Kløve: Nu skal bronzen i hus

Fredag aften var noget af en fest på Odense Stadion, da OB havde besøg af Esbjerg til en lille ‘bronzefinale’ i Superligaens tredjesidste runde.

Umiddelbart var det dog kun hjemmepublikummet, der havde en fest, da OB for alvor foldede sig ud, og vandt en sikker sejr på 4-1, og har derfor lagt sig i førersædet i bronzekampen.

En af de spillere der spillede en stor rolle i den sikre sejr, var Troels Kløve. Den offensive midtbanespiller tegnede sig for to scoringer, og den første blev sat ind til 2-0 kort før pausen. Det krævede dog et par forsøg, før bolden lå i nettet.

– Der skulle tre forsøg til at hakke den ind, men heldigvis gik den i kassen, siger Kløve.

Kløves anden scoring blev sat ind med et par minutter tilbage af kampen, til slutresultatet 4-1. Det var et fremragende mål, hvor han modtog bolden, og tog den flot med, inden han sparkede den fladt ned i hjørnet.

Det så i hvert fald ud til, at han, allerede da han fik bolden, havde besluttet sig for, hvad han ville gøre, og det bekræfter han da også selv.

– Ja, jeg havde besluttet mig. Det er som regel der, jeg afslutter bedst i målet. Jeg var alene igennem, og så er det bare at finde ud af, hvad man vil gøre, og det var at sparke i den side.

Generelt var det en velspillet kamp fra OB’s side, og det var fuldt fortjent, at hjemmeholdet hentede de tre point. Kløve er da også godt tilfreds med præstationen i opgøret.

– Første halvleg var lidt rodet, men jeg synes generelt, at det var en god kamp fra vores side med masser af energi og masser af power. Det var ikke altid lige kønt fodboldspil, men vi kom frem til en masse chancer, og holdt dem fra store chancer langt hen ad vejen. Det var en rigtig god kamp for os.

Sejren var meget vigtig for OB’s muligheder for at vinde bronzemedaljerne. Kløve er da også rigtig glad for at have bidraget så meget til de tre point, og han er også meget glad for at spille med om medaljerne.

– Det er klart, man er glad og tilfreds. Stolt på holdets vegne over, at vi er nået hertil nu. Der er også et arbejde, der skal gøres færdig. Der venter to finaler, og nu skal bronzen sgu i hus.

– Det har været et langt ræs hele foråret, først med top seks og nu med bronzen. Man vænner sig til det, og vi skal bare nyde, at vi er, hvor vi er, og at vi har muligheden for at spille for noget så flot som en bronzemedalje. Det er længe siden, vi har haft OB så langt oppe, så vi nyder det allesammen, og der er smil på. Vi glæder os virkelig til næste kamp.

Der var tæt på 9000 tilskuere til kampen mellem OB og Esbjerg i fredags, og der bliver også lagt mærke til, at der er så mange mennesker, der finder vej til stadion.

– Jeg synes, det var stærkt. I forhold til at det er fredag aften kl. 19.00. Der er måske nogle børnefamilier, der ikke har mulighed for at komme på stadion, så små 9000 er rigtig flot, synes jeg. Vi ved godt, det er FCK og Brøndby, der trækker flest, men 9000 en fredag aften mod Esbjerg synes jeg, er rigtig flot.

Kløve sagde for nyligt, at det var vigtigt, at vi fik sat en sejrsstime sammen igen, og han håber på endnu mere i de kommende kampe også.

– Det er rigtigt. Fra sidste stime til nu havde vi seks kampe uden sejr, og så kommer der lige pludselig to sejre i streg, så det handler om at ramme de der perioder, hvor formen topper, og det må man sige, den gør lige nu. Forhåbentlige topper den også i næste uge, og ugen efter mod Brøndby, for det er nu, det skal afgøres.

Med to spillerunder tilbage i Superligaen ligger OB nummer tre med et enkelt point ned til Esbjerg, og derfor så kan vi selv afgøre det. Kløve er dog endnu ikke meget for at snakke om favoritværdighed.

– Nej, jeg synes stadig, det er meget 50/50. Esbjerg har to kampe mod FCK og FC Midtjylland, som halvt er gået på sommerferie. Vi har vores direkte modstandere. FC Nordsjælland er godt nok væk nu, men vi har Brøndby i den sidste, og det er også svært at tage til Nordsjælland og spille på kunstgræs. Det er meget 50/50. Vi har måske en lille fordel i og med, at vi fik et par ekstra mål i kassen, så vi har en målscore, vi måske kan falde tilbage på.

Hvis det hele skulle flaske sig, kan OB sikre bronzen allerede i den kommende weekend. Det kræver en sejr over FC Nordsjælland, mens Esbjerg taber til FCK. Det fylder dog ikke ret meget.

– Det kunne da være meget sjovt at spille en showkamp til sidst, men lad os lige tage en kamp ad gangen, og så håber vi på, at vi kan hive nok point hjem i de sidste to kampe til, at vi kan stå med bronzen om halsen til allersidst. Det er et ultimativt mål.

Du vil måske også kunne lide...