Jakob Michelsen: Vi kan kun selv få os ud af krisen

OB fik en skidt afslutning på efteråret i Superligaen, hvor det kun blev til et enkelt point i de sidste fem kampe, og her i foråret er det blevet til et enkelt point i de første to kampe.

I weekenden fik OB et enkelt point med hjem, fra Randers, da de spillede 0-0, og jagten på top seks ser nu for alvor meget svært ud for fynboerne, erkender træner Jakob Michelsen.

– Hvis ikke patienten døde, så røg den i hvert fald i respirator. Nu skal der mere end umanerlig meget held, dygtighed, marginaler og hjælp fra andre til, at det kan lykkes.

Michelsen mener egentlig, at OB havde ganske god kontrol over kampen, men det lykkedes dog ikke at komme frem til nogle helt store chancer, der kunne give mål.

– Det var en chancefattig forestilling, hvor vi igen ikke giver ret meget væk. Ser man bort fra de første 15-20 minutter, synes jeg egentlig, vi er i kontrol, men vi forsømmer at spille chancerne større og være cool nok på bolden, både i fase 1 hvor der var rig mulighed for at tage bolden med frem, men også oppe på modstanderens halvdel mangler vi den sidste timing og kvalitet.

– I det sidste kvarter begynder vi at satse, og det får vi ikke profit ud af. Der åbner vi nærmest kampen op i stedet for at presse Randers ned. Vores satsning med tre angribere gjorde egentlig bare, at vi kom i undertal på midten, og det betød, at det blev en åben affære, hvor jeg egentlig synes, vi havde holdt Randers væk fra tilbud kampen igennem. Vores fremadrettethed og vores kvalitet på bolden var for dårlig.

Janus Drachmann har været skadet gennem opstarten, men alligevel startede han inde mod Brøndby sidste weekend uden at spille kampen til ende.

Scenariet var det samme mod Randers i weekenden, og Michelsen fortæller da også, at der er nogle overvejelser at gøre sig omkring anføreren.

– Der er i bund og grund tre overvejelser. Enten at starte med ham inde, og så pille ham ud når han går død. Alternativet er at sætte ham ind, men det får han jo ikke flere minutter i benene af. Den tredje mulighed er at lade ham spille igennem, vel vidende han så er færdig de sidste 20 minutter.

– Vi valgte så løsning ét og presse ham så meget, vi følte, vi kunne uden risiko for skader, og uden at han gik død.

Men kan det ikke være et problem, at du fra start af har en ’låst’ udskiftning?

– Jo, og det var også en af årsagerne til, vi ikke kunne starte med Mart Lieder inde, for han kunne højst spille 35-45 minutter, og så var vi låst på to positioner. Derfor valgte vi at starte med Janus inde og Mart ude.

– Så kan man altid argumentere for, om det havde været smartere at starte med nogle andre, som man vidste, kunne spille igennem, men omvendt vil vi også gerne bringe Janus i kampform, men der er altså kun en måde, han bliver klar til at spille på, og det er ved at spille. Jeg synes også, han løftede sit niveau fra kampen mod Brøndby til kampen mod Randers.

OB har kun hentet to point i de seneste syv Superligakampe, men hvad er egentlig forskellen på nu og så første dal af sæsonen, hvor der kom fint med point på kontoen?

– Der er mange forklaringer, men hver gang vi begynder at komme med forklaringer, lyder det som dårlige undskyldninger, og det gider jeg egentlig ikke ud i. Faktum er, at det ikke er godt nok.

OB ligger lige nu nummer ni i Superligaen, og hvis grundspillet stoppede nu, ville de skulle spille i nedrykningspulje med SønderjyskE, Horsens og Silkeborg, hvor der kun ville være tre point ned under stregen. Der bliver da også kigget på de hold, der ligger under os i tabellen.

– Vi kigger hele tiden på tabellen. De trænere og spillere der siger, de ikke kigger på tabellen, de lyver. Alle kigger på tabellen, og selvfølgelig skal vi kigge på dem, der ligger lige over os, og dem der ligger lige over os.

– Dybest set skal man som fodboldtræner og fodboldspiller kigge så lidt på tabellen som muligt og koncentrere sig mest muligt om at lave en god præstation. Laver man gode præstationer, rykker man opad i tabellen, og laver man dårlige præstationer, rykker man nedad i tabellen.

Kan du begynde at mærke et stigende pres fra omgivelserne?

– Der er altid pres på i en klub som OB med klubbens historik og historie. Vi skabte begejstring, og var halvanden kamp fra bronzen i sidste sæson, og spillede for mange tilskuere. Så er der jo kommet smag for det, og det er klart, at så er forventningerne blevet endnu større i år, og det har vi ikke levet op til.

– Det er ikke synd for os. Sådan er det at spille i en klub som OB, der er altid pres på. Men det pres der er størst, det er jo det, spillerne og trænerne ligger på sig selv. Det er derfor, vi er i OB, det er fordi, vi har ambitioner. Vi ved, vi kan gøre det bedre, end vi gør det lige nu, og det er kun os selv, der kan få os ud af den pointmæssige krise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *