi allerede er nået så langt som vi er.

Hvilke tilbagemeldinger har der været på ambassadørkorpset?

– Det er generelt positivt. Jeg har ikke hørt andet end positivt omkring det tiltag. Det er også svært at finde noget, der er negativt omkring det, kan man sige. Det er udelukkende positivt, og der er selvfølgelig stadig håb om, at der er nogle stykker, der mangler på den liste, som vi lige skal have vinget af over de kommende år.

Vi har mest set ambassadørerne brugt internt i OB-regi, kunne man have brugt dem mere offensivt ud af til?

– Ja, det tror jeg godt, vi kan. Vi skal bare lige finde ud af, hvor det er hensigtsmæssigt, eller hvor det er interessant, og hvem der er modtageren på det. Vi skal indløse det potentiale, det har, endnu bedre, for der er så mange muligheder i dem, og mange af dem vil rigtig gerne bidrage til klubben.

 

 

Du vil måske også kunne lide...