OB er klar til Vendsyssel

Der er revanche på spil, når OB lørdag eftermiddag spiller mod Vendsyssel hjemme på Odense Stadion. Den dårlige start på sæsonen med et enkelt point efter de første fem kampe startede nemlig ude mod Vendsyssel, hvor vi tabte 3-2 i sæsonens første kamp.

Der er sket en del siden den kamp, og den dårlige start. OB har vundet de sidste tre kampe i Superligaen, og vi er inde i en rigtig god ubesejret stime, og med en sejr lørdag eftermiddag spiller vi os op på ligaens tredjeplads.

Optakten til kampen har dog ikke været helt optimal. På denne årstid oplever man for alvor, hvor udfordret man er på banesituationen i OB. Mandag var der reserveholdskamp i FCK, og dem der spillede kamp søndag havde en gang let restitutionstræning. Tirsdag var der fri, og onsdag foregik træningen på kunstgræsset i Ådalen. Torsdag og fredag blev der trænet på rigtig græs på Ringen, men den bane er virkelig dårlig, og det er selvfølgelig ikke optimalt. Man kan håbe, der snart kommer en løsning, for på denne tid af året er det virkelig et problem.




Mathias Greve har ikke deltaget i træningen med holdkammeraterne i denne uge, og han er derfor ikke med i truppen til kampen mod Vendsyssel. Hvornår han er klar til at spille igen, er lidt usikkert, for det er efterhånden et stykke tid, han har haft problemer.

Jacob Barrett måtte glide ud af startopstillingen til den seneste kamp mod FC Nordsjælland, og han trænede lidt med holdet her sidst på ugen, men han er ikke blevet klar til at spille, så han er heller ikke med i truppen.

Ramon Leeuwin var også udenfor truppen til kampen mod FC Nordsjælland, og i starten af ugen trænede han også lidt for sig selv, men umiddelbart ser det ud til, at han er kommet sig, og han er da også med i truppen i dag. Det er dog ikke nogen garanti for, at han kommer til at spille fra start. Ryan Johnson Laursen har også trænet fuldt med i hele denne uge, og det kunne godt tyde på, at han veksler hans bænkplads fra kampen mod FC Nordsjælland til en plads i startopstillingen til dagens kamp.



Hvis Johnson Laursen sætter sig på pladsen som højre wingback, skubber han Mikkel Desler væk. Desler kan så komme over på pladsen som venstre wingback, som han tidligere har spillet, men her er det også en mulighed at smide Troel Kløve ind.

Hvis Jakob Michelsen vælger, at Kløve skal spille venstre wingback, kan det se ud til, at midtbanen i dag kommer til at bestå af Janus Drachmann, Casper Nielsen og Jens Jakob Thomasen.

Mens der er et par forskellige måder at sætte forsvaret og midtbanen sammen på, så er der nok ikke de store overraskelser i angrebet, der ser ud til at komme til at bestå af Bashkim Kadrii og Nicklas Helenius igen.

19 Replies to “OB er klar til Vendsyssel”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *