Kabalen der bare ikke må gå op

Lad mig lige slå fast til at starte med, at dette ikke er nogle konkrete rygter, eller noget jeg har hørt i nogle kroge, det er ikke andet end min egen logik eller frygt.

Frederik Rønnow har ikke lagt skjul på, at han gerne vil væk fra Brøndby og prøve sig af i udlandet, og det skal meget gerne ske allerede i dette transfervindue.

Der er dog ikke ret lang tid tilbage af vinduet, og Troels Bech har i denne uge sagt, at jo flere dage der går, jo mere ser det ud til, at Rønnow bliver i Brøndby. Samtidig afviser han dog ikke at sælge målmanden, han vil bare være sikker på, at man kan nå at hente en ordentlig erstatning, inden transfervinduet lukker.

HVIS Brøndby sælger Rønnow, og får omkring de 20 mio. kroner, som der gættes på, de kræver for ham, skulle de altså nok have penge til at købe en erstatning, og mon ikke de så kigger mod Ådalen?

I OB har vi altså en af Superligaens bedste målmænd, men mon ikke vi kunne fristes til at sælge ham alligevel? Jeg tror det.

Lad os sige, at Brøndby sender et bud på Grytebust, der ligger et sted mellem 5 og 10 mio. kroner, vil vi så afvise dem? Jeg tror det næppe.

Altså kan Brøndby bytte Rønnow med Grytebust, der i mine øjne er mindst lige så god, og så endda lave en stor fortjeneste på det. Brøndbys målmandstræner er Lars Høgh, der har et glimrende kendskab til Grytebust, og mon ikke han siger god for ham, hvis han spørger Troels Bech.

Spørgsmålet er så bare, hvor meget vi vil tage for Grytebust, hvis Brøndby ringer, men jeg tror i hvert fald ikke, vi ville afvise et salg til dem.

Så er spørgsmålet bare, hvad vi så gør, hvis Grytebust er væk. Jo, den ligger jo sådan set også lige til højrebenet. AaB har lige hentet en ny svensk målmand på en lang aftale, og de har ikke lagt skjul på, at det er en mand, de regner med.

Derfor kommer Nicolai Larsen nok lidt i overskud derovre, for han kan vel ikke være tilfreds med at spille andenviolin. Han har tidligere udtalt, at han gerne vil prøve sig af i udlandet, men de seneste sæsoner har han vil ikke vist noget, der gør, at klubber i andre lande end Sverig, Norge og Island reelt kunne være interesseret i ham.

Kent Nielsen kender ham, og vi kan jo snart stille et helt hold af hans tidligere holdkammerater. Samtidig udløber hans kontrakt med AaB næste sommer, så han er nok ikke så dyr endda.

Sælger vi Grytebust, kunne jeg derfor godt forestille mig, at Nicolai Larsen bliver ny mand i OB.

Dette er på ingen måde et scenarie, jeg ønsker, kommer til at ske, men hvis vi en enkelt gang tager de striwede briller af, så er det da egentlig en meget logisk kabale, er det ikke?

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *