Michelsen: De unge tager mere ansvar

OB har været hårdt ramt af skader, efter Superligaen er gået i gang igen efter corona-pausen, hvor man til hver kamp har skulle bruge to hænder for at tælle skaderne på holdet.

I fraværet af en del etablerede og erfarne spillere, har der været en del spilletid til unge spillere, der ellers nok ikke havde fået chancen.

Klubbens træner, Jakob Michelsen, er også rigtig glad for det, han har set fra de unge spillere, der er begyndt at tage mere og mere ansvar.

– Det er nemmere for de unge at komme ind på et hold, der fungerer bedre og bedre. De unge får også mere erfaring. Nogle af de unge spillere, der har spillet mange kampe, begynder at tage mere og mere ansvar. Det har set godt ud i fire af de seneste fem kampe.

– Der er rigtig mange negative ting ved at have alle de mange skader, men en positiv ting er jo, at vejen til førsteholdet bliver kortere for de unge mennesker, og de får så noget erfaring, de kan trække på senere.

En af dem der for alvor har slået sit navn fast i de seneste kampe, er Max Fenger.  Han får også ros med på vejen af træneren.

– Han er vokset med opgaven. Han er blevet bedre fra kamp til kamp. Han arbejder exceptionelt hårdt, han er fysisk stærk, han har et gåpåmod, og han er god til at holde i bolden. I det hele taget er han en klog spiller. Jeg synes, han er vokset med opgaven, og det er stærkt allerede nu at være der, hvor han er, for det var først tiltænkt, at han skulle træde ind i truppen efter sommerferien. Af nød er han kommet ind, men han har bestemt grebet chancen.

I den seneste kamp mod Lyngby var der også debut til den unde Anders Klynge. Han blev skiftet ind fra 2. halvlegs start, og inden der var gået et minut, havde han fået gult kort. Han blev også skiftet ud igen mod kampens slutning.

– Det var rent taktisk, at vi ville over og spille med tre midtstoppere der. Vi ville stadig gerne bevare Max’ hovedspil inde, og vi ville også gerne bevare Frøkjær og Hyllegaards styrke i omstillingsspillet, og vi ville ikke ændre på de to centrale, og så var der kun Klynge tilbage. Det var rent taktisk, og det var han også forberedt på allerede i pausen, at det kunne være et scenarie, at han kunne blive taget ud igen.

– Det var en begivenhedsrig debut, efter vi hev ham ud af hans studenterfest dagen før. Fik et tidligt gul kort, var tæt på at lukke den til 3-1, og så blive taget ud igen. Det var bestemt en godkendt debut fra Klynge, som har leveret godt på vores U19-hold, og har været en af dem, man altid kunne regne med derfra.

Når nu de unge spillere har gjort det så godt, kan Michelsen så stå med lidt af et luksusproblem, når de skadede spillere begynder at blive klar igen?

– Den tid, den udfordring. Hvis det skulle komme så vidt. Foreløbigt har vi haft store vanskeligheder med bare at fylde bænken ud, og kunne navnene på dem alle sammen. Hvis den tid skulle komme, så vil vi glæde os over det.

One Reply to “Michelsen: De unge tager mere ansvar”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *