Michelsen: Prioriterer pokalturneringen højt

OB kom lidt ned på jorden igen, da de efter to sejre i træk måtte se sig besejret med 3-1 ude mod Brøndby i weekenden.

Jakob Michelsen mener ikke, at nederlaget til Brøndby er kommet helt ud af systemet endnu, men den kamp skal nu parkeres, for i eftermiddag venter der en pokalkamp på udebane mod BSF.

– Ej, det er den ikke helt, men vi har også vores forbandede pligt til at komme videre. Det irriteret mig, at vi tabte, og jeg synes, vi godt kunne have præsteret bedre, selvom det var en åben affære i første halvleg.

– Men nu handler det som altid om at parkere den kamp og så nulstille, så vi kan komme videre. Nu venter der en pokalkamp, hvor vi kan spille os blandt de sidste 16 i den turnering, og det er en turnering, vi prioriterer højt. Så den skal have fuld gas.

Har du noget kendskab til BSF?

– Det er meget begrænset. Jeg så deres kamp mod Næstved, og så var det egentlig meningen, at vi skulle have set nærmere på dem efterfølgende, men så blev deres kampe jo aflyst. Så det er begrænset, hvor meget vi har set dem, men vi har da fået snust en lille smule op.

BSF spiller til dagligt i Danmarksserien, så OB må påtage sig favoritværdigheden. Til kampen vil der også blive roteret lidt på holdet, men Michelsen kommer til at stille det stærkest mulige hold.

– Det giver helt sig selv, for der er nogen, der er med landshold, og der er nogen, der har lidt småskavanker, men ellers prioriterer vi turneringen højt, og stiller med stærkest mulige hold.

Hos BSF har de ikke haft de mest optimale forberedelser til kampen mod OB, da de grundet coronarestriktionerne kun har haft mulighed for at træne i grupper med 10. Men om det er fair eller ej, så regner Michelsen med, at de kommer ud med fulde hammer.

– Det er jo ikke så afgørende, hvad jeg tænker. Jeg har set, en af deres spillere har udtalt, at de har spillet rigtig meget tre mod tre, fire mod fire og fem mod fem. Vi må se, hvad der sker. Vi ved, det er årets kamp for dem, og de kommer med alt, hvad de har. Derfor skal vi stadig vise, at vi er et bedre hold og gå ud og vinde, så vi kan komme blandt de sidste 16.

Det er vel bare en kamp, der skal vindes?

– Ja, det kan ikke diskuteres. Vi skal videre, og det er det eneste, det handler om. Så glæder vi os i øvrigt til at komme ud og spille den her kamp. De her pokalkampe handler jo om at komme tilbage til rødderne og komme ud på de små stadions. Derfor er jeg også rigtig glad for, at kampen bliver afviklet i Ballerup og ikke på Odense Stadion. Det er en del af charmen at komme ud på de små stadions, hvor man kan mærke græsrødderne, og hvordan pokalfodbolden bliver spillet.

One Reply to “Michelsen: Prioriterer pokalturneringen højt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *