Jesper Hansen: Interesse for flere af vores målmænd

OB har tidligere på dagen offentliggjort, at de har købt den ivorianske målmand, Mandé Sayouba, i den norske klub Stabæk.

Den 25-årige målmand spillede seks sæsoner i den norske klub, men nu tager han altså turen til Odense, hvor han har skrevet under på en aftale, der gælder i fem år.

Der har været nogle spekulationer om, at Sten Grytebust kunne være på vej væk fra OB, men han er stadig i klubben. Der er dog alligevel en årsag til, at vi har hentet Sayouba.

– Det er fordi, vi egentlig har scoutet på ham i et længere stykke tid, og vi vidste, at han havde udløb her til vinter, og det var en målmand, vi godt kunne se spille i OB. I forhold til vores situation omkring Sten, men også Thomas og Oliver, så synes vi, at vi godt ville vise rettidig omhu og prøve at få ham tilknyttet i det her vindue, fordi der har været noget aktivitet omkring nogle af vores målmænd. Om der sker noget, ved vi ikke, men så har vi også lidt tid til at få Sayouba til at falde ordentligt til, siger sportsdirektør, Jesper Hansen.

Hvor længe har vi fulgt ham?

– Det har vi gjort igennem lang tid. Både vores scout og vores målmandstræner har virkelig lavet et rigtig fint stykke arbejde omkring det, og har været meget overbeviste om, at det er en målmand, vi kan flytte.

Selvom vi allerede nu har sikret os Sayouba, der meget vel kan være erstatningen for Sten Grytebust, så er der ikke noget konkret om, at nordmanden er på vej væk nu.

– Her og nu er der ikke noget nyt i den sag, så det er der ikke nogen, der ved. Vi er rigtig glade for at have Sten her, og det er jo det, jeg kan sige om det.

Det kan derfor betyde, at vi kommer til at stå med fire målmænd i truppen, når transfervinduet er lukket, og Jesper Hansen erkender da også, at det kan være svært, at holde så mange målmænd skarpe.

– Jo, men det er jo nogle gange den overvejelse, man kan have. Vi stod også med, at der var rift om nogle af vores målmænd, og i forhold til det må vi også tænke på klubben. Så må vi jo tage stilling til, hvordan man gør det, og det har vi selvfølgelig haft en drøftelse om i klubben, hvordan vi tackler det, hvis den situation skulle opstå, og det er vi afklarede med.

Hvorfor var et skifte til OB interessant for Sayouba?

– Jeg tror et eller andet sted, at historien med Sten har været et positivt pejlemærke, og så synes han jo, at OB er en spændende klub, og han har lyst til at tage det næste skridt. Det er nogle af de spørgsmål, han selv skal svare på.

Den ivorianske målmand har skrevet under på en fem-årig aftale, og det er da også en mand, der er stor tillid til, og i OB tror de også på, at de kan flytte ham endnu mere.

– Det er rigtigt. Som jeg startede med at sige, har vi fulgt ham gennem længere tid, og haft flere evalueringer på ham, og vi tror på, at vi kan flytte ham rigtig meget. Med den erfaring han allerede har, og det vi har set, så har vi vurderet, at det kan blive en rigtig god målmand for OB.

Hvad er hans spidskompetencer, og hvad kan vi forvente af ham?

– Som udgangspunkt har han nogle fysiske fortrin. God i feltet og også reaktionsstærk. Det er nogle af de ting, som jeg synes, er åbenlyse.

Hvis Sten Grytebust ender med at blive solgt, kunne det måske godt forsvares, bare at fortsætte med de to, der er i truppen udover ham, og så hive en ung målmand op, men det er ikke kun Grytebust, der har været interesse for.

– Sten har vi jo haft en masse dialog med omkring hans situation, og i forhold til det er der meget interesse omkring ham, uden jeg kan sige mere om det. Der har også været noget interesse omkring Thomas Mikkelsen også, og i forhold til det har vi valgt at tage den her løsning. Oliver er lige startet på fuld tid, og har taget nogle rigtig gode skridt, og vi har også nogle dygtige ungdomsmålmænd, men vi vil til enhver tid gerne have tre rigtig gode målmænd, og det er derfor, vi har handlet på det her.

Efter kampen mod Hobro sagde Jesper Hansen, at vi stadig skulle have 2-3 nye spillere ind, og det antal kommer den nye målmand ikke til at have indflydelse på.

– Vores plan er, som den hele tiden har været, at vi ville hente 2-3 nye spillere. Vi har hentet Janus Drachmann, og vi har hentet Alexander Ludwig, plus vi har hentet nogle op fra vores eget ungdomsakademi, og så har vi sagt farvel til André Rømer. Lige nu står det sådan, at vi skal hente to spillere, og det har ikke noget med målmanden her at gøre.

Hvornår kommer de sidste så?

– Vi håber jo på, at vi kan finde nogen, der kan hjælpe os, det er det, hele opgaven går ud på. Hvis vi ikke kan finde nogen, så tager vi ikke nogen, hvis de ikke er gode nok til at kunne hjælpe os. Vi arbejder i døgndrift på at finde de her spillere, og vi ser jo hellere, at de kommer i dag end i morgen, men jeg kan ikke stå her og love at der kommer nogen til et specielt tidspunkt.

– Der er en masse pres på, man sådan er det at være i det her med sådan nogle vinduer, og det er jo tit, at klubberne spekulerer i, at jo tættere man kommer deadline, jo mere panik går der i tingene, og det er jo bare en del af gamet med et transfervindue.

Du vil måske også kunne lide...