Jørgensen: Vil være et våben for holdet

Den unge angriber, Mathias Jørgensen, har fået en professionel kontrakt i OB, og han går efter at blive en vigtig spiller.

Kort før sommerens første træning i mandags blev det offentliggjort, at den 17-årige angriber, Mathias Jørgensen, havde skrevet under på en fuldtidskontrakt med OB, der gælder for de kommende tre år.

Kontrakten havde været undervejs i et stykke tid, og det er da også en lykkelig spiller, der fik sat underskriften på aftalen med OB.

– Det er rigtig stort at stå som fuldtids professionel fodboldspiller. Det er en kæmpe drøm og en kæmpe milepæl at nå. Plan A har altid været at blive professionel, og der har ikke rigtig været en Plan B, for jeg har altid håbet på, at Plan A ville lykkes. Det gjorde den så nu, og det er rigtig stort, siger Jørgensen til OBstruktion.

Tidligere på sommeren blev Jakob Michelsen præsenteret som ny træner i klubben, og den unge Jørgensen ser meget frem til at arbejde sammen med den nye træner.

– Det bliver rigtig spændende og rigtig positivt at arbejde under Jakob. Det er en helt ny omvæltning i klubben med et helt nyt trænerteam, og for mig som ung er det fedt at komme op og stå på lige fod med de andre og bare give den en skalle til træning, og se om jeg kan byde mig til. Præsterer du, har du gode chancer, og præsterer du ikke, har du ikke gode chancer, det er op til det enkelte individ.

– Han er også en mand, der har en spillestil, som tiltaler mig. Der er lidt længderetnings fodbold, fra mål til mål, hvor jeg kan få brugt min fart. Hurtigt fremadrettet hvor jeg kan bruge mine forcer og blive en vigtig mand forhåbentligt.

Med den tre-årige kontrakt mener Jørgensen også, at OB viser, at de tror på ham, og han mener heller ikke, der var andre steder, han havde bedre muligheder for at udvikle sig.

– Jeg oplever, at OB tror på mig. Det har været vigtigt for mig at komme til OB i forhold til min udvikling, og nu er der blevet lagt låg på, i og med at jeg har skrevet for tre nye år, hvilket gør, at de tror på mig, og at jeg kan fortsætte min udvikling. Det er også derfor, jeg vælger at sætte min underskrift på en tre-årig kontrakt, fordi jeg tror, det er her, jeg kan udvikle mig bedst muligt.

Han fik et par enkelte indhop i sidste sæson, og Jørgensen har da også store ambitioner for hans kommende sæson i den stribede trøje.

– For det første skal vi i hvert fald som hold prøve at komme i den top seks. Mine personlige forventninger er, at jeg skal så langt ind i truppen som muligt, forhåbentlig få en masse bænkpladser og prøve at byde mig til, så jeg måske kan få nogle startpladser. Jeg vil gerne være et våben for det her hold, som Jakob kan bruge, når han mener, der er brug for noget fart, og brug for en der lige kan prikke den i kassen til sidst, så vil jeg rigtig gerne være til rådighed. Jo mere spilletid jo bedre, og jeg har jo været inde og snuse til det, så mere vil have mere.

I den netop afsluttede sæson tegnede han sig for hele 21 scoringer i U19-ligaen, men hvor mange mål regner han egentlig med at score i Superligaen i den kommende sæson?

– Man kan ikke komme med et kedeligt svar her, vel? Der er bare skud fra hoften. Kunne man starte med at få prikket én ind, vil der forhåbentlig gå hul på bylden, og kan man så lave 3-4-5 stykker, det kunne være sjovt. Nu skal jeg lige have hul på bylden først, og selvfølgelig er det sjovest som angriber at score mål, det er jo det, man lever af, men jo mere jeg kan bidrage til holdet jo bedre, og så vil jeg selvfølgelig også bidrage med mål.

 

Du vil måske også kunne lide...