Jack Jørgensen: Fyens Stiftstidende ville gøre noget ekstraordinært

Torsdag aften blev det ved et fanarrangement på Stadion offentliggjort, at Stiften-Tribunen skifter navn til Richard Møller Nielsen-Tribunen.

Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB, fortæller til OBstruktion, at der har været arbejdet på det i et stykke tid, og det er nu lykkedes grundet stor velvilje fra Fyens Stiftstidende.

– Vi har igennem det sidste års tid arbejdet målrettet på at styrke relationerne, og fællesskabet på kryds og tværs omkring klubben. I den proces har vi haft særlig fokus på involvering af både fans, sponsorer, samt byen vi kommer fra, og vi har skabt et OB ambassadørkorps af tidligere spillere. Alt sammen med det ene mål, at styrke klubben indefra og lade flere omkring klubben tage ansvar og ejerskab for klubben –  ikke mindst for fremtidens OB.  I løbet af perioden har vi modtaget rigtigt mange gode og brugbare inputs fra alle grene af OB familien. Det er mange af de inputs, som vi er i gang med at sætte handling på og får gjort til virkelighed.   
I vores dialog med Fyens Stiftstidende kom det frem, at avisen gerne ville være med til, at gøre noget ekstraordinært for klubben og ikke mindst for klubbens fans, som markering af vores 130 års følgeskab. Vi blev hurtigt enige om, at det skulle være noget, der kunne binde fortid til fremtid og stå som symbol for klubben, avisen og Fyn. Her kom tribunen naturligt på banen, og valget af Richard Møller Nielsen-Tribunen som symbol, var indlysende klart fra start. Og at det sker netop nu, er naturligt for os  i forbindelse med, at vi netop har forlænget vores partnerskab med Jysk Fynske Medier med yderligere 3 år.

Jeg kan altså forstå, at Fyens Stiftstidende er sponsor for Richard Møller Nielsen-Tribunen, men vil det så ikke betyde, at tribunen igen skal have et nyt navn, hvis de ikke længere ønsker at være sponsor?

– Ja det er korrekt, Fyens Stiftstidende er stadig sponsor for tribunen, og det er de forhåbentligt i rigtigt mange år ud i fremtiden, og det samme gælder tribunenavnet til ære og respekt for Richard, en af de allerstørste striber.

Inden fanarrangementet blev afholdt, var der meldt ud, at man ville præsentere en stor nyhed, og på diverse fora og sociale medier, mener en del OB-fans, at nyheden var kørt lidt for stort op. Det mener Jack Jørgensen dog ikke.

– Det syntes jeg bestemt ikke, at vi har gjort. Vi har kun meldt det ud i forbindelse med invitationen til vores sæsonkortholder arrangement “OB helt tæt på”. Og jeg mener, at der på alle måder er tale om en stor fan nyhed. Det er første gang i Danmark, at en sponsor og klub går sammen, og vælger at hylde klubbens fans og en legende med en tribune.  Jeg er helt på bølgelængde med, at jeg ikke kan styre vores fans forventninger, og det bliver svært at gøre alle tilfredse.  Alt tyder da heldigvis på, at vi har ramt lige midt i skiven med Richard Møller Nielsen-Tribunen – målt på interessen og alle de enormt positive tilbagemeldinger, vi har modtaget siden offentliggørelsen i går.

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...