Mathias Jørgensen bombede U19 til sejr

Her til eftermiddag var der kamp i Ådalen, da OB’s U19-hold bød AGF op til dans i U19-ligaen i rigtig fint fysnk forårsvejr.

Den sædvanlige målmand på U19-holdet, Oliver Christensen, var ikke blevet klar til at spille kampen efter hans uheld i den seneste kamp mod FCK.

Der var ret pænt besøgt på kunstgræsbanen, og blandt tilskuerne var der en gruppe på 20-30 stykker fra Århus. Blandt de mere prominente tilskuere til kampen kan nævnes Jesper Hansen, Tonny Hermansen, Julius Eskesen og Brian Steen Nielsen.

I kampens indledning var det AGF, der sad på det, og de kom ud som lyn og torden, men det stilnede hurtigt af, og første halvleg var generelt ikke noget at råbe stort hurra for.

Efter et lille kvarters tid kom OB dog foran ved Jonathan Harboe, og den stilling nåede ikke at holde meget mere end fem minutter, før gæsterne havde udlignet.

Så skulle vi helt frem til det sidste sekund i første halvleg, hvor der blev dømt straffespark til OB, til stor utilfredshed blandt gruppen af AGF-tilhængere og gæsternes bænk, men dømt var det.

Mathias Jørgensen skulle tage sig af det, men det gik ikke så godt for den unge angriber, der brændte efter et dårligt spark, og straks derefter blev der fløjtet til pause. 

Blandt århusianerne blev pausen brugt på at snakke om straffesparket, og kvinden der var kommet til at stå ved siden af os, fik vist sagt minimum 50 gange på de 15 minutter, at der altså ikke var straffespark.

I anden halvleg var der meget mere intensitet og dramatik. Spillet blev som sådan ikke meget bedre efter pausen, men de to hold fightede rigtig godt, og der blev måske gået lidt mere til stålet, en hvad godt var.

Dommertrioen formåede at få bragt sig selv i fokus nogle gange, hvor dommeren og linjedommeren dømte noget forskelligt tre gange lige efter hinanden, og der var også en situation, hvor AGF’erne appelerede for et mål, der ikke blev dømt. 

Dommeren var også både henne ved OB’s og AGF’s bænk i løbet af anden halvleg for at give en henstilling til de to trænere. Der var virkelig intensitet på.

Ca. 20 minutter inde i anden halvleg kom OB så igen foran, da Mathias Jørgensen opfangede en returbold efter en afslutning på stolpen, og hamrede bolden i kassen til 2-1.

Samme Jørgensen var på pletten et kvarter senere, da han lukkede kampen til 3-1 på et rigtig flot hovedstød.

Der var altså tre vigtige point til OB, og udover selvfølgelig at fremhæve Mathias Jørgensen, der spillede en rigtig god kamp, og scorede to mål, vil jeg også fremhæve Jonathan Harboe. Ikke kun for hans mål, men også for hans fight og gode spil. Han var en af de absolut bedste på banen især i anden halvleg.


Efter kampen fangede vi den dobbelte målscorer, Mathias Jørgensen, til et hurtigt interview:

Hvordan oplevede du intensiteten i kampen?

– Jeg synes, der er høj intensitet lige fra start. Jeg synes, der er godt knald på kampen. Vi har ikke været vant til at spille i så varmt vejr, og det gør lidt ondt på benene, men jeg synes, det er en god kamp med intensitet på. Jeg synes, vi har nogle dommere, der kommer til at ødelægge en lille smule intensitet i kampen, men det kan man altid tale om bagefter.

Hvad skete der ved straffesparket?

– Det er fjerde straffespark, vi brænder i denne sæson, og vi har haft fem. Jeg er den eneste, der har scoret, så jeg tænkte, jeg ville tage bolden igen, og det var egentlig også aftalen. Jeg var hele tiden sikker på, at jeg ville sparke i den side, så det var bare dårligt udført. Der var desværre ikke nok coolness.

Du tog revanche med to flotte mål i anden halvleg..

– Det første er Elias, der kommer ned, og sparker på stolpen, og så tager jeg returbolden, og vender rundt, og jeg kan se, de er mange på stregen, og så tænker jeg, at jo højere jeg kan løfte bolden i nettet, jo større er chancen for, at den ryger ind.

Det er vel også sådan nogle mål og kampe, der bringer dig tættere på Superligatruppen?

– Det kan man jo håbe på. Det er ikke op til mig, om de tager mig op, eller hvad de gør. Jeg er U19-spiller, og jeg prøver at vise mit værd på mit eget hold, og så er det op til Kent og John, om de vil have mig med eller ej.

Du brænder lige en stor en til sidst..

– Ja jeg gør. Hvad kan man sige? Jeg skulle have scoret seks mål i kampen, men jeg scorede kun to. Heldigvis var det nok til en sejr.

Hvor vigtig var sejren?

– Det var en meget vigtig sejr. AGF ligger nummer fire, og U19-ligaen i år er så tæt, så jo flere point jo bedre. Nu havde vi en svipser i sidste weekend mod FCK, så det er godt, at vi kan rejse os her på hjemmebane og gøre det til et fort. Det betyder selvfølgelig meget, at vi vinder sådan en kamp her, og det skal vi også.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *