OBstruktion møder Jesper Hansen – Del 1

Vi har i dag været på besøg hos vores sportsdirektør, Jesper Hansen, i Ådalen, og det blev der en længere snak ud af. 

Vi har derfor valgt at dele vores interview med ham op i flere dele, og her bringer vi så Del 1, hvor der mest er fokus på det netop afsluttede transfervindue.

I det netop afsluttede transfervindue hentede vi Thomas Mikkelsen og Nicklas Helenius ind, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde håbet på flere forstærkninger, men Jesper Hansen er tilfreds med vinduet, og han lægger meget vægt på, at truppen var klar fra turneringens start.

– De spillere vi hentede, blev hentet i god tid. Det er det, vi synes, er optimalt. Hvis vi kan have alle mand til træning den første dag, så har vi levet op til alt det, vi skulle. Så ved jeg godt, der er nogle fans, der bliver lidt skuffede, men det optimale for fodboldklubben er, at vi har alle mand med til første træningsdag, så Kent og Co. Kan træne med dem, og få dem kørt ind inden vi spiller turnering, og der har vi hentet Helenius og Thomas Mikkelsen, og vi har rykket Julius (Eskesen, red.) op, og så har vi Oliver (Christensen, red.), der kommer op, og træner en del mere med førsteholdet som 3. målmand.

– Derudover ville vi gerne have hentet en mere. Vi kom af med Oliver (Lund, red.) og Falkesgaard (Michael, red.), og Thomas Mikkelsen, der ikke havde været her i et stykke tid, og så lejede vi Yao ud til sidst, men vi er stadigvæk 24 spillere i truppen, så antalsmæssigt er vi fint besat. Vi ville ikke bare tage nogle breddespillere ind, fordi det rykker bare vores egne spillere længere ned i hierarkiet, så vi vil gerne give vores unge spillere en chance. Når det så er sagt, så har vi haft det sådan i hele vinduet, at vi gerne ville finde én spiller, der kunne forstærke os, og det skulle gerne være en markant forstærkning. Lige indtil det sidste havde vi 3 emner, og de valgte desværre anderledes. Kent og trænerteamet, og vi som klub, er egentlig godt tilfreds med vores trup, og vi har også en trup, som vi forventer, kan leve med til den målsætning, som vi har.

Man siger som regel, at der skal være to spillere til hver plads i en trup, men hvis man ser på vores trup, har vi kun tre spillere til de to pladser i det centrale forsvar. Synes du ikke selv, det er lidt tyndt?

– Det er rigtigt, at vi har tre spillere, hvor man kan sige, at de er deciderede midterforsvarer, og så kunne vi godt sige, at vi ville have en ung en også. Vi har den mulighed, at vi kan rykke Pereira ind, han har også tidligere spillet midterforsvar, og så havde vi egentlig tre rigtig dygtige midterforsvarer på vores U19-hold, men nu lejede vi så Molberg ud, men vi har stadig to gode unge midtstoppere på vores U19-hold, som vi holder lidt øje med. Så jeg vil sige det sådan, at det er en kalkuleret risiko, at vi har tre, der helt klart har niveauet til at spille, så har vi Pereira, der i en snæver stund kan rykke ind, og så har vi to af vores egne, som vi også skal se an her i den her periode, og hvis vi tog en ung en ind udefra, så ville vi også lukke lidt for vores egne spillere nedefra, og vi ønsker, at alle dem der har niveauet, dem vil vi gerne have igennem fra vores egen ungdomsafdeling og op på førsteholdet.

Nu bringer du selv på banen, at Molberg er blevet lejet ud. Det kan se lidt underligt ud, at han bliver lejet ud til en italiensk klub. Det er vel ikke meningen han skal spille på førsteholdet dernede? Hvis han skal spille på deres U19-hold, så kunne han vel lige så godt have gjort det her i OB?

– Engang imellem må man gøre op med sig selv som klub, hvad der er bedst for klubben, og høre hvad spilleren har at sige. Molberg havde en drøm om at prøve det der af, og i forhold til det så i og med at vi har to andre gode midtstoppere på vores U19-hold, så havde vi faktisk en for mange, og derfor synes vi, at det kunne være en god ide, og så er der jo også det i det, at det kan jo være, at de køber ham til den tid, og vi lever jo også af at sælge fodboldspillere, og som udgangspunkt vil vi gerne holde de bedste af vores spillere, fordi vi vil have dem op igennem Superligaen, men vi ser også på vores akademi, at jo bedre det bliver, så skal det også være muligt at sælge en akademispiller.

Så i satser på, at han skal sælges?

– Ja, altså det er det, der har været baggrunden for, at vi gør det, og det er også det, der ligger i Molbergs ønske om at komme afsted til Italien, at få en karriere der. OB har jo haft en lang årrække, hvor man ikke har fået ret mange spillere igennem sin egen ungdomsafdeling, og det er det, vi prøver på at lave om nu her. Det vi håber på, er også, at nogle af dem der kommer tidligt ud, så også kommer hjem og slutter af i OB, og kommer hjem med noget vigtig erfaring, som vi også kan bruge.

Lige før nævnte du selv Pereira, men havde han egentlig ikke fået lov til at se sig om efter en ny klub?

– Det er sådan, at vi har masser af evalueringer med vores spillere hele tiden, og det er jo sådan, at når man har skrevet en kontrakt, så har man en uopsigelig aftale i den periode, som man nu har bundet sig for. Undervejs i forløbet er der masser af snakke, om spillerne lever op til det, som vi forventer, og spilleren kan også have nogle andre ønsker end det, han har ‘commited’ sig til. Der er ingen tvivl om, at i sidste sæson var der en periode, hvor Pereira ikke spillede så meget, som han gerne ville, og vi synes, han skulle, og derfor har vi selvfølgelig en dialog omkring tingene. Men det er jo ikke det samme som, vi siger, at han SKAL væk, eller han SKAL sælges, men vi har en dialog omkring tingene. En gang imellem skal man selvfølgelig finde ud af, på et eller andet tidspunkt er der en deadline, vi kan jo ikke stå den 31. og miste tre spillere, fordi vi har sagt, de må finde noget andet. Derfor er der en dialog om, hvordan det ser ud, og selvom man har den, er det jo ikke et spørgsmål om, at spilleren er utilfreds med OB eller noget, men det er et spørgsmål om, at fodboldspillere har en forholdsvis kort karriere, og der gælder det om at performe bedst muligt, og nogle gange er man et godt match, og andre gange er man et mindre godt match. Nogle gange er der nogen, der overhaler en, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi har nogle spillere, der brænder for OB. Det er det, det handler om. Vi vil have nogle spillere hernede, der brænder for OB. Derfor er det vigtigt at have den her dialog, så man også mærker, at man har den her ansvarsfølelse for, hvad der sker i OB.

Yao er blevet lejet ud til Vendsyssel, regner i så med, at han kommer til bage til OB efter sæsonen og skal være med på holdet, eller regner i også med at sælge ham?

– Principielt kan vi jo sige, at alle vores spillere er til salg. Så er spørgsmålet jo, om vi kan få den pris, vi gerne vil have, og om det er det rigtige tidspunkt. Det er klart, at hvis der sker noget med nogle andre spillere, så er det ikke sikkert, man ønsker at sælge. Vi synes jo, at vi har rigtig mange angribere, og Yao var nok den, der stod længst væk sammen med Weber. Vi synes stadigvæk, det var også derfor, vi forlængede kontrakten med ham, at Yao har et potentiale, som vi skal have forløst. Vi er kommet dertil, at det at han kan spille nogle kampe, vil betyde rigtig meget for Yao for hans egen udvikling og hans egen tro på, at han kan tage det næste skridt. Da han så fik muligheden for at komme til Vendsyssel, var vi ikke i tvivl om, at det var det rigtige. Så må vi se, om han udvikler sig så meget, at vi kan se ham blive OB-spiller, eller om vi skal finde en anden løsning.

Det har ikke været på tale at leje sådan nogle som Kristian Weber og Jacob Buus ud?

– Det er sådan, at alle de spillere der ligger i det segment, dem har vi en dialog med om hvordan og hvorledes vi ser dem og deres udvikling, og vi hører selvfølgelig også, hvordan de selv ser på det. I forhold til det har vi fundet en fælles front, og det er ikke altid, man kan det. Det kan godt være, der er nogle spillere, der ønsker at blive her, eller nogle der vil væk, hvor vi siger nej, eller omvendt. Men lige omkring de spillere, du nævner der, der har vi egentlig haft fælles fodslag i forhold til, hvad der skal ske.

Jeg kunne forestille mig, der også har været nogle bud på spillere, som vi har sagt nej til?

– Det har der. For at leve op til vores budget, skal vi egentlig sælge nogle fodboldspillere. I det her vindue har vi dog prioriteret, og sagt, at vi vil godt undvære en indtægt ved at holde fast på den her trup, og det er fordi, vi synes, at den rummer så meget kvalitet, som vi skal have forløst, og det vil vi gerne give dem en chance for.

Jeg kunne forestille mig, at sådan en som Grytebust var voldsomt interessant rundt omkring?

– Ja, men jeg synes, vi har mange spillere, der er gode spillere, og vi spiller en form for fodbold, som andre klubber også synes, er attraktivt. Der er stor forskel på holds tilgang til fodbold, og derfor er det vigtigt, at vi holder fast i fodboldspillet, for det er udvikling, og der er også pres på i Odense, så de to kombinationer gør jo, at vores spillere er interessante også for større klubber. Så det er ikke kun Sten, der er interessant.

– Sten er en rigtig dygtig målmand, som vi er meget glade for, at vi har en aftale med. Ikke nok med det, så er han også en rigtig god person. Der er ingen tvivl om, at vi værdsætter Sten meget højt i OB, både som spiller og som person.

Hvad med priserne generelt på spillere? Nu bliver spillerne jo handlet for mere end en mia. kroner internationalt, smitter det også af på priserne i Superligaen?

– Nej, det gør det ikke. Man kan sige, at nogle gange bliver der solgt nogle rigtig fine handler fra Superligaen, men når man snakker de der mia.-handler, så er de i en liga for sig selv. Danmark ligger jo et godt stykke under det der. Det er en dominoeffekt. De klubber køber jo ofte af hinanden, og de mindste skal jo også have spillere et eller andet sted fra, og der er det klart, at det smitter af. Når de trækker den til 11. time, og de særligt i England betaler alt for mange penge for middelmådige spillere, så smitter det af.

– Grundlæggende er jeg meget imod det. Jeg synes, det ødelægger fodbolden med alle de penge og alle de rige folk, der pumper alle de penge i det, og som udgangspunkt kan man også sige, at det der hedder økonomisk fair play, der kan jeg godt forstå, at der er nogle klubber, der bliver undersøgt i øjeblikket. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan godtgøre, at man har råd til at gøre sådan, når man har nogle regler under financial fair play, så jeg synes, det er ødelæggende for fodbolden med alle de penge, der er.

Det var første del af vores snak med Jesper Hansen. 2. del vil være tilgængelig her på siden snarest.

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...