Stribede Legender – Hans Henrik Andreasen

Hans Henrik Andreasen, bedre kendt som HH, var med til at vinde tre sølvmedaljer i træk for OB. Han var også manden bag den legendariske scoring mod Villarreal i Champions League.

Han var en meget vigtig spiller på OB’s midtbane i sølvsæsonerne, og vi har haft en snak med ham i Ådalen til vores Stribede Legender.


Du skiftede til OB i 2007. Hvad var grunden til det?

– På det tidspunkt var Kim Brink i OB, og han henvendte sig til mig allerede i 2005, da jeg skiftede fra Esbjerg til udlandet. Jeg spillede så et par år i Tyskland, og gennem de år havde jeg kontakt med Kim Brink, og så synes jeg egentlig, tiden var den rigtige til at komme hjem og komme tættere på familien. Jeg havde været ovre og snakke med Bruce Rioch og Kim, og så snakkede jeg så med Lars Olsen i telefonen ved nogle af de møder, der var omkring mit skifte i 2007, så det var ganske nemt. OB er en storklub, og de vandt pokalfinalen, og skulle ud og spille europæisk fodbold, så det var meget tiltalende for mig at komme til sådan en fin klub i Danmark.

Du kom til klubben, samtidig med Lars Olsen blev træner. Hvordan var det at arbejde med ham?

– Lars var sgu en fin fyr. Der var god humor i ham, selvom han godt kunne virke lidt tør nogle gange. Han var en sjov fyr, jeg synes, han havde en meget humoristisk sans. Han var en god træner, han snakkede med folk, og var helt nede på jorden. Han var vellidt i truppen.

Du blev skiftet ind i sæsonens første kamp (22. 07. 2007), hvor vi vinder 2-0 ude mod AGF. Hvordan husker du din debut?

– Det er mange år siden. Men generelt tiden herovre husker jeg som værende helt fantastisk, og selvfølgelig også min debut. Det er specielt at blive skiftet ind og få debut, uanset hvor man spiller. Klubben var pokalmester, så der var noget at leve op til. Jeg havde selvfølgelig også noget, jeg skulle bevise. Jeg husker det som en god kamp deroppe, og selvfølgelig med en sejr.

I din første sæson i OB bliver vi nummer 4. Hvordan oplevede du den sæson?

– Jeg mener, vi har nogle europæiske kampe, hvor vi ryger ud til Sparta Prag, men ellers mindes jeg måske, den er lidt rodet. Det er lidt nyt for mig at komme her til. Det er et nyt hold, og der kan godt gå et halvt års tid, før du føler dig på plads i truppen, så jeg skulle også lige finde mig til rette her i OB. Der var jo nogle koryfæer i klubben. Ulrik Laursen, som var en dygtig spiller, Bechara, som lidt var min konkurrent på den centrale midtbane. Jeg vidste, han havde gjort det godt sæsonen for inden, så hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at spille, skulle jeg levere 100% og også forbedre mig på mange områder. Det gik jeg selvfølgelig efter, og jeg kan huske, jeg var dybt seriøs. Hvis man vil spille, må man også yde.

Det var en speciel sæson, for vi spillede 16 kampe uafgjort..

– Det er rigtigt ja. Det var lidt vores hage det der med, at vi i hvert fald ikke skulle ud og tabe. Det er klart, der ikke kommer så mange point ind på kontoen, hvis man får et point hver gang, derfor er det vel egentlig også et under, at vi kom på fjerdepladsen.

I de to efterfølgende sæsoner får vi sølv. Hvordan var det at være med til det?

– Det var helt formidabelt. Der blev hentet nogle spillere ind, og jeg synes, der blev gjort nogle rigtige ting i klubben. Vi havde gang i noget stort, synes jeg, og det havde du også følelsen af, når du spillede inde på holdet. Vi fungerede godt sammen, vi havde et godt forhold til hinanden, og kammeratskabet blev også bygget op stille og roligt. Det tegnede til noget virkelig godt i de år der. Det mindes jeg som nogle af de bedste sæsoner i min karriere, og jeg vil altid huske tilbage på det med stor glæde.

Hvor meget ærgrer det dig, at minimum en af sølvmedaljerne ikke blev til guld?

– Det er jo sindssygt, at vi ikke får den i hus, vi var jo tæt på nogle sæsoner i træk. Det er sindssygt ærgerligt, jeg ville godt have skiftet en af dem til guld. Det nager mig lidt i dag, at vi var så tæt på, og at vi selv kunne have afgjort det på mange områder.

Efter den anden sølvmedalje kommer blodbadet i Ådalen med fyringerne af Lars Olsen, Viggo Jensen og Kim Brink. Hvordan oplevede du det?

– Det var meget kaotisk, synes jeg. Det er aldrig rart, når der sker sådan noget. Det var noget med, at vi fik det at vide om morgenen, inden det kom ud til aviser og nyhedsbreve osv. Jeg mindes, det kom lidt som en overraskelse, for jeg mener ikke, vi lå så dårligt til. Vi lå ikke dårligt placeret, så det var ikke derfor. Hvorfor, skal jeg ikke kunne svare på, men jeg var i hvert fald stor fan af Viggo, som var skyld i min karriere. Det var ham, der fandt mig i Esbjerg i sin tid, så jeg skylder ham en kæmpe tak for det, han har givet mig. Lars Olsen også, jeg synes, det var et godt team. De supplerede hinanden godt.

Efter en kort periode med Uffe P bliver Henrik Clausen træner. Han går fra fysisk træner til cheftræner, hvordan synes du, han klarer det?

– Henrik Clausen har jo sine uddannelser, og han var dygtig taktisk. Han gik meget ned i detaljerne, og jeg synes sgu, han var dygtig, også til at formidle tingene videre. Det er klart, det var noget nyt noget. Hvis du ikke har været cheftræner på Superliganiveau før, kan det godt være en stor omvæltning for mange, men Clausen klarede det fint. Han var også en træner, der gik rundt, og snakkede med spillerne. Inden han blev cheftræner, var han jo fysisk træner, og der snakkede vi rigtig meget sammen mig og Clausen, omkring styrkeøvelser, min holdning til fodbold og hans holdning til fodbold. Jeg kunne rigtig godt lide Clausen som træner.

Havde i samme respekt for Henrik Clausen som for Lars Olsen?

– Ja, det synes jeg i hvert fald, jeg havde. Jeg havde det sådan, at cheftræneren er en, man skal kunne snakke med, og det er en, man skal respektere. Det er dem, der sætter holdet, og det er dem, der bestemmer, uanset hvordan det ser ud. For mig handlede det ikke om, at det skulle være det samme som Lars Olsen. Han var cheftræner på det tidspunkt, og Lars var cheftræner på et andet tidspunkt, og ud fra det respekterer jeg dem i deres stillinger.

– Jeg havde dyb respekt for Clausen, og det har jeg også den dag i dag. Han kan sit kram, og han er teoretiker ud til fingerspidserne på mange områder.  Det er klart, man ikke kun skal lave taktisk træning, for det gider fodboldspillere ikke, men det synes jeg heller ikke, Clausen gjorde. Han havde en del taktisk træning, det er klart, men hvis du skal implementere din spillestil,  så er det nødvendigt. Både på banen og i taktikrummet.

Med Henrik Clausen blev vi igen nummer 2, hvilket gav adgang til CL-kval. Hvor stort var det for dig?

– Det var noget af det største, jeg har oplevet. Bare at kunne spille de der europæiske kampe på Odense Stadion, det var helt unikt. Jeg ser nogle gange klip på Youtube fra den tid, og sidder og smiler lidt af det, og får kuldegysninger. Den hymne der, den giver et eller andet. Det er noget specielt.

I første kval-runde spiller vi 1-1 hjemme mod Panathinaikos, og bliver ikke levnet de store muligheder i returen. Troede du på, vi stadig havde en chance?

– Jeg var overrasket over det bagefter. Vi går derned, og spiller en pragtkamp, jeg kan tydeligt huske den. Jeg var heldigvis en af målscorerne, og det vil jeg aldrig glemme. At score på det Olympiske Stadion dernede og så vinde 4-3 det var helt sindssygt. Det var en kæmpe succes for dansk fodbold og for OB selvfølgelig.  Det var virkelig specielt.

Hvordan var humøret, da dommeren fløjtede af i Grækenland? Og hvordan var hjemturen?

– Det var helt sindssygt. Det var ren fest og ballade. Vi jublede, og vi var i sejrsrus på vej hjem i flyet, kan jeg huske, der var ikke nogen, der kunne sidde stille. Det var også en overraskelse for os. Når man kommer ud med en 1-1 på hjemmebane, så er det svært allerede, og det er mod Panathinaikos, der har et lønbudget, der er dobbelt så stort som vores. At slå dem ud og vinde dernede, det gav bare lidt ekstra, og det gav også os et skub, så vi troede på, at vi kunne gå videre til næste runde. At vi kunne nå det forjættede land.

I sidste kval-runde er modstanderen Villarreal. Første kamp er på Odense Stadion, og der var CL-hymne i højttaleren. Hvor meget rejste nakkehårene sig på dig til den kamp?

– Når du går ind til et fyldt stadion med OB-fans, der bare jubler og hujer efter en, det var så fedt. Det glemmer man ikke som fodboldspiller, og der forstår man virkelig vigtigheden af, at man har den populære 12. mand i ryggen, og det synes jeg generelt, de viste i mange sæsoner, i de år hvor jeg var her i hvert fald. Det var fedt at få den oplevelse sammen med OB-fansene, det er jeg stolt over den dag i dag.

Du skrev dig for alvor ind i OB’s historiebøger med din legendariske scoring mod Villarreal. Hvilken følelse gik gennem kroppen på dig, da bolden gik i mål, og stadion eksploderede i jubel?

– Jeg ved egentlig ikke, hvad man tænker på det tidspunkt. Man jubler, og ved næsten ikke, hvad man skal gøre af sig selv. Jeg tror, jeg tænkte noget i stil med, at det kunne blive kæmpestort, men vi skulle også holde føringen hjem. Efter vi havde scoret, skulle vi lige juble, og så skulle vi også forsvare føringen hjem. Det er først efter kampen, når man kommer ud til interviews, at man virkelig kommer til at reflektere over kampen og målet. Her mange år efter sidder jeg stadig med et kæmpe smil på, når jeg tænker tilbage på det. Det er den fedeste tid, jeg har haft med fodbolden.

Vi tager til Spanien med et godt udgangspunkt. Hvordan var troen i truppen på, at vi kunne gøre det færdigt?

– Vi får nogle skub i den periode, kan jeg huske, og selvfølgelig tog vi derned med en tro på, at det godt kunne lade sig gøre. Vi holdt den også langt hen ad vejen dernede, og selvom vi var presset i bund, vidste vi også godt, med det held vi besad på det tidspunkt, at det kunne lade sig gøre. Sådan gik det ikke, for de fik os væltet til sidst. Jeg synes, vi holdt godt ud dernede, og vi troede på det langt hen ad vejen, men da de scorede til 1-0, blev det svært for os. De spillede noget hurtigere end os, og over begge kampe var de vel bedre end os.

– Det er den dernede, der afgør det. Herhjemme var vi bedre end dem på mange områder, men dernede synes jeg, de pressede os i bund, og de spillede hurtigere, end vi gjorde. Det er sådan, jeg mindes det.

Efter 1. halvleg står der stadig 0-0, og vi står med det ene ben i gruppespillet. Hvordan var stemningen i omklædningsrummet i pausen?

– Det synes jeg ikke, jeg kan huske så meget af. Det er noget med, at du kommer ind, og er fuldt fokuseret. Nogle gange som fodboldspiller lever du bare i nuet. Jeg har ikke tid til at sidde og tænke på, hvad de andre tænker på, og hvordan de andre agerer. Jeg har bare været i min egen comfort zone, og tænkt, at vi skulle ud og kæmpe røven ud af bukserne. Vi skulle prøve at holde den i 45 minutter mere, hvos vi ikke skulle være heldige og score på en kontra. Den der fokus der er i spillerne i de øjeblikke der, det er noget helt specielt noget. Nogle gange i et omklædningsrum kan du høre en knappenål falde til jorden i et omklædningsrum, fordi folk er så fokuserede. Lige præcis hvad der blev sagt i halvlegen husker jeg ikke, men det er sådan noget, hvor man er rundt og geare hinanden op, og Henrik stod og snakkede lidt om, hvad vi skulle blive ved med og passe på med.

Vi ender med at tabe kampen 3-0. Hvor stor var skuffelsen bagefter?

– For mig var det en kæmpe skuffelse. Jeg ville gerne have nået det sidste stykke, specielt når vi var så tæt på. Man skal også videre, og man ved godt, man skal møde pressen, når man kommer hjem, men Villarreal var et rigtig godt hold, og det er det også i dag. Det var et storhold, vi mødte, og det var svært for os.

Vi stiller op i en meget defensiv formation. Når du tænker tilbage, synes du så, vi kunne have grebet kampen anderledes an?

– Det er ikke nemt at vide, hvordan det så var gået. Havde vi været mere offensive i vores ageren og vores pres, havde de så åbnet os nemmere nede bagi? Var det reels det bedste, vi kunne have gjort? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg vil sige, at med lidt held, så kunne vi godt have scoret en kasse eller to på kontraangreb, og så kunne det have set anderledes ud. Hvad havde de gjort, hvis vi var kommet foran? Det havde været lidt nemmere at være OB-spiller, hvis vi var kommet foran dernede. Det er de små marginaler.

Tænker du nogensinde på, at din scoring er årsag til, at OB kun var én halvleg fra CL-gruppespillet?

– Ja, det tænker jeg ofte på. Ikke at det var min scoring, jeg synes mere, det var holdets indsats, der var årsag til det. Hvis jeg skal beskrive mig selv som spiller, så var jeg meget afhængig af mine medspillere. Jeg var heldig at have nogle gode medspillere, der kunne lave nogle gode indlæg til mig, hvor jeg så kunne komme i de rigtige rum. Men det er da rigtigt, at det der 1-0 mål var det, der løftede Fyn 10 meter over jorden, det er jeg da godt klar over. Jeg glæder mig også over det, og jeg er virkelig stolt af det.

I den efterfølgende sæson slutter vi som nummer 10. Hvordan var det, at tingene lige pludselig blev vendt på hovedet?

– Man må sige, det var en stor modsætning. Vi gik fra succes til succes med andenpladser og medaljer, og så skulle vi ligge og rode rundt nede i bunden. Det tror jeg faktisk ikke, vi selv var klar på eller gearet til, for vi var vant til, at det nok skulle gå, og målene skulle nok komme. Så kom der noget modgang, og det er altså ikke altid nemt at komme op af, så på det tidspunkt var det altså ikke sjovt at skulle ligge dernede i bunden. Det er roden til alt ondt. Det er ikke sjovt at skulle gå ud og træne dagen efter et nederlag.

Var det ikke surrealistisk at gå fra tre sølvmedaljer og være så tæt på CL-gruppespil, og så til faktisk at være så tæt på at rykke ned?

– Jo det var det. Det var ikke særlig rart. Man render med den der over hovedet, at det må bare ikke ske. Det går udover mange arbejdspladser, også i organisationen, og det er du også velvidende om. Der er nogle holdkammerater, som du går op og ned af til dagligt, som du også er afhængig af, at de levere. Det er altså sværere, end man tror, for der er meget psykologi i det, og det mentale aspekt fylder utrolig meget.

I sommeren 2012 bliver Troels Bech træner. Hvad er forskellen på ham og de andre trænere, du havde i OB?

– Troels var sindssygt dygtig taktisk også. Han kunne virkelig sit kram på det teoretiske plan. Han var vildt god til at binde holdet sammen på en eller anden måde, det familiære udenfor fodbolden også, og det glemmer jeg ham aldrig for. Det vil altid stå for mig som noget kæmpestort, at han fik indført, at der også er noget bag fodboldspilleren. Bag fodboldspilleren HH er min kone eller kæreste, hvad der nu er på hjemmefronten, og han var med til at indføre nogle spisninger, hvor hele familien var med, og det gav bare noget sammenhold. Det gav virkelig meget, og det er også noget, jeg selv vil praktisere, hvis jeg bliver træner et sted.

– Ude på banen var Troels jo også virkelig dygtig. Det der ærgrer mig rigtig meget, det er, at han ikke havde resultaterne til sidst her, da han var her. Han bringer bare nogle ting, som man godt kan bruge i fodboldens verden, synes jeg, og han er en rigtig dygtig træner, selvom han ikke er træner mere.

I de foregående sæsoner var du fast mand på holdet, men det blev lavet om under Troels Bech. Hvordan oplevede du selv din rolle på det tidspunkt?

– Det er rigtig. Inden Troels kom, var jeg jo viceanfører, og jeg var højt i hierarkiet herinde, og det betød også noget. Nogle gange kan det godt være svært, og det var det også for mig, at affinde sig med den rolle, at man ikke er en fast del af holdet mere. Det var noget, man måtte acceptere, og jeg gik bestemt heller ikke ned ude på træningsbanen og i kampe, tværtimod ville jeg yde mere og bevise, jeg stadig havde noget at bidrage med i OB. På den måde accepterede jeg det, kan jeg huske, men jeg ville stadig vise, jeg var god nok til at spille på førsteholdet. Det lykkedes mig så ikke, og jeg skiftede til Esbjerg, før min kontrakt udløb.

Fik du en forklaring på, hvorfor du lige pludselig blev taget af holdet?

– Ikke 100% synes jeg. Der var nogle ting, der spillede ind, og der blev hentet nogle spillere, f.eks. Krisztian Vadocz, kan jeg huske. Han var en af mine konkurrenter, men vi talte rigtig godt sammen, og sad også ved siden af hinanden i omklædningsrummet, og var egentlig gode venner udenfor banen, og det kan man sagtens være med en konkurrent. Men stadigvæk havde jeg noget, jeg gerne ville vise, også overfor Krisztian og Troels.

Efter en halvsæson med mindre og mindre spilletid vælger du så at tage hjem til Esbjerg. Hvad var årsagen til det?

– En af årsagerne var også, at min karriere startede i Esbjerg, og på det tidspunkt var jeg også oppe i alderen, jeg må have været 34. Jeg vidste også godt, karrieren lakkede mod enden, så på den måde var det fint nok for mig at komme tilbage til Esbjerg, når nu det ikke kunne blive til mere her i OB. Jeg var ked af det, fordi min bedste tid i karrieren har klart været i OB, og vi glæder os til at komme tilbage til Odense, hver gang vi er på vej herover.

Hvilken følelse forlod du OB med?

– Måske lidt den der med, at jeg ville bevise i Esbjerg, at jeg ikke var færdig endnu. Jeg havde noget, jeg skulle bevise, både overfor Troels og Fodbold-Danmark, at jeg ikke var færdig med at være en bærende profil, og det fik jeg heldigvis vist. En sjov detalje for mig, men ikke for OB, er måske nok, at da jeg skiftede fra OB til Esbjerg, lå OB på en fjerdeplads, og Esbjerg lå nummer 10, så på det tidspunkt skiftede jeg til en nedrykkerkandidat. Men da sæsonen så var spillet færdig, lå Esbjerg nummer 4, og OB lå nummer 10, så på den måde har det nok været det rigtige skifte for mig i sidste ende, også i og med at vi vandt pokalfinalen det år i Esbjerg. Men stadigvæk den dag i dag ville jeg gerne være blevet i OB, og have sluttet ordentligt af herovre.

I efteråret 2010 scorede du 16 mål. Er det din bedste halvsæson nogensinde?

– Ja, det må det være. Jeg kan huske, efter de første otte kampe havde jeg scoret otte mål. Det var helt sindssygt. Det er jo sindssygt, at jeg som midtbanespiller var vores topscorer og vores farligste mand. Det kunne godt være surrealistisk på nogle punkter, for det ser man sjældent i dag.

I din tid i OB var du kendt som en notorisk målscorer. Er der nogle mål, du husker bedre end andre?

– Man må sige, at de europæiske kampe og de eventyr vi har været igennem i OB, i den tid jeg var der, det er virkelig sådan nogle mål, der sidder inde på lystavlen. Det er målene mod Villarreal og Panathinaikos, men der er også nogle rigtig gode mål, der blev nomineret til Årets Mål i Superligaen. Jeg må indrømme, jeg ikke kan huske alle målene, men jeg har været så heldig at få nogle DVD’er med hjem herfra med mål på, som jeg kan kigge igennem engang imellem, hvis jeg føler mig lidt nedtrykt.

– Der var også et frisparksmål mod Young Boys, som jeg kan huske, så der er da nogen, heldigvis. Jeg er så glad og taknemmelig og stolt over, hvad jeg har opnået, og været med til, herovre i den succesfase, klubben var i.

I OB var du kendt som en rigtig viking, der altid spillede i shorts og t-shirt, og hvis det var rigtig koldt så lige et par handsker. Har du ikke haft alvorlige problemer med Influenza?

– Nej, det har jeg ikke. Det kan være, det er den årsag, at jeg har været vant til at løbe sådan rundt. Det har jeg altid spillet med, også i tiden efter OB. Hvis jeg har frosset nogle steder, så har det været mine hænder. Jeg har heller aldrig trænet med hue på, og selvom der har været sne, så har jeg trænet i shorts og spillet i shorts. På den måde har jeg nok følt mig lidt mere fri i forhold til at træne i bukser, jeg ved ikke hvorfor. Men det er sjovt, at jeg har været kendt for det, og at folk har lagt mærke til det.

Hvordan og hvor meget følger du OB i dag?

– Jeg følger dem da. Jeg er så heldig, at vi hvert år får muligheden for at komme over og se nogle kampe herovre. Jeg må indrømme, det har været begrænset, hvor meget jeg var herovre i min aktive karriere, men jeg ser dem i fjernsynet, og følger med i det omfang, jeg kan. Det er nok lidt for lidt, jeg har været ude og se dem på stadion, det må jeg indrømme, men jeg er glad for, at jeg får muligheden for at komme over og se dem nogle gange. Der er nogle gamle holdkammerater, der spiller i OB nu, Casper Nielsen og Ryan Johnson Laursen fra Esbjerg-tiden, og så spiller AK der igen nu. Så der er lige et par enkelte, selvom der ikke er mange tilbage fra min tid.

– Jeg var også med til traditionsfesten i år. Da jeg spillede herovre, var jeg med til den hvert år. Men jeg var med til den i år, og det var jeg rigtig glad for. Når du selv er aktiv, er du jo ofte i gang andre steder, så det kan være svært at få passet ind i sin kalender, men jeg er glad for, at jeg var med i år, og det var fedt at se mange af de gamle koryfæer og legender, der kommer i klubben.

– Der bliver snakket historier og fortalt vittigheder. Det er legendarisk at være med til, og jeg er stolt og glad for, at jeg kom til at opleve det nu her.

Du vil måske også kunne lide...