Michelsen: Har revanche til gode mod FC Midtjylland

Resultaterne har ikke været skide gode for OB her i mesterskabsspillet, hvor man i de første seks kampe endnu ikke har hentet en sejr.

Søndag aften skal man forsøge på det igen, når FC Midtjylland kommer på besøg på Odense Stadion. Holdets træner, Jakob Michelsen, mener da også, at OB har revanche til gode.

– Ja, det må man sige, for vi har vel tabt til dem 123 gange i år, så vi har i den grad revanche til gode. Det er selvfølgelig også et udtryk for, at FC Midtjylland er rigtig dygtige, og derfor har vi haft det så svært med dem. Der er en grund til, at dem og FCK er så langt foran alle andre. Men derfor giver vi det en chance mere.

Det er femte gang i denne sæson, at OB og FC Midtjylland møder hinanden, og Michelsen mener, det er svært at gribe kampen an på en måde, som midtjyderne ikke skulle have læst. Men han vil dog prøve alligevel.

– Jo flere gange man møder et hold, jo mere lærer man om dem, og jo mere lærer de også om os. Så handler det om at se, om man kan finde nogle nuancer, men i dagens fodbold hvor alting bliver optaget, og der er så mange kameraer på alle kampe, så er der ikke nogle hemmeligheder tilbage, men man kan altid prøve at twiste tingene en lille smule.

FC Midtjylland har udspillet deres rolle i mesterskabskampen, men det er ikke sikkert, det bliver en decideret fordel i vores kamp mod dem søndag aften.

– Jeg tror egentlig, FC Midtjylland længe har vidst, at de var ude af guldkampen, og det var de også i mandags ovre i Farum, hvor de vandt en god sejr. Det er nok ikke en ulempe, at de godt ved, de ikke bliver mestre, og i princippet ikke har det store at spille for. Omvendt kan de måske også spille mere frit, men det er jo gisninger. Det handler i bund og grund om, at vi skal ud og møde en god modstander, så vi skal også ud og lave en god præstation, hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om at få point med fra kampen.

I de seneste kampe har vi været hårdt plaget af skader, seneste i kampen mod FCK i Parken, men det er begyndt at lysne en lille smule på den front. Der er dog stadig en del spillere ude.

– I forhold til FCK-kampen hvor vi manglede seks spillere, så er Marco Lund tilbage på fuld kraft, han var kun på halv kraft i Parken. Ludwig kan også være en del af kamptruppen. Til gengæld er Oliver Christensen ikke en del af kamptruppen, fordi han har fået lidt småting. Dem der er ude lige nu er Oliver Christensen, Ramon Leeuwin, Jacob Barrett, Julius Eskesen og Nicklas Helenius.

– Generelt kan man sige på skadesfronten, at vi var rigtig heldige og dygtige til at blive forskånet for skader og karantæner i grundspillet, og her i mesterskabsspillet der har vi haft relativt mange skader og karantæner, og vi har stort set hver gang manglet 2-4 spillere.

Vi er fire point efter Esbjerg, der ligger nummer tre i Superligaen, og der er kun fire kampe tilbage af sæsonen. Det betyder også, at den skal have fuld skrald i jagten på tre point i de resterende kampe.

– Det kommer an på, hvordan det går i de andre kampe. Men generelt skal den altid have fuld skrald. Vi tager en kamp ad gangen. Vi skal huske, hvor vi kom fra, og vi er i top seks for første gang i mange år, men derfor ville vi godt have haft nogle flere point, end vi har fået her i medaljespillet, så derfor skal den selvfølgelig have fuld gas her til sidst, det siger sig selv.

Tre af vores sidste fire kampe er på hjemmebane, så kan vi vel ikke ønske os en bedre slutning?

– Kampprogrammet er sådan set fornuftigt med tre af fire hjemmekampe. Omvendt kan man sige, at vi har mødt FCK og FC Midtjylland, inden mesterskabet var afgjort, og nogle af vores konkurrenter får lov at møde dem, efter mesterskabet er afgjort. Det ved jeg ikke, om det er en fordel for os, men det kan vi ikke gøre noget ved nu. Det vi kan gøre noget ved, er at koncentrere os om at lave en god præstation mod et stærkt spillende FC Midtjylland-hold.

Du vil måske også kunne lide...