KEP: Frustrerende at tabe til AGF igen

Søndag havde OB muligheden for at spille sig en runde videre i Superligaens Europa League-playoff, men det krævede en sejr hjemme over AGF, som de havde tabt 3-2 til i det første opgør i Århus.

Det lykkedes dog ikke for hjemmeholdet at vende kampen, da det også blev til et nederlag på 3-2 på hjemmebane og dermed et samlet nederlag på 6-4.

OB’s anfører, Kenneth Emil Petersen, er frustreret over de to kampe, hvor han mener, OB har spillet til mere, end de har fået.

– Overordnet set har det været frustrerende, at vi i begge kampe ikke har fået det resultat, vi synes, vi har spillet til. Det er frustrerende igen at stå her efter at have tabt en kamp til AGF, hvor man føler, man godt kunne have fået mere.

I den første kamp i Århus spillede OB nærmest AGF ud af banen, men tabte alligevel. Hjemme i Odense var præstationen ikke helt så god, og det er det en god grund til.

– Det har noget at gøre med, at AGF havde det meget svært mod os i første kamp, og så kom de her til Odense med et meget kompakt hold, der lukkede meget af centralt. Så er det klart, at når de får et mål efter få minutter på hjørnespark, så kommer kampen til at forme sig lige efter deres hoved. De kan stå meget kompakt og lukke ned for mellemrummene, og så har vi ikke haft kvaliteten til at lirke det op. Omvendt kan man sige, at vi over to kampe har scoret fire mål, og det bør jo være nok.

Man stod ikke med en følelse af, at AGF var bedre end OB, men anføreren synes alligevel, det var fortjent, at AGF trak det længste strå, og gik videre.

– Ja, det synes jeg. Det kan man ikke sige noget mod. Vi har tabt til dem to gange, så at stå og sige, det ikke er fortjent, det runger hult.

Vi har mødt AGF tre gange i 2018, og i ingen af kampene har AGF spillet rigtig godt, men de har vundet dem alle tre alligevel. KEP kan ikke rigtig svare på, hvorfor de kan det.

– Det er sgu et godt spørgsmål. Det må du spørge dem om, jeg ved det ikke. De har åbenbart fundet en eller anden vej, der virker for dem. De er piv effektive, må man sige, det er jo ikke fordi, de har vadet i chancer, må man sige.

Du vil måske også kunne lide...