Michelsen: Ikke den største overraskelse hvis vi kommer i finalen

OB’s træner, Jakob Michelsen, mener, der er sket større overraskelser, end at OB skulle spille sig i pokalfinalen.

OB var inde i en rigtig god stime, da de havde vundet fem kampe i træk i Superligaen, inden de i fredags spillede på udebane mod Brøndby.

Det var den første kamp i mesterskabsspillet, og her blev sejrsstimen brudt, da kampen sluttede 2-2. Fynboernes træner, Jakob Michelsen, er glad for at komme i gang med mesterskabsspillet.

– Det var dejligt. Der var masser af gang i den, og det var en fed kulisse på Brøndby Stadion. Både fordi der selvfølgelig var mange Brøndby fans, men også fordi der var mange medrejsende OB fans. Det levede til fulde op til forventningerne i forhold til intensitet og ramasjang, som vi havde forudset ville ske her i mesterskabsspillet, hvor der i den grad er noget at opnå og ikke noget at frygte.

Selv hvis man tager de farvede briller på, man man nok sige, at OB var det bedste hold i kampen, og Michelsen er da også ærgerlig over, at det kun blev til et enkelt point.

– Jo, det er jeg. Når man har så stor en overvægt i spil og store chancer, så skal man vinde. Man skal vinde de kampe, som man dominerer, ellers er man ærgerlig. Man skal huske at score i de gode perioder, og det forsømte vi i de første 25 minutter af anden halvleg, hvor vi kun lavede ét mål.

– Man vil altid gerne lave flere mål, men det er jo en del af spillet. Når man har flere store chancer end Brøndby, er det selvfølgelig ærgerligt ikke at vinde.

Både Jacob Barrett og Marco Lund blev skiftet ud med skader i Brøndby, og selvom dem der kom ind, gjorde en god figur, så ærgrer det Michelsen, at han ikke selv kan bestemme, hvordan han bruger sine udskiftninger.

– Det brød noget af rytmen, men dem der kom ind, gjorde det fornuftigt. Som træner vil man gerne have frit valg på alle hylder, så de udskiftninger man laver, har et taktisk formål i stedet for at være tvungne udskiftninger. Det var selvfølgelig rigtig ærgerligt, at de to spillere røg ud, og også er ude i morgen.

Onsdag aften er der så kamp igen, når OB tager til Herning for at møde FC Midtjylland i pokalsemifinalen, og der er ingen tvivl om, at målet er at komme i finalen.

– Vi går ind velvidende, at det bliver svært, men vi går ind for at vinde. Vi spiller om retten til at spille i den største kamp på dansk grund. Vi er én kamp fra pokalfinalen, og den skal have et skud, velvidende at det bliver svært. Vi tager til Herning for at se, om vi kan komme i finalen.

– Der er ikke noget, der er umuligt. Der er sket større overraskelser i dansk fodbold, end at OB tager til Herning, og spiller sig i finalen. Der er heller ingen tvivl om, hvem der er favoritter i morgen, men jeg er ligeglad med, hvem der er det, bare det er os, der kommer i finalen.

Sidste gang vi var på besøg i Herning, tabte vi kampen med 3-0. Det resultat var nok lidt misvisende, for OB spillede egentlig en ret god kamp. Michelsen håber da også på, at vi kan finde noget af det samme frem igen.

– Det håber jeg da, at vi kan. Der var også en grund til, at vi tabte 3-0, og det var, at FC Midtjylland var en tand skarpere, end vi var. Når vi er ude og spille på de store herregårde, så handler det om, at vi skal score i vores gode perioder, og vi skal være skarp i begge ender. Det er derfor, FC Midtjylland er danske mestre.

Hvor meget kommer vores skader til at betyde for det hold, vi kommer til at se i morgen?

– Det ligger i hvert fald fast, at de skadede spillere ikke kommer med. Men ellers lover jeg, at vi nok skal komme til at stille med 11 mand.

Hvor meget vil det betyde for dig personligt at komme i pokalfinalen?

– Som jeg sagde før, så er det jo den største enkeltstående kamp på dansk grund, så det vil da være kæmpe stort at stå i en pokalfinale.

 

Du vil måske også kunne lide...