Jesper Hansen: John er ikke interessant for OB

Tidligere i dag fortalte Joshua Johns agent, at han havde tilbudt den hollandske spiller til flere danske klubber, og at OB var en af dem.

OB skulle være den klub, der virkede mest interesseret, og agenten håbede på, der kunne findes en løsning, inden transfervinduet lukker.

Vi har fanget sportsdirektør, Jesper Hansen, til en kommentar på de historier, der sætter Joshua John i forbindelse med OB.

Joshua Johns agent snakker ret varmt om, at et skifte til OB kunne være interessant for spilleren. Er det noget, du vil kommentere på?

– Det kan jeg godt. Det er jo sådan, at vi har undersøgt rigtig mange ting, og vi har været i gang rigtig længe. I forbindelse med det så bliver vi tilbudt rigtig mange spillere, og på den måde kommer det ikke bag på mig, at rigtig mange navne dukker op, fordi vi har været meget grundige. I den forbindelse kan man sige, at fra vi undersøger tingene, eller har noget dialog omkring nogle ting, til det så bliver effektueret, der er trods alt et stykke vej, så det er der, vi er.

Agenten siger, han er blevet tilbudt til både Esbjerg, AaB, Brøndby og os, og vi skulle være den eneste klub, der skulle have vist interesse. Hvad siger du til det?

– Vi har ikke været der, hvor vi har snakket mere om det end som så. Jeg ved, Ole Nielsen har haft en dialog med hans agent, ligesom han har haft med 1000 andre spillere, men der er ikke noget konkret. Det er ikke noget, vi er gået ind i, og det er ikke noget, der kommer til at ske.

– Vi har undersøgt en masse ting, og vi får tilbudt en hel masse spillere, og i forhold til det så er Joshua John jo en spiller, som gjorde nogle fine ting, da han var i FC Nordsjælland, men det er ikke en spiller, hvor vi har sagt, at nu sidder vi os ned, og prøver at se, hvordan tingene ser ud, og om vi kan blive enige. Så langt har vi aldrig været.

Kunne han være interessant for OB?

– Nej.

Du vil måske også kunne lide...